Dorothea Spilger, Stefania Dovhan og Birgitte Mosegaard Pedersen i ‘Passageren’ (Foto: Kåre Viemose)

HELVEDE PÅ JORD

Modigt og på internationalt plan: Operaen ’Passageren’ som sæsonstart på Den Jyske Opera.

Komponist: Mieczyslaw Weinberg. Libretto: Alexander Medvedev efter novelle af Zofia Posmysz. Iscenesættelse: Philipp Kochheim. Scenografi: Anja Jungheinrich. Medvirkende: Dorothea Spilger, Stefania Dovhan, Daniel  Szeili, Leif Jone Ølberg, Tanja Christine Kuhn, Johanne Højlund, Lise Christensen, Silvia Micu, Bolette Bruno Hansen, Estrid Molt Ipsen m. fl. Den Jyske Operas Kor. Aarhus Symfoniorkester. Dirigent: Christopher Lichtenstein.

’Passageren’ spilles også fredag 24., søndag 26. og tirsdag 28.8. i Aarhus Musikhus. Varighed: Ca. tre timer inkl. pause.

******

OVERVÆLDENDE. Det kan man da kalde en start på en ny sæson på Den Jyske Opera. Den nye operachef Philip Kochheim lægger for med et værk, der nærmest slår benene væk under os: Den polske komponist Weinbergs ’Passageren’. Ikke mange har hørt om operaen, heller ikke om Weinberg, – hans opera blev uropført i 2010 i Bregenz og har været spillet i forskellige lande siden, men aldrig i Danmark.

NÅR vi siger ’overvældende’, så er det ikke bare fordi den har mange, mange medvirkende og varer næsten tre timer og samtidig er scenisk muskuløs, så det batter: luksusliner i Titanic-format i scenens fulde bredde det ene øjeblik, det næste store, dystre koncentrationslejr-scenerier. Oven i købet med såkaldt ny musik, der vil få dele af det traditionelle operapublikum til at løfte et øjenbryn og sige: Er der nu noget galt med ’La Bohéme’ og ’Carmen’? – men hallo! Vi siger: Tag bare chancen og hør efter – der går tolvtoneteknik i svang flere steder, men du opdager det dårligt for de omfangsrige passager af musik, der er dårende smuk, instrumenteret med kammermusikalsk lethed og sunget med forståelse for sangstemmernes lyriske udtryksfuldhed.

SKAM få den, der ikke lader sig overvælde af denne ’Passageren’, der taler til os i et tonesprog, der er lammende smukt over lange stræk.

OG vi er ikke færdig med det overvældende og forbløffende – det er en dyster og rystende opera om tortur, koncentrationslejre, jødeforfølgelse, nazisme, terror, død og rædsler. Om alt det, en generation af danskere efterhånden kun kender fra historiebøger og film og for nogle måske mest aflokker eksotisk spænding eller et ’nu kan det snart være nok!’ Men som sandelig for en komponist som Weinberg har været den skinbarlige nærhed og bliver det for os andre i denne følelsesladede opera. Weinberg er født i 1919, mistede hele sin familie under nazi-forfølgelser – de fleste af dem i koncentrationslejre – hans egen flugthistorie fra Polen til Rusland er morderisk og dramatisk. Lige så morderisk og dramatisk som den historie, han baserer sin opera på. En novelle skrevet af en polsk forfatterinde om hendes egne oplevelser i Auschwitz-lejren under 2. verdenskrig.

HVORFOR slår den historie benene væk under os? Fordi den er gribende og usædvanlig. Den handler om to kvinder, den ene var nazistisk bøddel i Auschwitz, den anden hendes offer. De møder ved et tilfælde hinanden nogle år efter krigen på en damper på vej til Sydamerika. Et gysende, spøgelsesagtigt møde, der i flash backs til Auschwitz afslører, at bødlen dengang bragte sig i en situation, hvor fascination af og forelskelse i den kvindelige fange fik hende til at beskytte og favorisere fangen, samtidig med at hun måtte holde fast på at opfylde sine bestialske forpligtelser som nazi-fangevogter.

DET er en beretning om forbrydelse og straf, fortrydelse og rædselsfulde kvaler, der melder sig som et mareridt, da hun konfronteres med kvinden på skibet – fortiden i lejren rulles op, og for publikum bliver den personlige historie mellem de to kvinder udvidet til vældige og frygtindgydende billeder af mishandlingen i Auschwitz, sulten, dødsfrygten, længslen efter hjem og frihed. Det er på en måde en stor episk opera, der fører os videre end til det personlige drama mellem de to kvinder – til hele folkeslags lemlæstelse, ikke bare jøderne, men nazismens masseofre generelt. Der er optrin i de store og fremragende skrevne korscener for de kvindelige fanger, hvor flere af dem enkeltvis synger for de andre – deres hjemlandes kærlighedssange, russiske, polske, franske, græske kvinder, der på deres egne sprog synger længslen ud – hele tiden med er akkompagnement fra orkestret, der spinkelt og fintmærkende lader soloinstrumenter være eneste ledsagere – en enkelt gang, jeg tror det var den russiske kvinde, som a capella, d. v. s. helt uden instrumentledsagelse synger, hvad hendes bedstemor havde sunget for hende som barn.

KORSCENERNE er som hele blokke i operaen, oratorier på Händel-manér. Du bades i korsang samtidig med at du – fascineret af de enkelte og glimtene af deres rædselshistorier – flytter dit blik fra fange til fange, der hænger, ligger eller sidder på de elendige, opstablede brædde-køjer.

SÅDAN er den store to-akters opera fyldt med detaljer, der både musikalsk og dramatisk er, nå ja… overvældende, f.eks. den centrale scene, hvor den eneste mandlige fange, der har en større rolle, en musiker, bliver tvunget til at spille lejrkommandantens yndlingsvals  fra ‘Geschichten aus dem Wienerwald’, men i stedet spiller en sats af en partita af Bach og som straf bliver dræbt på stedet. Øjeblikket er dobbelt pinefuldt, for han er den kvindelige fanges kæreste, netop genfundet i lejrhelvedet – de har lige mødt hinanden ved et tilfælde og oplevet operaens eneste, men til gengæld meget smukke, lyriske kærlighedsscene – beluret i det skjulte af den kvindelige fangevogter, som udløser sin jalousi i hævn, da hun lægger armene over kors og lader være med at forhindre mordet på violinisten.

DET er den nye operachef Philipp Kochheims valg at begynde sit job med denne opera. Han har selv iscenesat med stor omhu for peroninstruktionen, gennemtænkt scenegang og lysvirkninger, der skærper den dramatiske effekt – medarbejder-listen i programmet fortæller, at han har satset på mange hentet ind udefra, især fra tyske scener – selv har han en fortid i Hamburg. Mellem sangere vælger han præcist en benhård dramatisk tenor til rollen som den emigrerende tyske diplomat, der intetanende har giftet sig med den forhenværende nazibøddel, og som da sandheden går op for ham vælger – som koret kommenter bag hans ryg: At ’kamuflere fortiden’. Til gengæld har han valgt den fine lyriske baryton Leif Jone Ølberg som den dødsforagtende violinist. Og en hel række af gode stemmer til de mange kvinderoller – primært med skarpt øje og øre for de to hovedroller: som den tidligere KZ-bøddel Lisa en lyrisk-dramatisk mezzo, Dorothea Spilger, og som Martha, den jødisk-polske fange, der hjemsøger Lisa på skibet og i erindringen gennemlever Auschwitz-tiden, en formidabel smukt syngende lyrisk sopran, Stefania Dovhan.

DEN fremragende forestilling kommer kun til at gå få gange, så det er om at slå til, mens den er der.

gregersDH.dk