Niels Jørgen Riis, Ann Petersen og Johan Reuter i ‘Pigen fra Vesten´(tegnet af Claus Seidel før premieren 10.11.)

ET UNDERKENDT MESTERVÆRK

Puccinis ’Pigen fra Vesten’ rusker i Operaen. Den er langt bedre end sit rygte.

Komponist: Giacomo Puccini. Iscenesætter: Christoffer Berdal. Scenograf: Palle Steen Christensen. Medvirkende bl.a.: Svetla Vassileva (bulgarsk gæst), Johan Reuter, Niels Jørgen Riis, Michael Kristensen, Kyungil Ko, Jens Søndergaard, Oscar Marin, Teit Kanstrup og Leif Jone Ølberg m.fl. Det Kgl. Kapel og Operakoret. Dirigent: Alexander Vedernikov.

’Pigen fra Vesten’ spiller på Operaen syv gange til. Sidste gang 26. januar 2018. Varighed: 3 timer inkl. pause.

*****

NU må det så være nok med at høre den ene og den anden snakke om, at Puccinis ’Pigen fra Vesten’ ikke kan hamle op med ’Tosca’, ’Bohème’ og ’Butterfly’ – det er ikke ’sangbar musik’, der er jo ikke nogle ’rigtige arier’ o. s. v.

Det er vrøvl. Også at den er grå og kedelig at se på. Det sidste. Ja, ok. Der er ikke nogen Sant’ Andrea kirke og sol, der står op over Engelsborg, ikke Paris’ tage og julestemning på Café Momus, og ikke nogen malerisk bugt ved Nagasaki. Det Kgl. kunne selvfølgelig have valgt at spille Puccinis ’amerikanske’ opera med fuldt blus på cowboy- og guldgraverstemning, men handlingen er henlagt til et minearbejdermiljø, og der er ikke meget guld, der glimter i den mine. Det er nok derfor, at det store sjak af minearbejdere, der fylder scenen i første og tredje akt ikke synger om meget andet end at de længes hjem, for enten roder de altså i en tom guldmine eller også graver de efter kul. Trist har de det i hvert fald, trist ser det ud, og trist skal det se ud i Christoffer Berdals iscenesættelse og Palle Steen Christensens scenografi. Palle Steens indretning af heltindens private skurvogn ligner – fuldt bevidst – noget, der er hentet fra en vintercamping på Lolland.

Til gengæld synger de, d. v. s. operakoret fuldtonende. Der er kraft og klang i korets scener, den første på værtshuset, den sidste ved galgen, hvor helten skal hænges som en forbryder, der ikke bare har møvet sig ind på deres allesammens elskede værtshusholder Winnie under et falsk navn, men faktisk er en eftersøgt røver.

Men så det sanglige. Hvis man savner tårnarier og andet guf, så skal man bare lukke ørerne op under de store duetter mellem Winnie og Dick Jackson, som slyngen hedder, indtil hans røver-identitet afsløres, og der kommer mexikaner-navn på ham: Ramerrez. Det er Niels Jørgen Riis for fuld tenor, da han har fået sunget sig i gang, for alvor i 2. akt, og helt overbevisende i 3, akt under den afsluttende hængning-scene, der af Puccini drives så langt og pinefuld smukt, som kun han kan det.

DET plejer at være hans heltinder, der får tildelt de soprane dønninger af lidelsesfuld skønhed. Her i slutningen fordeles smerte og skønhed på helt og heltinde – sidstnævnte denne aften den bulgarske sopran Svetla Vassileva, en net dame i teenage-format, ganske usandsynlig som typen på en værtshusholderske med grydeskeen klar til at tugte minens vildbasser, indtil hun lukker munden op og fylder luften med en klingende, flot og magtfuldt artikuleret sopran. Hun er, som vi forstår, sprunget ind for den sygemeldte Ann Petersen.

DENNE slutscene er et lille mesterværk af dramatisk opbygning – Puccini tager alle orkestrale midler i brug, temposkift, klanglige raffinementer, han spiller ud og ind på de den type virkemidler, vi kender især fra ’Butterfly’ – heltone-skalaer og parallelle intervaller – og Det Kgl. Kapel folder al den orkestrale farvelade ud under sin nye chefdirigent Alexander Verdernikov. Koret og alle forestillingens solister er parthavere i dette kollektive drama, hvor den ene efter den anden af minearbejderne frafalder hævnlysten, fordi Minnie, som pigen hedder, så varmt og forelsket taler den dødsdømte Niels Jørgen Riis sag – han har allerede strikken om halsen.

HUN vender stemningen som en anden Antonius i Shakespeares ’Julius Cæsar’. Lukker munden på sin forfølger, baryton Johan Reuter, der synger den liderlige minerocker Jack, og som nu smuldrer helt ud i kulissen. Sammen vandrer Winnie med sin løsladte Ramerrez mod friheden, bagtæppet løfter sig for et strålende lys, musikken toner, så Grundtvig ville kunne skrive en salme dertil. Det er til at blive religiøs af.

Sig ikke, at den opera ikke har niveau som sine Puccini-forgængere. Det så vi allerede, da den blev spillet for en halv snes år siden på Den Jyske Opera, dirigeret mageløst smukt af Giordano Bellincampi (Anmeldelse her på bloggen 20.8.2009). Den er bare anderledes.

gregersDHdk