Alexander Sprague, Anne Margrethe Dahl og Sofie Elkjær Jensen i ‘Powder her Face’ (Tegn. Claus Seidel)

BLOWJOB

EFTER

NODER

Så fik vi den, Thomas Adés’ skandaleopera ’Powder her face’. Chokkene overlever vi nok, og musikken er enormt velskrevet

Komponist: Thomas Adés. Iscenesættelse: Orpha Phelan. Scenograf: Madeleine Boyd. Lys: Anders Poll. Medvirkende: Anne Margrethe Dahl, Christine Dahl Helweg-Larsen, Alexander Sprague, Sofie Elkjær Jensen og Sten Byriel

’Powder her face’ spiller endnu seks aftener på Operaens Takkeloftet frem til den 16. april.

*****

VI prøver lige at trænge gennem hysteriet omkring denne opera. Den indeholder scener, som ikke bare mine bedsteforældre, men også mine forældre, ja utallige i min egen generation, vil finde skandaløse.
Scenerne viser forskellig seksuel hopla. Den slags er ellers ikke rystende i dette land, hvor billedpornoen har været frigivet siden 1969. Men nerverne kommer altså op at stå – eller hvad vi skal kalde det – når blowjob bliver vist på en operascene, og det er selvfølgelig også lidt overraskende al den stund, det er svært at synge under den form for legemsøvelser.
Den skandaløse ’Powder her face’ blev uropført ved musikfestivalen i Cheltenham i England 1995. Og nu er den altså i København, henvist i denne omgang til Operaens ’Takkelloftet’, og det er vel ikke bare for at gemme den blufærdigt hen i Operaens baglokale – den har faktiske været spillet på bl.a. Metropolitan – men lige så meget, fordi den er en kammeropera for få medvirkende og et orkester på bare 16 musikere.

I SUS OG BLITZLYS

Operaen handler om et excentrisk, stenrigt kvindemenneske ved navn Ethel Margaret Wingham, der vakte opsigt i sit virkelige, levende live, der rækker fra 1912 og indtil hun døde fattig på et plejehjem i London som 80-årig i 1993. Hun giftede sig flere gange, døde som hertuginde af Argyll efter et liv med ufattelige mange elskere, begyndende med skuespilleren David Niven, som gjorde hende gravid, da hun var femten.
Et liv i sus og blitzlys, indtil Argyll-hertugen lod en låsesmed brække hende kommode op, og forlangte skilsmisse, da han så indholdet: Stakke af polaroidfotos af muntre scener med diverse mænd.
Han lagde sag an, og sagen er en kulmination i operaen, fremragende fortalt i et sceneri, hvor Sten Byriel er dommeren, der med voksende seksuel ophidselse opremser de utallige udskejelser iført sin prægtige basstemmes velmodulerede kraftspring. Dokumentation for utroskaben foreligger jo og må opsummeres, alt inklusive, blowjobs og urinsex.

DOBBELTGÆNGER

Operaen fortæller damens karriere på den måde. at sopranen Anne Margrethe Dahl er på scenen det meste af de to og en halv time. En glimrende præstation, der bringer i erindring, det bedste hun i de sener sæsoner har begået, nemlig hendes Lady Macbeth i Shostakovitj’s opera af samme navn. Hun har meget at synge i ’Powder her Face’, men er især den tavse dobbeltgænger og tilskuer til sit eget liv – Christine Dahl Helweg-Larsen, smuk og elegant, som hendes andet, mimiske jeg, der ikke synger en tone, men konstant fastholder vores interesse. Christine D. H.-L. er Anne Margrethe Dahls kødelige datter, hun er ikke sanger,  men danser og skuespiller.
At gøre den altfavnende hertuginde til en dobbeltrolle er et fascinerende dramatisk kneb, der giver yderligere sangligt albuerum til opsætningens tredje kvinde, sopranen Sofie Elkjær Jensen i en stribe forskellige roller – som stuepige, hertugens elskerinde, society journalist m.m. Ligesom Sten Byriel bl.a. har den fornøjelse også at være hoteldirektøren, der i sidste scene kyler hertuginden ud fra sit luksushotel, da en kæmperegning forfalder. Og lige som den glimrende tenor Alexander Sprague indtager en lang række roller bl.a. som en hotelportier, der betjener fruen i dynerne mod betaling.

SYNLIGT

Yderligere detaljer overlader vi operagængere til selvsyn, men skal konstatere to ting:
Iscenesættelse på Takkelloftet er gennemført elegant fungerende med rolle- og sceneskift i et ellers statisk sceneri, der som hovedelementer har en dobbeltseng, en sofa, et badekar og sadomasochistisk inventar.
Og så det væsentlige, når vi har in mente, at der er tale om en opera: Orkestret anbragt i Takkelloftets kongeside, herligt synligt i scenehøjde – herligt fordi det dermed er muligt, ikke bare at høre det virtuose partitur, men følge fysisk, hvordan harpe, klarinetter, blæsere, strygere og slagtøj i øvrigt former en blændende velskrevet musik, blevet til på nodepapiret af den 24-årige Thomas Adés dengang i begyndelsen af 90’erne med en sjælden evne til at skabe utrolig krævende instrumentale sammenhænge omkring sangere, der sandelig heller ikke har det nemmeste stof at synge, men lige som tilhørerne kan nyde gennemsigtigheden i forhold til stemmerne og teksterne.
Musikken er fyldt af dramatisk udspekulerede detaljer. Man kan kalde den eklektisk, d.v.s. med udnyttelse af mange forskellige stilelementer. Vi starter med tango a la Piazolla, vi strejfer både Mahler, Wagner, Strauss og en god portion Stravinskij undervejs. Det er imponerende veldrejet moderne musik, formet og artikuleret af den engelske dirigent Robert Houssart og Det Kgl. Kapels musikere.
Der er en god grund til, at den dengang meget unge komponist siden er vokset til en status som f.eks. modtager af Sonnings Musikpris i 2015.
Der er mildest talt også noget at lytte til i ’Powder her Face’.

gregersDH.dk