REQUIEM FOR EN DIGTER

Hans stemme og oplæsning af egne tekster var som musikalsk opbyggede skulpturer. Genhør med Poul Borum

Poul Borum ’Digte til musik’. Udgivet i 1996. 70 s. Gyldendal.

*****

HVORDAN mon Ossian, den skotske barde talte, når han opløftede sin røst for tusind år siden? Jeg tror, han lød som Poul Borum. En stemme fra en fjern evighed, tung, kraftfuld og alligevel svævende i rummet. Med et særegent ekko. Som vældige recitativer, når han sagde sine digte. Det kan godt være, at Ossian sang mere end han talte. Hvis han overhovedet gjorde nogen af delene i det virkelige liv. Han var måske bare digt. Ikke bare en digter. Men selv digt. Andres gendigtning af ham et halvt årtusind senere. At høre Poul Borum læse sine egne tekster er som at blive båret bort til fjerne tider, ud i rummet til en verden, som er hans egen, men som skaber nærhed – ikke bare den konkrete nærhed, hvis man har kendt ham, men en surrealistisk fornemmelse af både fjernhed og nærhed i et rum omkring os. Syngende, næsten messende.

BORUM kom pludselig tæt på med sin fantastiske stemme, da jeg faldt over en delvis glemt lille bog på reolen: ’Digte til Musik’, udkommet på Gyldendal i 1996. Det år, han døde. Mellem digtene, vist alle  skrevet i hans sidste leveår, findes ’Husmusik’ – ni digte, der åbner for tanker hos ham i de rum, som han ser og lever med omkring sig – måske i hans hverdag i lejligheden i Havnegade. Men lige meget. Vi er ikke i en autobiografisk dissektion af hans nære omgivelser. Ikke til en rundvisning i et boligprogram, et quizshow, hvor beboeren skal dukke op i slutningen, så vi kan sige Åhh. Vi er i Borums oplevelse af den indre verden, som er ved at lukke sig om ham – ubegribeligt eller med en voldsom kraft, som slår imaginære døre og vinduer op for tanker og overvejelser, klarsyn og opgør.

DET er bare en del af bogens tre afsnit, hvor det første er digte, der er knyttet til forskellig musik – klassiske kompositioner af Schumann, Bruckner, Heinrich Schütz, Anton Webern og flere andre. Det sidste afsnit med bl.a. et vældigt digt, han har skrevet til åbningen af en kunstudstilling i 1995, og som er inspireret af Ellingtons ’I’m beginning to se the light’. Og midtvejs et afsnit, han selv kaldte ’Jeg er et sted’. En række digte, der er skrevet til en serie fotografier af Marianne Grøndahl, alle med motiver fra hans lejlighed – et bogprojekt, der ikke blev til noget.

MEN ’Husmusik’ – som jeg ikke ved er en titel, han selv har givet disse ni digte – de kan være en forlags-opfindelse, men er også en meningsfuld fællestitel, som komponisten Jørgen Teller har givet de ni digte, der enkeltvis har undertitlerne døre, vinduer vægge, lofter, gulve, trapper, kældre, volumen og funktioner. Borum arbejdede sammen med Teller, da digtene blev skrevet, og Teller har komponeret klingende elektroniske lyd til hvert af de ni tekster. Klangtæpper i forunderlige mønstre. Teksterne kan vi læse os til i ’Digte til musik’, men også høre dem på nettet læst af Borum i forbindelse med udgivelsen af en cd med titlen ’Ni møder med the careless angel’, hvor hans og Tellers fælles arbejde er præsenteret.

HAR man nogensinde hørte Borum læse sine egne tekster, er han her som lyslevende med sin oplæsning på disse optagelser, der må være fra 1996. Lyslevende, trods en vis sordin på stemmens strenge, han var under alle omstændigheder altid på violinens g-streng, måske på bratsch- eller cello-niveau. En anelse af hans jyske fortid kunne klinge med. Det var ikke det, man hørte og tænkte engang, nu kun i glimt, hvor det ellers er stemmens magiske, ømt, sindigt og omsorgsfuldt skulpturelle opbygning af ord og sætninger, af billeder og sagt med en tankefuld, fjern, køligt, med en undergrund af længsel, men også lysende intensitet. Tekst efter tekst er det kærlighedserklæringer til livet, indsigt i dets uløselige gåder, klarsyn, som brydes og vender tilbage, lys, der åbenbarer sig, slukkes og kommer igen.

”Døren til mørket er lukket, står dér og lokker med et lysskær omkring.”… ”Nu kommer solen ind ad det åbne vindue. Og jeg som ikke var rede – ” De vilde følelser krabber sig frem over gulvet, mens vi sidder, to rolige, elskværdige skygger, på hver sin stol.”… ”Så få skridt før verden ender. Så mange skridt tilbage til før den begyndte.”…”Vi sagde, at vi ville leve, og så levede vi. Vi døde af mangel på forundring.”…

DET er som et requiem.

”Hvordan skulle jeg kunne glemme dig? Jeg ved ikke engang, hvordan du så ud.”

På teatret skimter man dramatikeren Peter Asmussen og hans tekster, som jeg skrev om forleden i anmeldelsen af hans og Bent Sørensens ’Sound like You’. En dramatiker, der nådesløst satte kolde fortvivlelsens mærker på menneskelig fremmedgjorthed og søgen efter nærhed. Jeg aner ikke om Borum og han har kendt hinanden. Men Poul Borum var intens teateroptaget og har skrevet flere teatertekster. Sidste gang, jeg mødte Borum,  var til en premiere på Den Anden Opera i Kronprinsensgade – utrættelig også operaoptaget – han sad på en af de bageste rækker, han var iført maske, fik kunstig ilt tilført åndedrættet – de mange smøger gennem livet havde været hårde ved hans lunger. Det var tilløbet til den tilstand man mærkede i de mange år, vi mødtes på Ekstra Bladet, hvor hans med ubegribelig præcision i perioder varetog sin anmeldervirksomhed på hverdage, der på klokkeslæt førte ham fra træffetiden hjemme i Havnegade 9 – 10.30, på Bladet kl. 11 og frokost på Krasnapolski i Vestergade kl. 12. Det var i sidste halvdel af 60’erne, inden han med dramatisk sult på udfoldelse og erfaringer forsvandt årelangt til U.S.A. Og Mexico var det vist.

JEG kalder disse tekster i ’Digte til Musik’ for et requiem. Der er død og messe og en usigelige længsel og skønhed i teksterne. Og i hans stemme.

gregersDH.dk