DØMT UDE

Dansk musikliv brød sig ikke om Paul von Klenau. Og han brød sig ikke om dansk musikliv. Det kommer ud mellem sidebenene i hans erindringer.

På torsdag bliver hans opera ’Michael Kohlhaas’ førsteopført i Danmark. Uropførelsen var i 1933 i Stuttgart og Berlin.

Paul von Klenau: Efterladte erindringer. Udgivet med forord, introduktion og kommentarer af Eva Hvidt under titlen ’En musiker oplever den europæiske kultur 1900 – 1939’. Forlag: Museum Tusculanum. 365 s. illustreret kr. 375,-

*****

I I.P. Jacobsens roman Niels Lyhne siger den døende unge pige Edele: ”Hils København”. Måske et mærkeligt sted at begynde anmeldelsen. Dette ’Hils København’ bliver citeret i et af kapitlerne i Eva Hvidts bog om komponisten Paul von Klenau, et kapitel hentet fra Paul van Klenaus erindringer. Vi er på side 253 i Eva Hvidts vældige bog. Med et citat af et citat af et citat. Eva Hvidt citerer Klenau, som citerer I.P. Jacobsen, som citerer en romanperson i Niels Lyhne.

DET fortæller to ting om Eva Hvidts enestående afhandling om en dansk komponist, der er næsten glemt i dansk musikliv, kun oppe og vende lige nu, fordi operaen ’Michael Kohlhaas’ får sin danske førsteopførelse på Den Jyske Opera på torsdag i Musikhuset i Århus.

DET fortæller noget om hendes bogs omhyggelige opbygning, med en detalje-rigdom i lag på lag-afdækningen af denne danske komponists historie. Præcise citater, nøjeregnende gennemgang af Klenaus livshistorie og hans enorme og ukendte produktion af værker, spækket med interessante og omhyggelige fodnoter. Alt grundigt researchet og alligevel let læst. Bogen opdeler Eva Hvidt i 70 siders indledning. Derefter over 300 sider, der indeholder Klenaus erindringer, fundet i en efterkommers lejlighed i Wien og et sommerhus i Tyrol. Sammen med bjerge af partiturer. Alt omhyggeligt kommenteret og redigeret af Eva Hvidt. Fodnoter i massevis. Selvfølgelig også om, hvornår ’I.P. Jacobsen skrev Niels Lyhne, og hvem personen Edele er i bogen.

OG hvad er det så med det ’Hils København’? Det er noget andet, man kan læse ud af bogen. Paul von Klenaus kontroversielle forhold til byen, til Danmark. Han var en københavnerdreng. Vokset op i byen, men kom til at leve en stor del af sit liv i Tyskland og Østrig. Dukkede op i perioder i København, havde lejlighed i København, kom til at dirigere i København, f.eks. torsdagskoncerter, dannede en koncertforening i København lige efter 1. verdenskrig. Men Tyskland blev hans hjemsted gennem næsten alle mellemkrigsårene. Først da Danmark blev tysk besat i 1940, tog han til Danmark og blev dér det meste af tiden under Besættelsen. Der var her hen skrev sine erindringer i 1944, manuskriptet efterladt hos hans kone nr.2 Margaretha Klimt efter hans død i 1946. Hun flyttede til Wien, havde det hele med sig, og det var først da professor Niels Krabbe ved det Musikvidenskabelige Institut på Københavns Universitet blev gjort opmærksom på det store materiales eksistens 50 år senere, at det lykkedes at få det til Det kgl. Bibliotek i København. Det er dét materiale, Eva Hvidt har brugt en halv snes år af sit liv på at gennemarbejde.

KØBENHAVN har altså huseret i Klenaus hoved med en kontroversiel klang, da han skrev sine erindringer. Han følte sig dårligt behandlet af det københavnske musikmiljø. Havde venner, men også fjender. Eller snarere et afvisende musikmiljø. Han var en fremmed, havde skabt sig en betydelig succes i Tyskland, havde hæftet sig på senromantiske traditioner, der ikke var populære i det danske musikliv gennem første halvdel af 1900-tallet, han blev – ligesom Rued Langgaard – anbragt diskret bag et bræt: Han og hans musik var uinteressant. At han til det senromantiske havde føjet intensiv beskæftigelse med tolvtone-eksperimenter og omgikkes kredsene omkring Arnold Schönberg og Alban Berg. Nej tak. Klenau stiftede et Dansk Philharmonisk Selskab i København i 1920, lod en hel del ny musik opføre i København, dirigerede selv, men fik uvenlige omtaler. Strauss, Debussy, Ravel, Reger, Schönberg og Klenau selv – det var ikke lækkerbiskner for et københavnsk publikum, der ville høre Beethoven, Brahms og Carl Nielsen.

CARL NIELSEN citeres i bogen for bemærkninger om Klenau i et brev til den svenske komponist Wilhelm Stenhammer. ”Klenau er en dygtig og teknisk højt udviklet komponist” – men ”usympatisk i al sin geskæftighed.” Klenau undlod ikke selv at bide fra sig. I 1918 skriver han en i artikel i tidsskriftet ’Masken’, at han har ”taget afsked med det danske musikliv så længe, indtil den snæverhjertethed og det håbløse bureaukrati, som holder alt nyt og levedygtigt nede, er faldet for sin egen mangel på livskraft.” Men snæverhjertetheden (dejligt ord!) forhindrede faktisk ikke, at han på Det kgl. scorede en succes på sin balletmusik til ’Den Lille Idas Blomster’, en succes, der siden har holdt til mange opførelser både i Danmark og i andre lande.

DEN delvise afvisning i Danmark blev modsvaret af større interesse for Klenau og hans musik især i Tyskland. Han skrev symfonier, flere af hans orkesterværker blev dirigeret af Wilhelm Furtwängler, som var en personlig ven af ham, bl.a. dirigerede Fürtwangler uropførelsen af Klenaus opera ’Kjartan og Gudrun’ på operaen i Mannheim. ’Kjartan og Gudrun’ blev også antaget af Det Kgl., men aldrig opført. Klenau kommenterer ironisk: Jeg havde rigtignok haft den dristighed først at lade det opføre i udlandet, og jeg hørte ikke til de indflydelsesrige kliker i København – Hr. Høeberg udtalte ganske åbent, at så længe han var kapelmester ved Det Kgl., skulle der ikke blive opført en tone af mig dér”.

DET blev til flere operaer fra Klenau, nogle med libretto skrevet af ham selv, det lå for ham at skrive tekster, han skrev også en række romaner, men det var operaerne, der optog ham mest. Omkring 1930 skrev han under et ophold, dels i Baden, dels i Paris både teksten og musikken til operaen ’Michael Kohlhaas’, operaen, som i denne uge vil kunne høres i dansk førsteopførelse på Den Jyske Opera. Den blev færdig og antaget til operaen i Stuttgart i julen 1932 – med andre ord umiddelbart før Hitlers og nazisternes magtovertagelse i Berlin og de følgende omvæltninger i Tyskland, hvor en opera som ’Michael Kohlhaas’ næppe kunne forvente, at slippe helskindet gennem nazistisk censur. Operaen bygger på en novelle af Kleist, tysk 1700-tals forfatter. Novellen handler om en hestehandler i Brandenburg, som får beslaglagt et par heste af en fyrstelig repræsentant ved et toldsted til Sachsen engang i 1500-tallet. Senere finder han hestene mishandlet, bliver rasende, starter et bondeoprør, der bliver nedkæmpet, og Kohlhaas ender med at blive henrettet. Operaens handling rammer den situation under Reformationen, som Bo Holten i foråret på Malmø Operaen skildrede i ’Schlagt sie Tot!’ – Luthers paniske råb, da bønderne havde opfattet Luthers budskab om reformation som et budskab om revolution.

’MICHAEL KOHLHAAS’ bliver spillet i Stuttgart og Berlin i 1933 uden større problemer, Klenau nævner dem i hvert fald ikke. Han skriver også operaen ’Rembrandt’ og får den opført i Berlin, ligesom han helt fremme i 1939 får spillet endnu en ny stor opera, ’Elisabeth von England’ på operaen i Kassel. Den er senere samme år på scenen i Berlin. Den hedder nu bare ’Dronningen’ – England havde netop erklæret Tyskland krig, men den nazistiske kulturkontrol var tilsyneladende mere optaget af, om musikken muligvis var dekadent tolvtonemusik. Klenau forklarer ved flere lejligheder sin kompositionsteknik, men ofrer ellers ikke mange ord på nazisternes kulturpolitik – han siger flere steder i sine erindringer, at han ikke har forstand på politik, men koncentrerer sig om sin kunst – udsagn, man genkender fra andre kunstnere og musikere, der valgte at blive i Tyskland – Furtwängler f.eks.

KLENAU valgte at blive i Tyskland efter 1933 og indtil 1939, hvor han flytter til Danmark, men i øvrigt foretager flere rejser til koncertopgaver i Tyskland også under Besættelsen. I Danmark bliver han medlem af bestyrelsen i Dansk-Tysk Selskab – som han udtrykker det i kapitlet ’Mit virke i Danmark’: ”Da jeg aldrig har befattet mig med politik og aldrig har tilhørt et politisk parti, var jeg glad ved at få lejlighed til ved min virksomhed i Dansk-Tysk Selskab at vise min sympati for den tyske kultur, som jeg føler mig stærkt knyttet til.”

HVIS han overhovedet har været usikker på sine holdninger til nazismen – hvad han næppe var, han har bare styret uden om at tage stilling – har det været betryggende for ham, at han i erindringerne, der er skrevet i 1944, kan nævne hele striben af danskere, som han mødte i Det Dansk-Tyske Selskab eller til receptioner i den tyske ambassade på Kastelsvej og det tyske beslaglagte Hotel d’Angleterre på Kgs. Nytorv. Han nævner i flæng: Udenrigsminister Scavenius, Kgl. Teater-chefen Hegermann-Lindencrone, Statsradiofoniens direktør F.E. Jensen og musikchefen Peder Gram, chefredaktørerne Svend Aage Lund fra Berlingske Tidende og Niels Hasager fra Politiken, københavnske forlagsdirektører, kritikere og skuespillere.

FOR at prøve at forstå sammenhængen mellem den kunstneriske og intellektuelle begavelse hos Klenau og den tilsyneladende blindhed over for, hvad der skete politisk omkring ham, kan man se, hvordan han – samtidig med at han deltager i det dansk-tyske kulturarbejde – i 1942 bliver grebet af en bog, som hans kone har fået ham til at læse. En bog om Charlotte Corday, kvinden, der under den franske revolution myrdede en af revolutionens hovedmænd Marat i et forsøg på at standse de revolutionære excesser. Det er ikke revolutionen, ikke det politiske opgør, der fanger ham. Det er det personlige drama. Men ”Dramaet kunne let udtydes og udlægges galt,” skriver han i erindringerne fra 1944, ”og dramaets ide overføres på forholdene, således som de har været siden 1918 og endnu er, mens krigen udkæmpes for at nå en afgørelse”. Han sendte sin libretto til Heinz Tietjen, operachefen i Berlin og Bayreuth, der svarede: ”Grossartig, aber jetzt nicht”. Også Tietjen overlevede en balancekurs under nazistyret, og genindtrådte i opera- og teaterchefstillinger i Berlin og Hamburg efter krigen. Fulgt af sin lige så smidige stjerneskuespiller Gustav Gründgens.

EVA HVIDTs store bog om og af Paul von Klenau er et dokument, der giver et detaljeret indblik i en dansk komponistskæbne gennem første halvdel af det 20. århundrede. Samtidig indsigt i holdninger og handlinger hos en række af tidens kunstnere, Strauss, Rilke, Pfitzner, Furtwängler, Albert Schweitzer, Carl Nielsen, Arnold Schönberg, Alban Berg og personligheder som Alma Mahler. Klenau har mødt og kendt så mange.

OG så bliver man klogere på Klenau selv: Komponisten til denne uges opera-premiere ’Michael Kohlhaas’.

gregersDH.dk