Marie Henriksen og Bolette Nørregaard Bang i ‘Persona’ (foto: Lars Horn)

SPIL DIN

KOMEDIE

Et lyslevende hug ind i spørgsmål om skuespiller- og køns-identitet: Bergmans ’Persona’ på Aalborg Teater.

Dramatiker: Ingmar Bergman. Iscenesætter: Johannes Holmen Dahl. Scenograf: Nia Damerell. Medvirkende: Maria Henriksen, Bolette Nørregaard Bang og Nikolaj Bjørn-Andersen.

’Persona’ spiller på Aalborg Teaters Lille Scene. Varighed: 1½ time uden pause.

****

DET er sjældent at opleve så fortættet stilhed gennem en hel forestilling. Det gør man på Aalborg Teaters Lille Scene under Bergmans ’Persona’, der netop har haft premiere.

KONCENTRERET tavshed og lytten, lige så koncentreret som hos hovedpersonen, spillet af Marie Henriksen som skuespilleren Elisabeth Vogler, der er lammet af psykotisk stumhed efter en oplevelse på scenen som ’Elektra’ – og kun løsner tungebåndet et kort sekund i et vredt udbrud til sygeplejersken Alma, der har påtaget sig at tage sig af hende.

ALMA spilles af teatrets Bolette Nørregaard Bang. Elisabeth Vogler af den norske Marie Henriksen, der er uddannet på en skole i St. Petersborg.

’PERSONA’ er skrevet som filmmanuskript af Bergman midt i 60’erne i en hurtig, ekstatisk inspiration, mens han befandt sig i en arbejdskrisekrise som chef på Dramaten, Samtidig havde han et stort filmprojekt, der plagede ham, plus en voldsom lungebetændelse. Inspirationen slår ned i ham, da han ser et foto af Bibi Andersson, der sidder foran en mørkerød trævæg sammen med Liv Ulmann. De ligner hinanden på sær vis.

VI ved, hvad det resulterede i. Bibi Andersson og Liv Ulmanns fænomenale karriere i Bergmans film. I første omgang ’Persona’, der blev et fælles gennembrud for dem og Bergman.

DET er ikke bare betagelse af denne ikoniske fortid, der gør os tavse i salen – den fortid er i øvrigt godt beskrevet i Teatrets lille program og i Bergmans selvbiografi ’Laterna Magica’. Det er det lammende nærvær af det psykologiske spil, der udspiller sig mellem stykkets to kvinder. To kvinder, der æder sig ind på hinanden. Alma, der – mere og mere nervøs og usikker over sin opgave – taler om alt muligt, mest sig selv, prøver at finde ind til et fortroligt spor til Elisabeth. Og Elisabeth, der får sat både nysgerrighed og følelser i skred over for den hudløse unge sygeplejerske, som bevæger sig ud i at fortælle de intimeste oplevelser, især om et voldsom erotisk samvær med en veninde og to unge fyre på en strand.

HVAD sker der i skuespilleren? Bliver hun selv i sin stumme og plagede indadvendthed forelsket i sygeplejersken? Er hun den professionelle skuespiller, der er på psykologisk studietur hos Alma, sygeplejersken, en kvinde, en mulig rolle en dag?

PÅ et tidspunkt, hvor Elisabeth er ude af scenen et øjeblik, kommer Alma til at læse et brev, Elisabeth har skrevet til sin mand. I brevet fortæller Elisabeth om Alma, der vist er blevet forelsket i hende.

GENSIDIGE afsløringer og indiskretioner. Samtidig lader Bergman noget fælles vokse sammen i deres forhold. Elisabeth sminker på et tidspunkt Alma i ansigtet, som for at skabe hende til en scenerolle, Alma bryder et øjeblik ud i replikker fra ’Elektra’ – vi ser de to som sammensmeltede identiteter, indtil de atter skrider fra hinanden, som sandslotte på stranden. Den definitive katalysator for skredet er Elisabeths mand, der dukker op. Selvom hans indgangsreplik udtrykker identitetsforvirringen. Han kalder Alma for Elisabeth.

ELISABETHS indkapslede, måske selvskabte, måske påtvungne verbale isolation aflæses hos Marie Henriksen i udtryk, der skifter mellem usikre smil, forkrampet tvivl, bevidst iagttagelse og spontan ømhed. Almas forsøg på forståelse og opfyldelse af sin professionelle forpligtelse som sygeplejerske får Bolette Nørregaard Bang til at udfolde sin egen usikkerhed, en blanding af betagelse over patienten og hendes status, vrede og opgivenhed, selvkritik, underlegenhed og overlegenhed på én gang. Begge slår de i øjeblikke korporligt fra sig. Tiltrukket og frastødt på én gang.

SOM nutidsteater står det sig fint – ’Persona’ handler intenst om definition af vekslende identitet og selvforståelse, også om usikre kønsroller. Og det korte stykke spilles med indlevelse af de to skuespillere og præcis forståelse af instruktøren Johannes Holmen Dahl i en enkel og nøgen scenografi af Nia Damerell.

gregersDH.dk