Karen-Lise Mynster, Kirsten Olesen og Stine Schrøder Jensen   (tegn.: Claus Seidel)

STOPPEDE

LOKUMMER

Kirsten Olesen, Karen-Lise Mynster og Stine Schrøder Jensen er ustyrlige som lokumsrensere i ’Præsidentinderne’.

Dramatiker: Werner Schwab. Iscenesætter: Thomas Bendixen. Scenografi: Jonas Fly. Oversættelse: Brigitte Kolerus. Medvirkende: Stine Schrøder Jensen, Karen-Lise Mynster og Kirsten Olesen.

’Præsidentinderne’ spiller på Skuespilhusets Mellemgulvet indtil 13. oktober og fortsætter i Det Kgl. Teaters regi på landturne. Varighed: 1½ time uden pause.

****

VI forlader forestillingen med ’Edelweiss, Edelweiss’ i ørerne, smægtende toner, der dufter af østrigske alper. Jeg ved ikke om dramatikeren Werner Schwab selv valgte denne honningsøde, ironiske kommentar, da han skrev ’Præsidentinderne’ for tredive år siden. Det kan også være iscenesætteren Thomas Bendixens idé, men det er en idé, der er som bittersød saft i hovedet oven på beretningen om de tre rengøringskoner, der sidder der på scenen og udøser deres aggressioner og absurde fantasier om et vildt og bedre liv.

SCHWAB var østriger, selv søn af en rengøringskone, døde af uhæmmet druk 35 år gammel efter at have skrevet 16 teaterstykker, berømt og berygtet for sit gennembrud med ’Præsidentinderne’, der var et af hans tidlige stykker, som fik overskriften ’Fækalie-teater’.

DEN romantiske ’Edelweiss’-hyldest til det fædrelandske alpelandskab modsvares af Schwabs bidende udlevering af de tre rengøringskoner Erna, Grethe og Mariedl og deres absurde hverdag med at rense noble folks lokummer, men i øvrigt drømme afsindige drømme – den småsnerpede Erna, mens hun prøver at holde styr på sin voksne søn, den fede, kanonblondine Grete på sin åndssvage lille hund, og den småtbegavede Mariedl på sit forhold til Gud. Deres konversation veksler mellem skænderier, chikanerier, slagsmål og fredsluttende omfavnelser.

DERES drømmeverden samler sig til en slags fortælling om, hvad der i deres tummelumske hjerner bliver til en fest, hvor Erna har slået sig på en polskfødt viktualiehandler, der er specialist i leverpostej, Grethe på en basunist i orkestret med godt trut i hornet og penge på lommen, og Mariedl på en præst, der stimulerer hende i hendes livsopgave: At rense lokummer uden gummihandler, men med de bare næver.

LOKUMSRENSERIET er utæmmeligt som stykkets klingende emne, lortet flyver, driver, klistrer, skides – udtømmes, som vist er den sippede Ernas forsigtige udtryk – Kirsten spiller hende med henrivende, småborgerlig anstand – takterne stiger i vanvid, jo mere Schwabs sproglige rablen udfolder sig – og jo mere Kirsten Olesen udvikler Ernas  påtagede snerpethed, Karen-Lise Mynster fordyber sig i Gretes fantasifulde, brunstige visioner om et andet liv som kabaretsangerinde eller i hvert fald få kloen i en rig musiker, og Stine Schrøder Jensen betaget klistrer sig til præstens katolske lokkemad fra de forstoppede fest-lokummer: En uåbnet dåse med god italiensk ragout eller hvad det er – spisbar i Jesu og pavens navn, hvis man bare tørrer dåsen godt af. Om det er lorte-ragout’en, der sender hende på himmelfart til sidst i stykket eller troen på evigt liv? Vi gætter på begge dele i en sund blanding.

STYKKET er grotesk og stærkt underholdende og bliver spillet med fanden-i-voldsk og komisk akkuratesse af de tre på scenen i en nøgen dekoration, der kunne være et wc på Den Underjordisk på Rådhuspladsen før 2. verdenskrig eller et lignende makabert nødtørftssted i det østrigske.

TRE præcise karakterstudier fra skuespillerne til en rablende tekst.

gregersDH.dk