TIL JULENAT
OG
NÅR SOM HELST
Instrumentale raffinementer med Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen
Per la Notte di Natale. Italian Christmas Concertos. Concerto Copenhagen med Lars Ulrik Mortensen. Optaget i Garnisons Kirke januar 2020. CD Naxos 8.574264.
****
DE herligste små sving med halen. Fra spænding og forventning til udløsning. Det er julemusik, hvor du kommer helt tæt på en stemning af julebudskab. Du er dér, hvor det sker, når døren går op til stuen badet i lys og det pyntede juletræ, og du er til barnefødslen, jeg mener barnet i krybben, Jesusbarnet. Jeg mindes denne Corelli-concerto grosso som akkompagnement til ’belén’er på hvert andet gadehjørne, da jeg engang boede i Sevilla ved juletid. Små sindrige dukketeater-udstillinger af Kristi fødsel ledsaget af Corellis mere end tre hundrede år gamle musik fatto per la Notte di Natale. Skrevet til julenat.
DE små udsving. Concerto Copenhagens strygere kaster dig ud i Corellis og barokkens typiske forudhold – serier af spændingsakkorder, der straks udløses i beroligende harmonier – den slags er musikalsk drama i minimini-format, et virkemiddel, der utrætteligt kan gentages i alle mulige sammenhæng og løftes i større format, når concerto grosso-formen skifter mellem solister og gruppespil. Arcangelo Corellis berømte jule-concerto grosso blev skrevet til en eller anden kardinal i Rom, der livslangt gjorde Corelli til sin kapelmester, så concerto grosso’erne flød fra ham. Som det gjorde fra så mange italienske komponister i 1700-tallet. Corellis lille kvarterlange værk lever i tætteste, og mest lebendige spil på denne cd med Concerto Copenhagens strygere og Lars Ulrik Mortensen – dirigenten, som vist aldrig er set med en taktstok, fordi hans arme og fingre og hele ekspressive kropsudtryk og mimik er én spillevende taktstok. Ordet takt kommer for resten til at klinge af militærmanøvre. Det er alt andet. Det er spillevendegørelse af musik. Ensemblet er lille og intimt, instrumenterne og musikerne er som vanligt hos Concerto Copenhagen styret af baroktradition, men spruttende af respekt for værkernes livskraft og livsglæde. Dyb ro. Utålmodig forventning. Styrtebade af udløsninger.
SÅDAN fortsætter det. Værk efter værk. Et helt lille kronologisk gennemløb af italiensk julemusik – af Torelli, af Vivaldi, af Manfredini, af Locatelli. Skrevet i 1700-tallet, årti efter årti, skrevet i et land, hvor strygere kunne synge som var de sangere og det italienske modersmål lige til at udtrykke på strygeinstrumenter. Syngende, rablende, kvidrende, ømt, smidigt, kærligt eller overstadigt. Du kan komme ind hvor som helst på cd’en – springe fra Francesco Manfredinis afsluttende hvirvelvind af en allegro oven på melodiøs vellyd – og så til Pietro Locatellis indledende begsorte, dramatiske largo. Det er som scener i teaterforestilling.
MIDT i det hele Vivaldi med en lille violinkoncert i E-dur på bare syv minutter med ensemblets svenske violinist Fredrik From på virtuos færd. Her tier Lars Ulrik Mortensens cembalo et øjeblik, for den lille violinkoncert har i partituret med Vivaldis håndskrift tilføjet et ’uden cembalo’ og ’med sordin’. Strygerne spiller med sordin. Værket af et af utallige, der blev fundet i 1926 i en stor samling originale Vivaldi-værker, der havde gemt sig i et Piemonte-kloster og nu befinder sig i nationalbiblioteket i Torino. Forsvundet og ukendt indtil da. Forklarligt måske. Vivaldi var en europæisk stjerne i en årrække, men døde lige så glemt som sin musik, begravet i Wien i 1764 i de ukendtes grav – en skæbne som Mozarts ikke mange år efter. I 1791. Den korte violinkoncert i E-dur er et af mange eksempler på, at Vivaldi er så meget andet og mere end ’De fire årstider’.
FOR så vidt ganske uprætentiøs musik. Til julen. Til når som helst. Sikkert rystet ud af ærmerne på komponister, der havde barokkens italienske tonesprog i hjerne, hjerte og nyrer. Julemusik uden bjældeklang og snedrys og vat og nisser. Men spids ører. De instrumentale raffinementer myldrer.
gregersDH.dk
