PÅ HJEMME-BANE

Karantæne-rapport IX. Det er kostumerne, der tænder mest, når dronningen skal snakke teater

Nila Parly: ’Med dronningen i Det Kgl. Teater’. Politikens Forlag. Illustreret. 328 s. 300 kr.

****

DÉR sidder hun, dronningen, på forsiden. I tindrende rødt. Fotograferet fra en interessant vinkel, nemlig modsat den, vi andre ser hende fra, når vi er i Det Kgl. og kikker mod kongelogen. Vi tænker: Fandens til placering at se teater fra. Helt henne i hjørnet, i venstre side, den side, der i alle teatre kaldes ’kongesiden’. Synd for hende.

MEN der kommer nu ikke meget brok over dét fra hende i bogen. Hun er indforstået med, at der altid vil være ting, men ikke kan se fra hendes plads. F.eks. i balletten ’Giselle’, hvor det kan være ærgerligt, at man ikke kan se, hvor Giselle bor. Men dronningen har fået at vide, at det netop er af hensyn til kongelogens placering, at det væsentligste sker i den modsatte side, ’damesiden’. De kongelige skal have et godt kik den vej. Århundredegammelt hensyn over for monarken, når man har valgt at anbringe logen lige dér.

SÅDAN bliver vi klogere på lidt af hvert i bogen. Især på ballet. Der er meget godt stof i kapitlerne om opera og skuespil, men når vi når til balletten, så har bogens forfatter Nila Parly og dronningen noget at snakke om. Dér er de på fælles grund. Nina Parly er oprindelig balletbarn fra Det Kgl., og dronningen har i sit liv haft hænderne flittigt i ballettens problemer, praktisk især med kostumer og dekorationer. Vi bevæger os høfligt og interesseret gennem først de udvalgte operaer, så Det Kgl.s skuespil. Dronningen er den interesserede iagttager til Kasper Holtens opsætning af Wagners ’Ringen’ eller Poul Ruders ’Tjenerindens fortælling’, og Nina Parly har fod på det hele som mangeårig dramaturg på Operaen. Nu har hun interviewet sangere og andre medvirkende i forvejen og samlet masser af stof til samtalerne med dronningen, så meget, at vi som læsere af og til snubler lidt over, hvem siger nu hvad, er det hende selv, er det sangere eller dansere, hun har snakket med, eller er det dronningen, der har ordet?

DRONNINGENS forhold til operaer præges til dels af erindringerne om hendes far, Frederik IX’s musik- og operainteresse, der selvfølgelig har sat sine spor. Men det fænger i hvert fald ikke rigtigt, før de tager fat på balletterne. Selvom dronningen kommer på mærkerne, når noget med kostumer dukker op i forbindelse med operaer eller skuespil. F.eks. med spontane udsving fra ’Hamlet’-snakken, hvor de flyver til ’Richard III’, som dronningen har set på The Globe i London, en forestilling, der på renæssancemanér havde mænd til at spille kvinderoller. Kostumeringen foregik på scenen for publikums øjne. Dronningen hæftede sig ved, hvordan kjolerne blev hæftet op – ”De ved, de har næsten altid sådan en overflæse. Det er selve nederdelen, der bliver hæftet op med nåle, når den er taget på. Så stod der altså to små damer og nålede dem op, sådan at de fik den facon. Det havde jeg læst om, men jeg havde aldrig set det.”

Eller da de når til Molières ’Misantropen’ i Ingmar Bergmans legendariske opsætning på Det Kgl. i 1973. Nila Parly medbringer til alle samtalerne med dronningen en masse billedmateriale fra de forestillinger, de har besluttet at snakke om, interessante ting findes også i dronningens eget ’håndbibliotek’, og her sidder de så med bl.a. kostumetegninger og -billeder fra ’Misantropen’. Dronningen flammer op over store kjoler og farver og pragt, men siger pludselig. ”Men man kan sagtens bruge jeansstof. Der findes jo mange varianter af det. Jeg synes, jeg kan huske sådan et blåt denim, hvor flæserne blive meget stive. Det ser ganske spændende ud, for selvom det hverken har glans eller stærk kulør, og selvom det er en slags overflade hele vejen igennem, så er det jo et stift stof, som man sagtens ville kunne få til at falde i den type kjoler, hvis man ville. Det kunne være spændende at se engang.”

VI er med og lytter. Dronningen er på hjemmebane. Fagsnak bliver altid interessant. Det kommer i øvrigt ikke bag på os, at dronningen i samme afsnit er skeptisk, da Nila Parly spørger hende, om unge skuespillere med den ’mere naturlige stemmeføring’, vi har i dag, kan spille ’Misantropen’. ”Jeg tror, at de yngre skuespillere ikke har samme træning som dengang i at tale stort uden forstærkning. Jeg kan huske nogle forestillinger, hvor det var sindssygt svært at finde ud af, hvem det var, der talte, for hvis ikke lyden kommer fra mange forskellige steder, så den flytter sig med skuespilleren, så er det godt nok ikke nemt altid at være sikker på, hvem der snakker.”

IAGTTAGELSER og synspunkter, oplevelser og erindringer – Nila Parly bringer af forståelige grunde sjældent dronningen ud i det rabiate. Stykkerne, de har valgt at tale om er Dronningens ’likes’ og ikke ’dislikes’ – Nila Parly forsøger med Flindts og Ionescus ’Dødens triumf’, men den har dronningen kun et ”Den sagde mig ikke så meget” til. Hun afværger yderligere snak om den forestilling ved at fremhæve de Flindt-balletter, der som ’Enetime’ er koncentreret om få personer på scenen. Hun skal til andre koreografer – Bournonville, John Neumeier – for at se beherskelse af store balletter med mange medvirkende.

VI bevæger os ellers i morsomt og rørende anekdotestof om, hvordan kong Frederik læste H.C. Andersen-eventyr for sine børn, og mange erindringer om, hvordan dronningen fra barn har oplevet nærheden med teatret, især balletten, hvordan hun har bygget erfaringer op i samarbejde med veninden Susanne Heering på dennes balletskole i Næstved.

KUN enkelte gange mærker man snerten af uvejr. Når f.eks. nogen sætter spørgsmålstegn ved dronningens adgang til kunstneriske udfoldelser på teatre som Det Kgl., Pantomimeteatret eller den store scene i Tivoli. Da Det Kgl. tilbød hende at lave scenografi og kostumer til Bournonville-balletten ’Et folkesagn’ i 1991 sendte scenograf-foreningen et åbent brev til balletmester Frank Andersen med protest mod, at man gik uden for de professionelle scenografcirkler. Underforstået at man ikke betragtede dronningens arbejde med faget så kvalificeret, at Det Kgl. skulle gøre brug af det.

”MAN skal jo fare ud, når man har noget at fare ud med – inden man bliver alt for distraheret af kendsgerningerne,” lyder dronningens kommentar i bogen, ”og jeg kan godt sætte mig ind i, at der har været en del, som syntes: ’Hvad i himlens navn skal hun dét for? Sæt dig ned og regér!’ Det fornøjelige er, at for ikke ret mange år siden, gjorde de mig til æresmedlem. Dér var jeg lettere himmelfalden.”

ER det en bog for alle og enhver? For nogle bliver den interessantere jo længere Nila Parly og dronningen arbejder sig ind på det, der er deres fælles interesser. Især, når det bliver mere samtale end interview og de begge har konkrete oplevelser at fortælle om. Nina Parly er engang som balletbarn under et gæstespil i U.S.A. blevet hængende som ’svævesylfide’ i ti meters højde, fordi snoretrækket satte sig fast. Tæppet gik ned og det varede nogen tid, mens hun hang dér, før de fik snorene i orden. For teatergængere rammer bogen af og til områder, der angår publikum i teatret. ”Var Bergman-opsætningen af ’Misantropen’ i 1973 et af de tilfælde, hvor publikum rejste sig spontant og klappede?” spørger Nila Parly. ”Nej, det tror jeg ikke,” svarer dronningen… ”Man rejste sig kun op ved festforestillinger, når orkestret gav touche.” Hun forsætter: ”I dag synes jeg, der er gået inflation i det.” Hun er heller ikke meget for brud på den klassiske etikette. Jubel- eller buh-råb og sving med armene. Klap eller lad være – dét må være nok, mener hun. Men lykken ved at blive fremkaldt på scenen sammen med de medvirkende efter premieren på ’Et folkesagn’ stråler fra hende på bogens billede af situationen. ”Jeg fik krampe i det ene lår,” siger hun. Det var af at neje og neje op til kongelogen, hvor hendes mor sad. Klappet blev der. Og folk stod op. Balletmesteren Frank Andersen siger, han var tæt på at give dronningen et kram, inden de gik på scenen. Majestætsfornærmelse i givet fald? Nina Parly spørger ikke.

ET andet pudsigt emne: Skikken med at publikum rejser sig, hver gang dronningen kommer ind. Også efter pausen. Det er noget, der har forandret sig, siger dronningen: ”Indtil for måske tyve år siden, da rejste publikum sig kun, når vi kom ind til første akt… Mon ikke det var noget, der ændrede sig, da der ikke var så mange abonnenter mere. Alle dem, der var kommet i teatret siden Ruder Konge var knægt, de vidste jo godt, hvordan det skulle være.”

DÉN bringer bogen så videre til dagens publikum: Der er en etikette. Lad være at finde på en ny.

’MED dronningen i Det Kongelige Teater’ har masser af glimrende billeder og masser af fakta-stof om de operaer, skuespil og balletter’, de to snakker om, deres historie og deres ophavsmænd og -kvinder. Og den udkommer i øvrigt i anledning af Margrethe II’s 80-års fødselsdag den 16. april.

gregersDH.dk