Anke Briegel og Gert Henning-Jensen i ‘Rejsen til Reims’ (foto: Thomas Petri)

UD

GENNEM

LÆRREDET

Rossinis ’Rejsen til Reims’ er tilbage på Det Kgl. Endevendt til et udstillings-show.

Komponist: Gioachino Rossini: Dirigent: Thomas Søndergaard. Iscenesætter: Damiano Michieletto. Scenograf: Paolo Fantin. Medvirkende: Bl.a. Anke Briegel, Elisabeth Jansson, Rebecca Olivera, Henriette Bonde-Hansen, Gert Henning-Jensen, Simon Duus, Levy Sekgapane, Mirco Palazzi, Nicola Ulivieri, José Fardilha, Davide Luciano, Michael Kristensen og Lydia Hoen Tjore.

’Rejsen til Reims’ spiller på Operaen fem gange indtil 25. april. Varighed 3 timer inkl. pause.

******

DA ’Rejsen til Reims’ blev spillet første gang på Det Kgl., skrev jeg i et glad anfald, at man burde proppe 3. akt af ’Napoli’ i underste skrivebordskuffe, hver gang teatret skulle fejre et eller andet besøgende statsoverhoved med en festforestilling. Det var altid den Napoli. Man skulle i stedet tage 3. akt af Rossinis ’Rejsen’. Den var der meget mere fest i.
Det var ikke pænt mod Bournonville. Det var ret beset også ubetænksomt, al den stund, at 3. akten i ’Rejsen til Reims’ er skrevet som en jubelhyldest til den franske konge Charles X, ved hans kroning i 1825, og ham var der ikke meget fest ved. Han viste sig at være en elendig regent, der blev puffet af tronen ved revolutionen fem år efter. Men det kunne Rossini ikke vide, da han skrev sin opera i 1824. Han var begejstret for opgaven og lige flyttet til Paris fra Italien. og værket var en bestilling til den Store Opera i Paris.
Nu har vi så ’Rejsen’ for anden gang på Det Kgl. Første gang var i 2001 på Gamle Scene. Den vakte jubel dengang, fordi den slap teatrets sangere løs for fuld skrue, vokalt og scenisk. Svær at synge, men fuld af gode påfund. Giancarlo Andretta dirigerede Kapellet. David Radok iscenesatte.
Rossini skrev musikken til noget, der mere er en revy end en opera. Den handler om en hel masse gæster fra nær og fjern i Europa, som er samlet på et luksushotel for derfra at rejse videre til Reims, hvor kroningen skal finde sted. De kommer bare ingen vegne, for der er ingen heste at få til kareterne, der skal køre dem.
Så hvad gør man? Man fejrer kongekroningen med en fest på hotellet.
Den plan fulgte Radok.

NED FRA SOKLERNE

Denne gang er iscenesætteren Damiano Michieletto, kendt for sin Reumert-belønnede opsætning af Puccinis ’Il trittico’ (de tre enaktere, ’Kappen’, Gianni Schicchi’ og ’Søster Angelica’) for fire år siden.
Han har noget andet for. Han samler gæsterne på en kunstudstilling med det vilde påfund at lade de fleste af dem være personer på malerier eller udstillede skulpturer, der simpelthen bliver levende, træder ud af lærrederne eller ned fra soklerne og går i clinch med kustoder og publikum til fælles fornøjelse.
Det er ret forvirrende langt hen i 1. akten, hvor der først kommer virkelig greb om halløjet, da Gert Henning Jensen med kårde og det hele springer ud af sit billede og går løs på den kunststuderende unge dame, Corinna. Vi er på sanglige spydspidser – alt hos hovedpartierne i denne opera et skrevet med ekstravagante krav – og den erotiske komik i scenen har mozartske kvaliteter, forløst mellem den angivelige Kavaler Belfiori og frk. Corinna  med notesblokken, sunget af sopranen Anne Briegel – vokalt for begge i grænseområdet af det mulige – Rossini er nådesløs – men herligt vitalt og morsomt.
Og straks efter kommer vi på plads med værkets grundlæggende finte: Personerne samler sig bag ’glas’ og ramme. Og så er vi klar til i 2. akten at gå ind i muntre og raffinerede kombinationer af levende action og statiske billedeffekter, personer i klassiske attituder, der har maleriske og amourøse opgør på det store lærred, og tilskuere på udstillingen, der neden for den forgylte billedramme tumler med hinanden i samme situation, og så uvægerlig: Diskussioner op over billedrammen etc.

EU-FEST

Instruktøren opnår dobbelt effekt af sin idé med at flytte situationen fra et hotel til en kunstudstilling, da han – i stedet for at lade gæsterne samles om en middag på luksushotellet som i originalen – lader dem holde deres hyldestseance i 2. akt til en fiktiv kong Charles foran en eller anden lige så fiktiv biskop i Reims, alle fortsat lejret på udstillingen. Med talerne som hyldestsange i anledningen.
Individuelle nationale sange til fælles underholdning. Det er nær ved at være en EU-fest. De engelske gæster med ’God save the Kong’, spanierne med deres, franskmændene ligeledes, og prægtig affyres også ’Fordum var der fred på gade’, Jeronimus’ sang i ’Maskerade’, skrevet hundrede år efter ’Rejsen’. Så OK, det holder alligevel at foreslå ’Rejsen til Reims’ som festforestilling på Det Kgl.
Fest. Dét er musikken. Ud over alle bredder: Rossini i topform med sine utrættelige, men trods alt ustandseligt varierede gentagelser, den snublende galop af melodier, og hvad der kan udledes af og broderes på melodier, en glad og enkel livskraft, som gør alene musikken til en festforestilling.
Det er en gigantopsætning med ufattelig mange medvirkende, korsangere, statister og ikke mindre end sytten solister. Sjovt og dygtigt sunget af de medvirkende og godt spillet af Kapellet dirigeret af Thomas Søndergaard på premiereaftenen.
Hold øje med ’Rejsen’. Den går kun fem gang mere i denne sæson.

gregersDH.dk