Performeren Thomas Sandberg og Athelas Sinfonietta Copenhagen dirigeret af Paul Hillier under opførelsen af ‘On this Planet’ på ‘Bang on a Can’ maraton-koncerten i New Yorks World Financial Center søndag aften. (Foto: Else Torp)

PÅ RANDEN AF GROUND ZERO

Rapport fra en musik-maraton i New York med kraftfuld dansk medvirken

Tekst: Gregers Dirckinck-Holmfeld

——————————————————

New York, 2.7.09
”Folk kommer og siger: – Jeg købte min første guitar her! Så siger jeg: – Well, du har ikke købt noget her i ti år!”
’Manny’s historie. Manny’s – den legendariske musikforretning på 48th Street, tæt ved New Yorks Times Square. Historien fortalt i en nøddeskal. Af Ian Goldrich, ejeren af Manny’s.
Ian Goldrich behøver ikke mange ord for at beskrive nedturen. Forretningen blev grundlagt i 1935. Han er tredje generation.
De er kommet der hele bundtet, rockens stormtropper. Nu bliver billederne med autograferne taget ned fra væggene. Dylan’s. Og de andres.
’To Manny. Keep one eye closed at all costs. Love, Bob Dylan’, står der på hans.
Jo. Der var begravelsesstemning i søndags henne om hjørnet fra Broadway og Times Square.

MARATON

I den anden ende af Manhatten, downtown, sidder samme søndag tusind mennesker i World Financial Centers kæmpemæssige Winter Garden og lytter ørerne i laser til sindsoprivende musik.
Hårene rejser sig. Og lægger sig igen. Vild musik det ene øjeblik. Det næste noget, der er som blød, brun sæbe for ørerne.
Tolv timers maraton-koncert. Med avantgardens seneste påfund, slynget eller prikket eller skåret ud i rummet af orkestre, kor, ensembler, solister, musikere fra alle verdenshjørner, Danmark med.
Her er alt andet end begravelsesstemning.
Tolv timer! Folk hænger på, går og kommer, hujer som var de foran Orange Scene i Roskilde. Eller sidder musestille under de otte, store palmer i hallen og op ad den gigantiske marmortrappe bagude, hvor panoramaruden øverst åbner sig lige lukt ned mod Ground Zero, svælget efter 11. september. Dér får man klump i halsen. Mærker tidshorisonter skride som geologiske brudflader. Jordskorper, der knækker. Historiens kølleslag. Pompeij og Herculanum. Wall Street-krakket. Helvede lige uden for vinduet.
Vinduet som et stort maleri, en gobelin, der fortæller om rædsler og vanvid, om ødelæggelse, men også om genopbygning.
De myldrer som myrer, byggearbejderne dernede i hullet. Og kranerne kører. Det er søndag, men der skal genopbygges! Et nyt ’tower’!

BANG!

Sådan også med musikken.
Butikken henne ved Times Square lukker, fordi kunderne dropper ud. De går på nettet og køber deres noder og guitarer.
Men musikken spiller. Noget forgår. Andet gror.    
På randen af ’Ground Zero’ er de tusind publikummer i World Financial Center til ’Bang on a Can’-koncert.
Slå på dåse-musik? Ja, ja. Vi er godt nok til et gedemarked, hvor du kan få leveret lidt af hvert. Det er også meningen. ’Bang on a Can’ har stået på i tyve år. Med hiv og sving.
Musik for feinschmeckere, fans og folk i almindelighed.
Det begyndte i et kunstgalleri i Soho-kvarteret, hvor et trekløver af unge komponister, Michael Gordon, David Lang og Julia Wolfe, mobiliserede koryfæer som avantgardens alderspræsident John Cage plus endnu en stribe nådesløse, musikalske nyskabere. Med ét formål: At rokke ved koncertvanerne. Især med bud på noget i retning af det, man for fyrre år siden kaldte ’Third Stream Music’ – fusion af klassisk og rytmisk musik.

SOL OG MÅNE
 

Succesen er blevet fulgt op med årlige maraton-koncerter, nu altså i Financial Centre, skulder ved skulder med Ground Zero. Og – som for at mildne tonefaldet – med turistbrochure-udsigt til den anden side: Promenaden langs Hudson River.
Ren Bellevue-stemning. Hvor det blå hav glitrede i formiddagssolen, da søndagens ’Bang on a Can’ startede med den unge Andy Akihos øresønderrivende og virtuose nummer ’Aloy’ (legering) for ni præparerede kæmpe-kasseroller – jeg havde været så letsindig at anbringe mig på en af de første rækker. ’Breaking news’ for øregangene. 
Og da koncerten ebbede ud ved midnat med Chicago rockgruppen Tortoise, spejlede månen sig i det sorte vand om kap med genskæret fra Colgates enorme neon-ur ovre på New Yersey-siden af Hudson River. Men da havde mine daglangt præparerede trommehinder nu givet op et par timer før.
Min sidemand, New York Times musikkritiker, gik tiden ud. Han ville have finalen med. Hans avis lever og dør med standhaftigheden. N.Y. Times er i dagbladskrise, men ingen skal få krammet på dem, som han sagde. Slet ikke en aldrende gruppe som Tortoise. 
 

KAFFE

Tegnene i sol og måne for den nyeste musik?
Vi kan bringe glade budskaber om danske bidrag til ’Bang on a Can’. F.eks. om, at endnu lever lysten til provokationer hos danske komponister. Af den milde art i hvert fald. Den unge komponist Jeppe Just Christensen opførte selv sin ’Braun KSM 2’ for fem kaffemaskiner – Brauns nydelige, hvide kaffemaskiner i sving. Uden bønner, men monteret under låget med diverse ingredienser som ris, pasta og klude. Og i stand til på komponistens energiske foranledning at fremsætte strømme af rytmiske ytringer. Egentlig en intim øvelse, der kun nåede til hjørnerne af den store sal takket være lydanlægget. Til stor fornøjelse alligevel.
Det var noget af det sjove ved denne marathon-affære: Hvor vores hjemlige Ny Musik-scene som regel foretager sine forsøgsvise kvantespring i intime omgivelser, kan du i storbyen New York få lydhørhed for selv det mest eksklusive, specielle og udspekulerede i en sal og en atmosfære, som var det et boksestævne i Madison Square Garden.
Musik for kaffemaskiner?? Den muntre eksperiment-lyst er ikke uddød! Fra 20’rnes blomstrende fanden-i-voldskhed hos sovjet-komponister, der skabte værker for fabriksfløjter, til David Tudor, der savede flygler over på Louisiana i 1960’erne. Og nu Jeppe Justs kaffemaskiner og Akihos kasseroller og trinidad’ske grydelåg.

DANSKERNE
 

Men der hører andet og mere til i vore dage. Der er jazzen, poppen og rocken, der siver ind over. Der er den gennemkomponerede musik for kammerensembler og kor. Der er strømmene af gensidige påvirkninger. Og der er tydelige afmærkninger af forskellige spor mellem USA-komponisterne og f.eks. de danske komponister. Mellem mange amerikaneres forkærlighed for en minimalisme, der fortætter og forenkler, undertiden til det morderisk monotone. Og asiater, som kombinere det statiske med det sublimt lyriske. Og europæere, som udfolder en hel vifte af udtryk.    
’Braun KSM 2’ for kaffemaskinerne var kun et enkelt dryp i det store danske spil, der udfoldede sig under ’Bang on a Can’.
Det samlede danske bidrag var faktisk så manifest, at værterne på scenen flere gange måtte hæfte sig ved det. Især komponisten David Lang, der introducerede en del af koncertens indslag. Dels med Ars Nova-koret. Dels med ensemblet Athelas Sinfonietta Copenhagen’. I alt ikke mindre end fyrre sangere og musikere, båret til New York i kraft af en stor satsning fra Kunststyrelsen og Kunstrådet.

PIGEN MED SVOVLSTIKKERNE

David Lang havde nu også god grund til at være entusiastisk. Aftenen før blev et værk, han netop har fået Pulitzer Prisen for, ’The Little Match Girl Passion’, præsenteret. Ikke i salen. Men hjemme hos Lang.
Jeg rapporterer: ’Hjemme hos Lang’ vil sige: Op af et halvt hundrede stejle trin til et loft, indrettet som labyrint af rum, afsatser, alkover, midt i det hele en miniscene på størrelse med en badekabine, hvorfra den barfodede Lang, interviewet af Carnegie Halls ulasteligt tjekkede chef, kunne fortælle om, hvordan han har bygget H.C. Andersen-eventyret om ’Den lille pige med svovlstikkerne’ op som en lignelse – med Bachs Mathæus Passion i baghovedet.
Det er en historie om lidelse og håb. Om frygt og håb. CD’en fra Harmonia Mundi, snart i handelen, er et smukt cd-produkt, lagt i hænderne og stemmerne på det danske Ars Nova Koret, der ubesværet bevæger sig fra renæssancemusik til det mest ekstremt moderne under sin suveræne leder Paul Hillier.     
       

LOVE SONG
 

Fra dette vildsomme Greenwich Village kunstner-drop out tilbage i det lige så uberegnelige storskrald af et koncerttempel i World Financial Center, hvor enhver tanke om, at krise også kunne være publikumskrise for den nyeste musik lå langt borte.
For her var der pludselig dyb stilhed og koncentration i den tusindtallige lytterskare, da David Langs betagende ’For love is strong’ blev sunget af Ars Nova. Det gamle Testamentes uudtømmelige beskrivelse af erotisk mangfoldighed. Et sug af sublimeret lyst.
Ligesom det lykkedes at skabe intens opmærksomhed omkring performeren Thomas Sandberg, da han sammen med Athelas Sinfonietta fremlagde brudstykker af Anders Nordentofts sangcyklus ’On this Planet’. Værket, der i 2002 blev belønnet med en Reumertpris efter opførelsen på Kaleidoskop Teater. Som en shaman taler, synger og påberåber han vores accept af livets vilkår, skønhed og smerte.
Sandberg går rent igennem med usvigelig power – der kan være mikrofon- og medhør-problemer for musikere og medvirkende både her og under hele dette orgie af opførelser under ’Bang on a Can’ – en konstant snerren af air condition er et New York-speciale. Sandbergs karismatiske fremførelse fejer det meste af vejen.

WATER

Sådan bar flere danske værker gennem vildnisset, over stok og sten, i storm og stilhed. Pelle Gudmundsen-Holmgrens finurlige og fortryllende blanding af københavnske gadesælger-råb og fuglefløjt, da Athelas Sinfonietta spillede hans ’Three Stages’. For ikke at tale om den ekstatiske bøn om vand i Julia Wolfes ’Thirst’, som er en del af det store ’Water’-projekt, der blev uropført på Operaen i København i februar, og som skal spilles igen under klimakonferencen til december. Med videosynkron billeddækning – et af de tiltag, som Athelas-ensemblet arbejder flittigt på at udvide horisonten med i de kommende år i sin internationale ekspansion. Ikke mindst i det grundigt etablerede samarbejde med amerikanske komponister og musikere.

TITANIC

Dommedag og genopbygning. En legendarisk musikshop, der ruller det sorte gardin for vinduet. En ny skyskraber, der vokser op fra nulpunktet. ’Ground zero’. Nye værker, der fortæller om ebbe og flod for musikken. Nedture og opture. Overlevelse og nyskabelse.
Undervejs i maraton-koncerten klang et værk af den gamle jazz-bassist Gavin Bryars – ’The sinking of the Titanic’. Hymnen ’Nærmere Gud til dig’ i strømmende variationer.
David Lang kom på scenen efter den sidste tone og fortalte, at der lige var kommet meddelelse om, at den sidst overlevende fra ’Titanic’s forlis, en 97-årig kvinde i Southhampton, var død om formiddagen denne søndag.
Hvorefter han annoncerede uropførelsen af jazz-guitaristen Bill Frisell’s ’New York’ – med Frisell selv i spidsen for ’The Bang on a Can All Stars’.
Der var stille, da den noble guitar-legende satte plekteret til sin syngende guitar.