*
*
*
*
*
*
*
*
*
PEER 1, 2, 3
Et eksperiment: Ibsens ’Peer Gynt’ med titelrollen fordelt på tre skuespillere. Vellykket langt hen ad vejen på Odense Teater.
Spiller indtil 11. oktober på Odense Teaters Store Scene
****
EN ordentlig Børge at give sig i lag med, Ibsens ’Peer Gynt’.
Det skal bare gøres af og til, for stykket, digtet, eller hvad vi nu skal kalde det, er eventyrligt stof. Om fyren Peer, der har sådant et knald på i sin selvovervurdering, at det til sidst må briste.
Odense Teater forsøger. Den nye teaterchef Jens August Wille har gjort det til sin første opgave, og han har fået en original ide. Han splitter historien i tre store akter og lader tre af sine skuespillere spille hovedrollen i hver sin akt.
D.v.s. han gør mere end det: De er alle tre på scenen i hver akt. Med en af dem som den centrale, de to andre som skyggespillere, medsnakkende, medvirkende og dog ikke medvirkende, som forvarslende eller tilbageskuende Peer’er:
Morten Brovn som den unge Peer med den utæmmelige frækhed og appetit på livet, fuld af løgne og fiduser uanset tæsk og en mor, der prøver at holde ham på plads. Claus Riis Østergaard som den modne Peer, der rejser ud og gør vild karriere i både business og politik. Og Lars Simonsen, den aldrende Peer, der vender slukøret hjem til Norge med bristede illusioner, klogere, men ikke rigtig klog.
SUS AF LIV
En sjov idé med de tre og deres trioløb undervejs. Det giver en god sammenhængskraft i det store værk. Også her i Odense, hvor det ikke breder sig mere end godt er: Tre timer og tre kvarter. Med to pauser.
Ibsen skrev det til – syv timer! Ved den danske førsteopførelse i Dagmar Teatret i 1886 skrev Edvard Brandes i sin anmeldelse i Politiken, at opførelsen på de ca. fire timer var en succes – ”et dansk-norsk livsfantasteri, kastet til jorden som luftkastel af Ibsens hårde hænder” – og så vellykket, at man burde overveje at spille det fulde værk på syv timer over to aftener. Det blev der aldrig noget af.
På Odense Teater lykkes 1. akten bedst. Der er et sus af liv, især omkring det bryllup, hvor han napper bruden fra gommen, får en masse bank og stormer videre i livet. Akten slutter med Mor Aases død, en uomgængelig og altid stærkt virkende scene, her – som i hele 1. akten – i hænderne på Hanne Hedelund, hvis stærke personlighed tilfører figuren en ufravendt intensitet i vrede og kærlighed, i liv og død.
2 akten har det svært – scenerne skifter mellem Peers internationale finanssucces, hans groteske bryllup med Dovregubbens datter og kejserhalløjet i Berlin – og teksten har fået en opdatering af dramatikeren Vivian Nielsen og Jens August Wille, velment, men egentlig kun forstyrrende: Både Hitler, Saddam Hussein og finanskrisen m.m. skal slynges ind som knager til forståelse, men nej: Man krymper sig lidt over de klumpvis ankommende associationer. Og venter så småt på, om Norges nye statsminister Erna Solberg kom på scenen for at spille med olie- og finansmusklerne.
Jeg tror, men skulle være blevet ved den originale tekst, men bare gået lidt hårdere til strygninger. Ibsen selv havde ingen hæmninger med strygninger før Dagmar Teater-premieren i 1886, hverken selv eller overladt til instruktøren.
MUSIKKEN
I 3. akten, hvor Peer strander på den norske kyst, er vi tilbage i fortættet drama, Lars Simonsens forvildede, stædige gamle Peer, som fortsætter ræset med sin tro på uovervindelighed, genser den utrættelig nuttede Solveig – Marie Nørgaard, drømmen om den frelsende uskyld, der bare i mellemtiden alligevel har giftet sig og fået barn med en anden.
Hendes berømte sang og andre Grieg-temaer fra originalen titter frem af og til i Søren Siegumfeldts musik – det gjorde de også, da Siegumfeldt komponerede til Det Kgl.s opførelse i Turbinehallen med Nikolaj Lie Kaas i 2001, og en stor del af hans musik i Odense lyder identisk med musikken dengang.
For Lie Kaas var den store rolle dengang et scenisk gennembrud, der skaffede ham en Reumertpris som Året bedste mandlige skuespiller.
gregersDH.dk
