SMAGLØST?
HELDIGVIS!
Smagfuldhed er noget for møbelforretninger. Ikke for revyer og stand up.
Medvirkende: Flemming Jensen, Omar Mazouk, Sebastian Dorset og Michael Schøt. Tekster: De medvirkende.
’Pladderhumorister’ spiller på Café Liva i Nyhavn indtil den 23. september. Varighed: Ca. to timer inkl. en pause.
****
SMAGLØSHEDER? Ja da. På stribe. Heldigvis. Frem for smagfuldheder, som er noget, der hører til i møbelforretninger.
SMAGLØSHED er en glimrende egenskab ved revyer og hos stand up’er – som denne ’Pladderhumorister’, der går på Café Liva. De fire på scenen slipper af sted med næsten hvad som helst. Omar Mazouk f.eks. med en detaljeret monolog om at have fået fjernet sin forhud som lille dreng til stor og begejstret undren for klassekammerater i skolebad efter gymnastiktimerne. Sebastian Dorset (tror jeg det var) med at sammenligne Peter Madsens mord-metode over for den svenske journalist Kim Wall og måden, man skiller og sammenstykker Lego-klodser.
GRÆNSERNE for smagløshed afprøves under de rablende kaskader af påfund, der tilhører genren. Vi oplever der hele tiden i disse år. Med Søren Østergaard, når han i Zirkus Nemo kategoriserer den samlede Charlottenlund-befolkning (hans stampublikum, når han spiller på stranden ved Øresund) som ’homoer’. Eller når vi stædigt bliver ved med at synge ’Elefantens vuggevise’ med originalteksten ’I morgen får du en niggerdreng, og ham kan du bruge som rangle.’ Vi bliver ved og med god ret. Puritanisme må vi overlade til folk med mentale forhudsforsnævringer og uden fantasi og sans for, at provokationer er til for, at vi selv kan sætte vores grænser for, hvad der er rimeligt og acceptabelt. I stedet for at få dikteret forbud og censur.
DET går op og ned og ud og ind hos Pladderhumoristerne på Café Liva. Det begynder og ender med netop børnesange – de fire, Flemming Jensen, Omar Mazouk, Sebastian Dorset og Michael Schøt står med sangbogen, digter nye tekster – ikke en ny nigger-variation af Vuggevisen – men der er godt skud i ’Jeg en gård mig bygge vil/For det får man tilskud til’ og ’I en burka sort som kul’ eller ’Vil du, vil du, vil du, vil du, vil du/flytte ud til Holstebro’.
MONOLOGER og satire-dialoger afløser. Michael Schøt forestiller sig hvert-fjerde-års valgene til folketinget afgjort ved at kronprins Frederik bliver statsminister, vi overgår til monarki med Frederik som en krigerisk hærfører til hest og gerne generobring af Skåne i stedet for Afghanistan – og Lars Lykke får vi alligevel aldrig op på en hest. Sådan er der så meget. Sundhedsplatformen rammes i et omstændeligt sammenbrud af misforståelser omkring en fødsel på Rigshospitalet. Flemming Jensen forestiller sig Holger Danske flyttet fra kassematerne ved Kronborg til Holstebro foran en Brugs, og han er i sit skarpeste hjørne med en monolog om evindelige forbrugerundersøgelser – det havde måske også været en idé for Michelangelo, om han midt under arbejdet på det Sixtinske Kapel lige skulle spørge romerne, hvordan det skulle males? Eller Leo Tolstoy, hvem der skulle vinde i romanen ’Krig og Fred’?
BÅDE provokationer og børnesange vender tilbage hos det lykkeligvis selvironiske firkløver – disse fire selverklærede ’relativt heteroseksuelle mænd’, der har dannet ’Landsforeningen af Fakta-resistente’. De siger de forfærdeligste ting, gennemtænkt nonsense, stinkende dybsindigheder, angriber hvad og hvem som helst og synger en lille sang ind imellem. Vi er overordentlig underholdt, lader os gerne fornærme og ser endnu mere gerne andre blive det.
gregersDH.dk
