Ida Cæcilie Rasmussen, Christian Bergman og Peter Zandersen i ‘Peace’ (Foto: Mette Krull More)

LIVE

Afgangsholdet fra elevskolen i Odense fyrer løs fra hoften med alt, hvad de kan, i det tyske stykke ’Peace’ – desperat antikrigsstykke og satire over mediepervers dekadence.

Spiller på Odense Teater indtil 30.11. og gæstespiller på Nørrebro Teater 14.-17.12

****

– SKUDT live – med fuld knald på!… Journalisten jubler. Den er hjemme. Et godt billede til en tv-dokumentar.
Replikken er fra den tyske dramatiker Falk Richters ’Peace’, som er et angreb på Tysklands deltagelse i krigen på Balkan i 1990’erne. Og mindst lige så meget et angreb på det mediestunt, som krig har udviklet sig til i de vestlige samfund. Transponeret videre ud i den altomfavnende medieovertagelse af vores handlinger, vores bevidsthed og vores oplevelsesverden.
Det ’The medium is the message’, som McLuhan profeterede i de tidlige 60’ere.

TURBO

Der bliver gået til yderlighederne på Odense Teaters Værksted-scene. På flere måder. Dels sådan som stykket vælter sig i ’underholdende’ rædselsbilleder af civil død og lemlæstelse – primært verbalt, men også i videoprojektioner. Dels i skuespillernes vilde turbo på action.
I begge tilfælde så hæmningsløst, at ophobningerne trætter en smule og får stykket til at virke langt, selvom det kun varer halvanden time uden pause.
På en måde er det en bekræftelse af stykkets pointe: Det mister lidt af den dynamik, der skal til for at holde os i ånde. Blive ‘underholdt’. ’Wartainment’ er hvad det er, ligesom flødeskumskager, men også en god wartainer skal kende vores mæthedsgrænse.

KAUDERVÆLSK

For skuespillerne er opsætningen deres afgangseksamen. Dokumentation for, hvad fire års uddannelse på elevskolen har tilført deres talenter.
Til ’Peace’ har de været i kløerne på instruktøren Christoffer Berdal. Han har koordineret dem i en fælles nydelse var at give Falk Richters stykke alt, hvad den kan trække af galimatias.
De otte unge skuespillere befinder sig på en art redaktion, der roder med et sindsoprivende konglomerat af sensationsjournalistik, hvor ligene, voldtægterne, bombenedslagene, henrettelserne ikke kan blive talrige nok, og hvor redaktionen selv er udtryk for produktionsapparatets ekstravagante kynisme.
Og mentale delirium. Rastløst tempo degenererer, ligesom det uafladelige input af indskydelser, informationer og hurtige beslutninger resulterer i afstumpede handlinger, som ingen interesserer sig for. Og alle øjeblikkelig har glemt meningen med. Et kaudervælsk af mails, mobilbeskeder, slagsmål og hurtige knald over skrivebordene, køn underordnet.

INDBLIK

På den måde får vi bl.a. indblik i flere af skuespillernes skoling i at snakke blændende hurtigt og præcist, i deres effektive stagefight- og stuntteknik, deres meget nærværende replikbehandling og dialog – der er ikke mange sekunders hvile, det hele er ret imponerende, selvom det halve kunne have været nok.
Vi må vente til en anden god gang på at se de enkelte udfolde sig på mere gyngende eller dybere grund i karakterroller. Alt er her skåret til drastiske og bevidste klichéudfoldelser.
De otte er Ida Cæcilie Rasmussen, Sofia Saaby Mehlum, Anne Reumert, Morten Hembo, Anders Glud Jensen, Christian Bergman og Peter Zandersen, den sidste kan skaffe sig et bijob på en stripperklub, hvis det skulle komme til det.
Den scenografistuderende fra Statens Teaterskole Peter Schultz har skabt en dekoration af pap- og pakkasser, der sikrer, at redaktionens skriveborde kan flyve nogenlunde uskadeligt gennem luften.
I København kan vi ser mere til talenterne, når de kommer til Nørrebro Teater fra 14. december.  

GregersDH.dk