I

HITLERS

SKYGGE

Genhør med den danske komponist Paul von Klenau, hvis musik blomstrede i Tyskland mellem de to verdenskrige.

Paul von Klenau: 1. og 5. symfoni og symfonisk digt ’Paolo und Francesca’. Odense Symfoniorkester. Dir. Jan Wagner. CD dacapo 2000.

****

VI venter på, at den københavnske sommer-operafestival skal tage fat. Imens bruger vi tiden til at hale guld ned fra hylderne og genhøre det halvt glemte.
Her f.eks. en CD med orkesterværker af Paul von Klenau. Hvem? vil nogle spørge. Dog ikke så mange som for tyve år siden, da CD’en udkom.
Kendskabet til denne danske komponist er vokset, siden musikforskeren Niels Krabbe for netop en snes år siden, fandt frem til en stor samling originalt nodemateriale, der befandt sig i et privat hjem i Wien hos et barnebarn af Klenau. Operapartiturer, kammer- og orkestermusik, mellem det sidste bl.a. Klenaus 9. symfoni, der i 2014 blev førsteopført og CD-indspillet af Radiosymfoniorkester og Michael Schønwandt.
På den tyve år gamle CD, der som det første ramte det danske CD-marked med Klenau-musik, hører vi et par tidligere symfonier, den 1. og den 5. Plus et symfonisk digt, ‘Paolo og Francesca’ bygget over afsnit af Dantes Inferno. Stort opsat og farverig orkestermusik, den først af symfonierne med efterklang af Bruckner og Brahms. Skrevet i 1908. Den femte symfoni, som er fra 1939, langt strammere formuleret, men samtidig med en orkestrering, der er mere raffineret. Til dels med spor – som man kunne vente det – af Richard Strauss, men også af tætte, mere nøgterne formuleringer – som man aner baggrunden for, når man nu erfarer, hvordan Klenau i slutningen af 1920’rne og ind i 30’rne samarbejdede med Alban Berg og andre tolvtone-komponister. Hans musik har flyttet sig til enklere landskaber, men stadig skriver han dybest set, hvad vi forstår ved senromantisk musik.

ROD I TYSKLAND

Klenau voksede op i Danmark, men lejrede sig hurtigt i tysk musikliv som dirigent og komponist, med betydningsfulde poster i f.eks. München, Stuttgart og Freiburg, men med korte afstikkere til Danmark, hvor han bevarede en bopæl i København og i tyverne gjorde en indsats for at promovere ny europæisk musik, bl.a. Schönberg, hvis værker han dirigerede, og som han fik til København i 1923 for selv at dirigere sin Kammersymfoni nr. 1.
Men der var ikke meget at hente for hverken Klenau eller Schönberg i Danmark, hvor tonen var domineret af Carl Nielsen, Thomas Laub og kredsene omkring dem – i dansk musikliv kendte man Klenau, men han blev betragtet som en outsider ligesom den jævnaldrende Rued Langgaard – Klenau især fordi han blev hæftet på sin tyske tilknytning. Men dansk var han trods sit tysk klingende navn, der var medbragt af hans forfædre i det 17.århundrede.
Klenau slog rod i Tyskland, og blev der indtil 1940, da han bosatte sig i København, hvor han døde i 1946.

NAZISME

Det går igen i forskellige beskrivelser og beretninger om Klenau, at det var med vilje han blev i Tyskland gennem hele naziperioden fra 1933 til 1945. Selvom han ikke var medlem af nazipartiet, så accepterede han Hitler og nazismen – hvor andre komponister og kulturfolk hurtigt brød med styret og måtte flygte eller ende i kz-lejre.
Klenau er i den sammenhæng i bås med f.eks. Furtwängler og Richard Strauss og andre musikfolk, der tilpassede sig.
I Klenaus tilfælde kan man undre sig, når man tænker på hans private situation. Han havde stærke jødiske tilknytninger. Klenau var gift 1.gang med Annemarie Simon, der tilhørte et kendt jødisk bank- og forlæggerdynasti i Frankfurt. Han havde i det ægteskab datteren Ingeborg, der i 1928 giftede sig med den jødiske forfatter Soma Morgenstern.
Det meste af både Simon- og Morgenstern-familien flygtede eller omkom i kz-lejrene. Blandt dem, der flygtede, var i øvrigt Klenaus barnebarn Dan Morgenstern, der voksede op i USA og senere blev en højt respekteret, internationalt kendt jazzkritiker.
Der kunne have været gode grunde for Klenau til at forlade Tyskland i nazitiden. Men han blev, hvor han var, ligesom den tyske komponist Paul Gräner, som vi omtalte i anmeldelsen af Poul Elming-CD’en med Morgensterns (en anden Morgenstern!) ’Galgenlieder’ for nylig.
Gräner sprang med samlede ben ind i nazihierakiet til en toppost. Klenau holdt bare lav profil.
Sådan må man forstå den danske musikforsker Michael Fjeldsøe, der har skrevet en interessant phd.-afhandling om Klenau og Alban Berg og deres musik i mellemkrigsårene.
Det fremgår af både den afhandling og andre kilder, at Klenau også skrev en række operaer. Dem burde man måske kikke på ved lejlighed. Hans musik – sådan som vi oplever den i symfonierne – er fuld af dramatiske kræfter.
En enkelt ballet af ham, ’Dronningen’, blev spillet på Det Kgl. i 1941 med Børge Ralov som solodanser. Ingen af operaerne nåede til danske scener

gregersDH.dk