Ellen Hillingsø, Louise Mieritz og Troels Lyby i ‘Perplex’ på Bellevue Teatret. Tegn.: Claus Seidel.

PERPLEX

‘

Den tyske dramatiker Marius von Mayenburg rammer med ’Perplex’ privatlivet i moderne tiders galehus. Skørt, absurd og morsomt.

Marius von Mayenburg: ’Perplex’. Iscenesættelse: Christoffer Berdal. Scenografi: Maja Ziska. Medvirkende: Louise Mieritz, Ellen Hillingsø, Troels Lyby og Jon Lange.

’Perplex’ spiller på Bellevue Teatret indtil 11. april

****

DU er fem minutter inde i det stykke og tænker: Gud fader bevares! Et trivielt ægteskabsdrama. Mand og kone, der skændes om lyset, der ikke virker, elregningen, der ikke er betalt – det er din skyld, nej, det er din! O.s.v.
Sofa og stue med et kik ud i parcelhushaven.
Hold da kæft – det her bliver enormt kedeligt. Send bud efter en parterapeut og lav et tv-program!
Men så sker der mere på scenen i Bellevue, så vi ikke behøver flygte ud i Strandvejens hylende vinterkulde. Ægteparret har været på ferie, og nu kommer naboparret, der har skullet se til hus og hjem imens.
Ok, så. Men de overtager kommandoen, og derefter er der ingen ende på, hvem der gør hvad – hvem, der er hvem, og hvorfor. I et cirkus af identitetsskift bliver Jon Lange fra at være ægtemand til et barn, et rasende barn, der vil ud at stå på ski, men ikke må og derfor får et anfald og beskylder far og mor for at være nazister. Louise Mieritz er pludselig ikke den forbitrede småborgerlige kone men tjenestepigen fra Philipinerne, som verden er ond ved. Men det er alt sammen lige meget, for nu skal der laves privat karneval, en ’nordisk aften’, hvor Ellen Hillingsø får guldhår og Brünnhilde-hjelm, Jon Lange sin drøm opfyldt og stiller med slalomski, Louise Mieritz mejer sig ud som islandsk vulkan, og Troels Lyby agerer elg fra de svenske skove, hvilket han ikke slipper fra med dyden i behold, for Jon Lange bliver lun på elgen og baghyler ham bag sofaen.

EKSPLOSION

Vi anbefaler nu ikke en parterapeut, men en psykoanalytiker, for pointen er, at det kedsommelige billede af moderne parforhold, vi er præsenteret for, nu er udvidet til et billede af moderne menneskers mistede evne til forstå, hvem de selv er, alt er i opløsning og de fire, hvem de så undervejs bliver til – tér sig som gale – alt imens de kikker på deres eget vanvid og håner hinanden for at være fjollede.
Det er som at se Ionescos og Beckets absurde teater fra for 50 år siden i en nytårseksplosion. En stank af hjælpeløs fortvivlelse, men sandelig også en stor portion humor.
Tempo og identitetsskift er hurtige, så hurtige som udløsninger af tryk på Iphone-taster. Troels Lyby er den, der med barnlig undren, hængende underkæbe og alligevel en gnist af ironisk smil – både deltager i og iagttager al den usikre kylen med ord og idéer i den fælles St. Veitsdans.
Christoffer Berdal har iscenesat i højt og skørt tempo, dekoration og sjove kostumer skyldes Maja Ziska – hun har næppe ansvaret for Lybys i de scener, hvor hen er splitternøgen.
Stykket, der er hentet fra Schaubühne i Berlin, klæ’r Bellevue Scenen.

gregersDH.dk