'På sporet' Teater Nordkraft 18.11.2011 Anm.

 Ernesto Piga Carbone og Uffe Kristensen i ‘På sporet’ (Foto: Ann Mette Welling)

 

 

FIS PÅ TOGPERRONEN

 

’På sporet’ på Teater Nordkraft er en anstrengt forbier.

Spiller indtil 26.11.

 

**

 

TITLEN snyder. ’På sporet’. Den ville være helt fiks, hvis den virkelig var så dobbeltbundet, som man lige tror, når scenen en åbner, og vi ser det, vi ser: To mænd på en bænk på en jernbaneperron. De glor på skift ud ad sporet. Kommer dét tog?
Og henne i et skur stikker et par dameben frem. Røde højhælede sko.
Hallo! Krimi. På sporet af en gåde. En krimigåde!
Overhovedet ikke. Stykket, skrevet af skuespilleren Lars Ditlev Johansen – en dramatikerdebut må det være – er en lille komedie om to mænd, der kommer i snak, den ene kontornobel og forsigtigpeter, den anden mere gemytlig og jovial.
Dialogen, mens de venter på toget, tager en stribe absurde drejninger, mest baseret på sproglige forvekslinger og ordspil, der løber løbsk, bliver til fabulerende diskussioner om, hvem der nu siger hvad og mener hvad. Misforståelser og drejninger, der løber ud i grotesk surrealisme, ikke mindst da de tager fat på deres medpakker i ventetiden og gnasker hårdkogte æg i sig, selvom den ene diverterer med en historie om, at man kan opleve at komme til at bide i en nyanlagt kylling. Og vips! Det er lige, hvad der åbenbart hænder for skuespilleren Uffe Kristensen, så han selv forvandles til en kylling og blafrer perronen rundt. Mens Erneto Piga Carbono, den pæne herre ser måbende til, indtil han selv, eller forfatteren, synes han må bidrage til halløjet med at få et strubeanfald eller hvad det er.

SVÆRT

Damen med de røde højhælede ser vi aldrig mere til, skønt de to kredser om den spændende attraktion. Og toget ryger forbi uden at standse.  
Der er stumper af Jacques Tati-komik i situationer. Mimisk gør de to spillere sig anstrengelser for at få teksten til at blomstre, men forgæves. Der kunne være til ti minutters sjov på Pantomimeteatret i Tivoli.  
Voksen- eller børneteater? Ikke rigtig nogen af delene. Svært at se, hvad Teater Nordkraft har villet med ’På sporet’. Ud over at give Lars Ditlev Johansen en chance for at afprøve kræfterne.
Når man nu husker, hvordan teatret lagde ud i oktober sidste år med forestillingen ’Nordkraft’… Som vi beskrev som ’sort teater, varmt teater, råt teater’. En forestilling, der ruskede. Kom på sporet igen.

GregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *