STEM SÅ, I KLOVNE
Betty Nansen eksperimenterer med politiske debatteater på Edison Scenen. Det fungerer – et stykke ad vejen.
***
Teater? Nå, ja. Vi skal ikke være vanskelige. Enhver folketingsdebat er en slags teater. Ethvert familieopgør – som endda kan være ren koreografisk fornøjelse, når de involverede svinger gryder og pander. Dét har man da hørt om.
På Edison Teatret har man med lykkelig intuition snuset sig til, at der måtte komme et valg på denne tid af sæsonen. Forestillingen ’Propaganda’ har som udgangspunkt, at demokratiet med jævne fire års mellemrum kaster sig ud i afprøvning af de grundlovsmæssige mekanismer og lader folket afgøre, hvad der så skal ske.
Mekanismerne er så tudsegamle som det græske teater, og vi har stor fidus til dem. Så stor, at vi med ihærdighed arbejder på at overtale andre nationer og samfund til at gøre os den demokratiske kunst efter. Om end vores metoder til at overbevise dem ikke altid stemmer helt overens med vore ideer om flertalsbeslutninger, selvbestemmelse, personlig frihed, ytringsfrihed og andet glimrende gods fra vores grundlov fra 1849, USA’s forfatning fra 1787, og hvad der ellers er nedfældet af fine dokumenter til stadfæstelse af demokratiske rettigheder og pligter.
TUR I SPEJLET
På Edison Teatret leger man demokrati. Med et vågent øje til demokratiets tricky’e spilleregler. De glimrende skuespillere med Søren Malling i spidsen – han er genopstanden for vores øjne efter nedskydningen i tv’s ’Forbrydelsen’ – administrerer og diskuterer indbyrdes en stribe elektroniske afstemninger blandt publikum om de spørgsmål, de kaster op på skærmen til os. Alt mellem himmel og jord. Alt der kan have politisk relevans. En effektiv og glimrende parodi på de uafladelige markedsundersøgelser og menings-polls. Vi trykker beredvilligt på knapper og har stort grin af at se resultaterne lige lukt på skærmen i tal og søjler. Som at se sig selv i spejlet en tidlig morgen: Nå, så dum er du! Dum som de fleste andre. Eller omvendt: Puh-ha, der er du vist en outsider, der må skotte til de andre i salen og håbe, de ikke ved, det var lige den søjle, du trykkede dig til.
RAPHED OG KVIDDER
Som teater er det ret sjovt og tankevækkende et godt stykke hen ad vejen – især fordi Søren Malling er rap, Thomas Bang og Peter Christoffersen flinke, og Mette Horn grotesk morsom – og bevidst kørt derhen af manuskriptforfatter Thorbjørn Krebs, at hun bliver et kønsdiskriminatorisk fænomen, den kvidrende fjollekvinde blandt snusfornuftige mænd.
Det bliver noget tørlagt hen ad vejen, jeg gætter på, at det hænger sammen med, at den kyndige og saglige spindoktor Lotte Hansen har overtaget og udbygget det substantielle i de politiske problemstillinger, der kastes op. Det bliver en smule kedeligt efter en times tid, og vi lytter efterhånden pligtskyldigt som skoleelever til de pædagogiske manøvrer.
Som teater må modellen kunne fastholdes og opdyrkes. Den er en sjovt indslag i dagens teaterliv. Programmet er en regulær lille bog med artikler til om- og eftertanke.
Gregers Dirckinck-Holmfeld