Palle Knudsen og Elisabeth Jasnsson i ‘Pelléas og Mélisande’ (Foto: Miklos Szabo)
NALLERNE FRA MÉLISANDE
Operaen har genopsat Debussys ’Pelléas og Mélisande’ – én lang skønhedsåbenbaring. Dyster. Men besættende.
*****
Debussys ’Pelléas og Mélisande’ er ikke for folk med hang til Nintendo og musikvideoer. De vil gå amok over tusmørket og et tempo, der sjældent kommer over 1. gear. Debussy forhaster sig ikke, og hans opera bevæger sig ad dystre stier.
Nu har Det Kgl. genoptaget opsætning fra for fire år siden. Endda med præcis samme sangere i hovedrollerne:
Elisabeth Jansson som pigen Mélisande, der dukker ud af intetheden som en skrøbelig skovnymfe i menneskeskikkelse og med en fortid, hverken hun selv eller andre kan gøre rede for. Som svæver uskyldig og forførende i favnen på prins Golaud, barytonen Johannes Mannov, der har let til både sværd og jagtgevær og piner sig selv til døde i jalousi over, at hans lillebror ikke kan holde nallerne fra Mélisande. Hvorfor han dræber denne Pélleas, der med Palle Knudsens så smukt klingende lyse baryton er den mest forvildede og forelskede teenager, man kan drømme om.
GENNEM SORTE BRILLER
Og som om deres sjælesønderrivende kredsen omkring den mystiske unge kvinde ikke var nok: Anders Jakobsson – igen som kong Arkel – er gamlingen, der gennem sine sorte briller øjner attraktionen og vaklende kaster sig over pigen, for at score et sidste, ungt jagtbytte.
Ingen skal hævde, at der ikke sker noget i denne opera. Men det tager tid.
Når Puccini lader Mimi i ’La Bohème’ dø til sidst i få minutters koncentreret forløb, må Debussy omgærde Melisandes farvel til livet med en fortættet langstrakthed, der er fuld af spændinger, men næsten uendelig. De to operaer er skrevet omtrent samtidig omkring århundredeskiftet 1900.
Hvilken afgrund mellem udadvendt drama og indadvendt symbolistisk glød.
SCENESKIFT
Genopsætningen minder også om, hvordan den belgiske instruktør Guy Joosten og scenografen, den tyske Johannes Leiacker udnytter Operaens store drejescene.
Dér hvor Debussy af hensyn til de mange scenebilleder var nødt til før uropførelsen at skrive en masse ny musik til, for at teknikken kunne nå at skifte kulisser, har de to skabt en vældig énhedsdekoration – hvor scenen skifter mellem tre dekorationerne, der i grundsubstansen har de dystre, mørkrøde vægge i Golauds borg. Men hvor vi langsomt flyttes fra skov til borg, og til park og kælder, kun med gradvis tiltagende kaos og tilgroning af skoven, der rykker mere og mere indendørs – naturen er i hælene på den død, der æder menneskene op. Mørket sænker sig – jo mere Mélisande og Pelléas taler om lyset. Lyset fra havet, sollyset, månens skin. Taler og synger med Elisabeth Janssons varme sopran, som hun i dette parti indkapsler til sprød, forskræmt velklang. Og Palle Knudsens jublende baryton.
Musikken bærer os fra scene til scene med en søvngængeragtig umærkelighed, der kun nogle gange skifter til nervøse, dramatiske højdepunkter, og hele tiden holder os tryllebundet. Dirigenten Marc Soustrot er manden i spidsen for Kapellet.
Operaen er et kontroversielt mesterværk. En kærlighedstragedie skrevet med øm penselføring.
