KLAR TIL EROBRINGER

Herligt soprantalent! Philippa Colds debut varsler hende en lys fremtid.

*****

HEN ad Nørrebrogade og ned ad en sidegade. Det indre Nørrebro er rigt på mærkværdigheder. I den sidegade ved navn Møllegade ligger ’Litteraturhaus’ – navnet hugget fra Tyskland, hvor Berlin, Hamborg og flere andre byer har deres ’Litteraturhaus’. Stedet et en gammel, nedlagt metodistkirke.
Nu pludselig hjemsted for en sopran-debut. Og: Why not? Warum nicht? I gamle dage foregik den slags I Odd Fellow Palæets lille sal. ’Litteraturhaus’ er ok. Intimt. Og du kan tage bajeren med ind. Det skulle man lige have vovet i Palæets lille sal!
Sopranen hedder Philippa Cold. Og ingen vaklen: Hun et stort talent. Ikke noget, hun har fra fremmede. Hendes var Ulrik Cold, bassanger, en langlemmet fyr, der kunne synge Sarastro og den slags på det smukkeste. Og gjorde det år efter år i store roller på Det Kgl. – hvor han også var operachef i nogle år.
Philippa har lige passeret de tredive og har været gennem grundig skoling på en lille perlekæde af musikkonservatorier og operaskoler – i Esbjerg, København, Stockholm og Odense.

PÅ SIKKER GRUND

Så der står hun nu og debuterer, høj, flot, sorthåret og med et fjernt smil, der smelter marts-is. Hun har ikke sunget mange toner i Schönbergs ’Erwartung’, glødende, ladet senromantik, før der bliver overordentlig stille i salen: Vi er på sikker grund. Den varmt klingende sopran er instrumentet, og det føjer sig med den største selvfølgelighed omkring teksten, vi forføres straks ud i Demels og Schönbergs erotiske naturbilleder.
Hun bliver i den verden med Debussys lyriske prosastykker, fransk kan hun også synge – næsten så smukt artikuleret som hendes tyske, og hun fortsætter videre med eventyrlige sange af William Walton, krævende og sjældent hørte – en af dem muntert jazz-pjanket, her er vi pludselig i en englsksproget munter fabelverden. Philippa Cold skifter det drømmende blik til det muntert-ironiske, hun swinger med klaveret, hvor Ulrich Stærk, er den spillevende, dramatiske modspiller.

ARABELLA

Og sådan har denne første del beredt os på en fuld 2. del efter pausen, hvor vi får demonstreret, hvor bredt denne unge sopran favner:
Den del er helliget en stor scene fra Richard Strauss ’Arabella’, hvor Philippa kan folde sig ud, skabe en i sig selv hvilende forelsket kvinde i sammenspil – og det var en fin ide – med den lige så dramatisk begavede Dénise Beck – hun som Arabellas rappe lillesøster Zdenka i en Strauss-opera, der er skabt som en liflig pendant til ’Rosenkavaleren’.

FØDT TIL STORE PARTIER

Hvis man så i øvrigt spekulerer på, hvor en sopran som Philippa Cold vil bevæge sig hen i karrieren, så behøver man ikke spekulere længe: For hun slutter aftenen med først at synge ’Bohème’s Mimi og derefter grevindens arie i ’Figaros bryllup’ med hjertet bankende, stemmen i store brede buer, toptoner, der klinger, en fuld egalitet mellem højde og dybde og en beundringsværdig ro og sikkerhed i kroppen.
En sangerinde født til store lyriske partier.
Så tak for sangen i dette ’Litteraturhaus’ – i et repertoire, der førte os gennem tyske, franske, engelske og italienske tekster. Og når vi nu er ved det fremmedsprogede: Philippa Cold har sørget for at trykke alle tekster i programmet på både originalsproget og i danske oversættelser, som hun selv har begået.
Hvilken professionel omhu. Hvilket talent.

GregersDH.dk