Olaf Johannessen, Søren Sætter-Lassen, Lars Ranthe og Johanne Louise Schmidt i ‘Puntila’ på Skuespilhuset (Tegn.: Claus Seidel)

FINSK   TANGO MACABRE

Brechts finske komedie om den uberegnelige Hr. Puntila er spækket med vildt spil af især Olaf Johannesen og Johanne Louise Schmidt og Lars Ranthe som joker.

Bertolt Brecht: ’Puntila’. Instruktion: Staffan Valdemar Holm. Scenografi: Bente Lykke Møller. Nyoversættelse: Nielsen. Medvirkende: Olaf Johannessen, Johanne Louise Schmidt, Lars Ranthe, Søren Sætter-Lassen, Anuresh Rattan, Christine Gjerulff, Anne Sofie Wanstrup, Rikke Bilde, Jannie Faurschou, Søren Lenander, Morten Suurballe m. fl.

’Puntila’ spiller på Skuespilhusets Store Scene frem til 27. februar 2016

*****

HVAD er det med de finner? Som børn snakkede vi om, at finnerne trak knive eller altid var skidefulde. Måske begge dele på en gang. Min far skældte os ud. Han overvejede at melde sig som frivillig i Finlandskrigen mod russerne. Til min mors rædsel. Men finnerne var hans helte.
Bertolt Brecht har i hvert fald fat i det med finner og druk. Det fremgår, om ikke af andet, så af, at han skriver dette stykke om en finsk godsejer, der bl.a. – i et slags Minnesota-afvænning-flip – beder tjenestefolkene om at slæbe arsenalet af sprutflaske frem til destruktion, hvorpå han eksekverer beslutningen ved at begynde at tømme flaskerne én efter én.
Brecht-dramaet ’Hr. Puntila og hans knægt Matti’ begynder i Skuespilhuset med, at Olaf Johannesen sidder som Puntila ved et bord på sit stamværtshus, beruset i tårnhøj grad. Og derfor i overdådigt humør, bralrende op og ustyrlig. Hvad slags humør hans ven Frederik, den lokale dommer i Søren Sætter Lassens krop, er i, er ubeskriveligt, al den stund han ligger og raver under bordet eller kæmper for at komme op på sin stol igen.

TRÆKASSE

Situationen er udstrakt i ufattelig længde, kun afbrudt af Johannesens forsøg på i en slags oprejst stilling at pejle sig vej fra over det store gulv til tjenestepigen, for at mase hende op ad væggen.
Hun har sunget en sang som indgang til stykket, og her har vi Brecht i velkendt stil: Der synges sange undervejs gennem stykket, flere i tangorytme, mest af pigerne, sange, der enten fortæller, hvad der nu sker i handlingen, eller finske, folkelige sange, en enkelt dog af Hanns Eisler – var nogle af dem på finsk eller dansk? – svært at høre præcis, for scenografen Bente Lykke Møller lader hele stykket foregå i en splitternøgen, lys, fineret trækasse, enorm og enkel, så vi kan koncentrere os helt om de mange personers eskapader, men også giver os lidt akustiske problemer, for resonansen er vældig og undertiden slørende for replikker og sangtekster.
Til gengæld en effektiv dekoration, hvor døre, vægge og loft er plader, der kan brage ud og mod gulvet som ekko af alt fra knaldende champagnepropper til larmende entréer, det sidste f.eks., når Puntila kommer drønende ind og ud i sin enorme Studebaker, et pragteksemplar af et dollargrin, symbolet på hans rigdom, erhvervet ved skovdrift og kvægavl.
Fuld bag rattet naturligvis og livsfarlig for sine omgivelser, som enhver brechtsk karikatur af kapitalismens djævelskab.

VILD KOMEDIE

Her er vi ved noget interessant, som både er usædvanligt for Brecht, men også særligt for Staffan Valdemar Holms iscenesættelse.
Vi er ikke så meget i firkantet opstilling af socialistisk konfrontation med kapitalismens evangelium – vi er nok i en finsk udgave af hans ’Mahagonny’, men vi er først og fremmest i en vild komedie, hæsblæsende i sin menneskeskildring, grotesk i sine typer. Han har fat i en Puntila, der er totalt uberegnelig i sine handlinger, blot med den ene snor at gå efter: Når han er fuld, er han engleflink og large. Når han er ædru, jordens dummeste og mest brutale svin.
Han har en datter, der hedder Eva, en langbenet vildkat, spillet af Johanne Louise Schmidt som totalspoleret og mindst lige så uberegnelig som sin far. Hun skal forloves med en fransk diplomat, der optræder ved forlovelesfesten som en lallende operettedandy, og som Eva ikke gider, for hun har hidsig flirt i gang med farens chauffør Matti, Lars Ranthe, flink og åbenmundet over for Puntila, en blanding af hæderlighed og snuhed, frisk til at gå i lag med Eva, men med standsbevidstheden i behold, da diplomaten bliver ryddet af vejen af Puntila til fordel for underklasse-chaufføren.
En kostelig scene: Da banen er klar for Matti, kaster han sig frådende over Eva. Hun leger med som en anden strindbergsk Frøken Julie, indtil Matti voldtager hende hen over spisebordet på det, franskmændene kalder ’levrette’-maner (slå ordet op på Google). Så bliver hun bange. Den overstadige Puntila roser til gengæld Matti: ”Jeg kan godt lide din måde at eksaminere hende på!”

HUMØRSVING

Opsætningen er bestykket med en strøm af fine og velberegnede birollepræstationer. Ud over Søren Sætter Lassen bl.a. Morten Suurballes forfjamskede præstemand, Anuresh Rattans franske diplomat, og de mange damer, der synger eller gør tjeneste på den ene og den anden måde, alt efter Puntilas luner og behov.
Det hele bragt på banen af Staffan Valdemar Holm som legende satire og karakterkomedie med Olaf Johannessen i topform i utæmmelige udspil med sin knivskarpe replik i flagrende og flakkende ture, jordskredsagtige humørsving og livsfarlige reaktioner over for omgivelserne.
Stort spil. Pointerne trukket langt som et pizza-menukort. Tre timer burde nok have været to og en halv.
Men alligevel: Det lykkes at holde os fangen hele tiden med overraskende ideer, tjenerskabet, der udfører sine opgaver dansende tango – musikken, der ironisk spiller først ’Finlandia’ og så ’Guantanamera’, da Puntila til slut hænger og dingler under loftet.

gregersDH.dk