Dorte Hansen Carlsen i ‘Pietà’ (Foto: Jan Jul)
MORGEN PÅ VÆRELSE 409
Saalbachs ’Pietà’ ryster sjæl og legeme til hudløshed på Aarhus Teaters Dorte Hansen Carlsen. En glimrende præstation.
****
KAREN-LISE Mynster har gjort det på Husets Teater. Ghita Lehrmann har gjort det på Odense Teater. Og nu Dorte Hansen Carlsen på Aarhus Teater.
Gjort hvad? Svedet vingerne i skærsilden fra Astrid Saalbachs ’Pietà’ – monologen, der bringer et menneske derud, hvor det personlige korthus ramler, selvom man som en anden Samson desperat prøver at holde søjler, sætstykker og kort på plads.
MORGENGRY
Det blege morgenlys toner op på et hotelværelse, hvor kvinden har tilbragt en – måske – vild nat med en tilfældig elsker. Truffet under et tilfældigt aftensold. På en tilfældig bar. Et tilfældigt sted. I hvert fald langt fra mand og barn.
Ti minutter inde i stykket opdager kvinden, at fyren i dobbeltsengen er død.
Når man kan tale om, at også Dorte Hansen Carlsen nu ryger i ’Pietá’s skærsild, handler det ikke om, at hun knækker halsen på Saalbachs tekst. Overhovedet ikke. Det handler om, at hun – som Karen Lise Mynster ved førsteopførelsen for et par år siden – placerer sig med enerverende konsekvens i centrum af denne kvindes dilemma.
På den ene side: Desperat vilje til at bide sig fast. Komme oven på. Vinde. På den anden side: Rystende usikker, fuld af lallende, vrængende selvforagt.
INJEKTION
Bare sådan en boulevardkomedie-situation? En, som Noël Coward eller Ayckbourn kunne have fået en del fjas ud af?
Også det. Det skorter ikke på komiske situationer. Leg med skandalen. Ægtemanden i telefonen hjemmefra etc.
Men den døde i sengen bliver en injektion lige i hjerne og hjerte hos denne modne kvinde. Hun er ikke kun i total vildrede over noget, der er et akut baghold – ’jeg har knaldet med en fremmed, og så dør fyren kraftedeme midt i det hele!’ Hun kører sig selv derop, hvor skeletterne vælter ud af hendes egne indbyggede skabe. Hendes nagende alder. Karrieren, der viser sig netop at være ved at snuble. Den rystende opdagelse af, at hendes liv skrider i sandet. Ægteskabet. Selvrespekten.
SELVRESPEKTEN
Flaske på flaske rekvireres fra natportieren og tømmes, mens hun som en gal gør op, bortforklarer, skændes med sig selv og alle andre, imaginære så vel som den livløse i sengen. Og alligevel hele tiden med kløerne i stumperne af selvrespekten for at få hold på krop og sjæl.
Det er dér, Dorte Hansen Carlsen måske især får brugt sin modenhed og erfaring som skuespiller: Der er hele tiden fascinerende skred i hendes gennemarbejdede fortolkning af kvindens slagsmål med sig selv for at vikle sig ud af det sindsoprivende dilemma: Hvad gør jeg? – Ikke bare med stodderen, der ligger der, hotellet, der er ved at vågne, manden, der ringer på mobilen.
Hvad gør jeg med mig selv? Lige her og nu. Og i det hele taget.
Hvem er jeg? Det eksistentielle spørgsmål, enhver kan stille sig selv med jævne mellemrum. Sat på spidsen i situationer som den på værelse 409. Man er i et tomrum. Hvor lynene knitrer. Vindstille, men brølende hav.
BOMSTILLE
Det er en god times glimrende skuespilkunst, stærkt gennemført i den unge Anders Lundorphs instruktion. Krævende – såmænd også for fyren, som efter 75 minutter kravler ud fra dyne og lagen, stiv i alle lemmer af at ligge bomstille så længe. Tilsyneladende mere død end levende…
Ikke noget, man øver på skuespillerskolen. Kim Tobias Rasmussen, statist, fundet efter annoncering.
På sin facon også en præstation.
