Rikke Lylloff i ‘Revolution’ (foto: Emilie Theresa)

SO WHAT!

Verden går ad helvede til, og vi er lige glade. Det har Christian Lollike skrevet et nyt stykke om

Dramatiker: Christian Lollike m. tekster af Mikkel Bolt Rasmussen og Sigrid Johannesen. Instruktører: Christian Lollike og Sigrid Johannesen. Scenograf: Franciska Zahle. Medvirkende: Rikke Lylloff, Marie Marschner, Jacob Madsen Kvols og Kjartan Hansen.

’Revolution’ spiller på Åben Scene på Århus Godsbane indtil 1. september. Derpå på Teater S/H i København fra 5. – 29. september. Men er tilbage på selve Århus Teater 2. – 13. oktober. Varighed:  1 t. 20 min. uden pause.

****

’REVOLUTION’ hedder stykket. Premiere i aftes på Aarhus Teater, der havde flyttet premieren til den Åbne Scene på Godsbanen, fordi det gamle teater i centrum er under ombygning.

STYKKET er sonden lige ned i en falliterklæring: Revolutionen som en lallende og håbløs vision, en drøm om noget, ingen aner, hvad er, og hvad skal føre til, og om en revolution overhovedet er noget, der er brug for. Det går sgu da meget godt, som det er, siger de fleste mennesker. So what! Det er i hvert fald den tone, Lollike anslår hos de fire personer på scenen. Med variationer. En er forlist marxist, en anden bare skeptiker, en tredje skilsmisseramt og klar til at hænge sig, en fjerde synes bare at alt er ligegyldigt.

DET er pudsigt, at stykket netop har premiere på en dag, hvor Alternativ-formanden Uffe Elbæk offentliggør sine planer for, hvordan han vil redde verden, når han bliver statsminister – frejdigt og uden dikkedarer sætter han en redningsplan på bedding, noget må gøres, for alt er ad helvede til, klodens opvarmning, det rablende, materielle forbrug, blindt kapløb efter penge og profit.

LOLLIKE er enig med ham, bare mindre optimistisk – han rykker sine fire personer nogle år frem i tiden, og hvis de er temmelig fortabte sjæle, så får han til gengæld et grotesk og komisk show ud af at lade dem tale og agere som robotter i en digitaliseret verden. Deres stemmer er fordrejet og i slow motion som deres bevægelser. De er ’levende døde’ næsten som personerne i hans ’Living dead’ – der er kun den afgørende forskel, at effekten i ’Living dead’ var mennesker af kød og blod, hverdags-mennesker, der var lost i en nutid af usikkerhed og frustrationer, de ikke forstod og erkendte – et uhyggeligt billede på specielt en lurende angst for flygtninge- og indvandrer-problemerne.

DE fire stakler i ’Revolution’ er til gengæld komiske og lattervækkende, i virkeligheden og på det grusomste nok endnu mere uhyggelige som apokalyptiske vrag af selvopgivende afmagt, men ført ud på en rutchebane, hvor de ved, hvor de havner og bare kan spjætte med arme og ben, men ingen ting gøre, ikke kan eller ikke gider – ikke andet end på et tidspunkt at slippe tøjlerne og kaste sig ud i deres private distortion, danse sig skæve, kaste med puder mod publikum og til sidst smøre sig selv ind i hvid maling, og rykke tilbage og segne omkuld i deres sofaer i hjemmet, der er designet som et IKEA-interiør  – det svenske firma ophøjet til en slags skoleeksempel på en anonym, moderne verden, hvor alt fungerer pr automatik, funktionelt, upersonligt, trygt og uden overraskelser. Kridende hvidt og perspektivløst. Det lille hjem hos de fire som et mausolæum for en menneskehed. Den makabre udgang lader Lollike være to børn, der træder frem i hver side af scenen og siger ’Vi må ofre os selv’, hvorpå de tager revolvere frem og begår selvmord.

I Lollikes heftige produktion af nye stykker er dette et eksperiment i sin form, men oplagt endnu et forsøg på at skubbe til vores bevidsthed om, hvor vaklende og hjælpeløse vi står over for syndfloder af mere eller mindre selvskabte problemer.

DE krævende roller spilles med stor variation og dynamik af Jacob Madsen Kvol, Marie Marschner, Kjartan Hansen og Rikke Lylloff i Lollikes egen instruktion. De magter også at tilføre scenegangen nogle små firstemmige kvartetter, med betragtninger over de uløselige konfrontationer, de er udsat for.

gregersDH.dk