Johanne Bock som Emilia, Ann Petersen som Desdemona, Raymond Very som Otello og John Lundgren som Jago i Verdis ‘Otello’ på Operaen (Tegning: Claus Seidel)

ENKELHED – HVAD ELLERS?

Verdi-året er indledt med en enkel og fortættet opførelse af ’Otello’ på Operaen.

’Otello’ spiller på Operaen til og med 19. november 2013

*****

MAN kan gøre sig grønspættet i hovedet af spekulationer over, hvorfor slutningen af 4.akten af Verdis ’Otello’ er så besættende, så genial, så overvældende. En mand kvæler sin kone, fordi han er blevet bildt ind, at hun har bollet med en anden. Bagefter tager han livet af sig selv. Meget banalt, sådan set. ikke?
Men hos Verdi hæver det sig til en rystende tragedie.
Er det musikken? Det lille tema, sat sammen af få akkorder, der veksler mellem nogle dominanter. En reminder om en kærlighedsduet i 1. akt mellem de to, Otello og Desdemona?
Selvfølgelig musikken. Så enkelt er det. Det rene ingenting, når man kikker i noderne. E-dur. Lidt op og ned og retur. Bare genialt, når det hæver sig i al sin enkelhed.
Enkelhed er i øvrigt det smukkeste ved den opsætning, Det Kgl. har givet Verdis ’Otello’. Oven på teatrets Dostojevskij-forestilling ’Onde ånder’, der er så indviklet som Ugens Kryds og Tværs, er det livsens lyst med Verdis ’Otello’. En handling, der borer sig den lige vej fra oplægget i 1. akt, da det modbydeligste og mest rendyrkede dumme svin, Otellos rådgiver Jago, ser chancen for at vække Otellos jalousi. Og frem til jalousien udløser et mord.
 

ENKELHED

Ingen sidespor, ingen overflødige udenværker, kun bipersoner, der hænger som dråber af vedhæng til hovedsporet. Et drama, der drives frem af Desdemonas uskyld, Otellos jalousi og Jagos ondskab.
Egenskaber hos alle tre, som er så monomane, at gængse psykologiske overvejelser nærmest må forkaste dem som rent ud umulige – kan man være så naivt uskyldig? Kan man være så blind jaloux? Kan man være så rendyrket ond?
Ja, det kan man i et drama, hvor ensporede følelser er de grandiose oplæg til musik af voldsom dramatisk kraft.
På Det Kgl. har det for scenograf, instruktør og dirigent åbenbart handlet om at skabe netop fortættet enkelhed.
Scenografen Ashley Davies’ rum om handlingen er tre enorme vægge, tæt sluttende, men flytbare, beklædt med hemmelige, næsten usynlige døre, så vi aldrig er helt sikre på, hvor der lures, og hvor der dukker nogen uventet op. Men også med kæmpemæssige spejle, der både slører og afslører, dobbelteksponerer personerne og gør deres tilstedeværelse tvetydig. Forenklingen ophæves så at sige af sin modætning. Og vender tilbage med dobbelt effekt.
         

MED DEN FLADE HÅND

I det næsten rekvisittomme rum opererer den engelske instruktør Nicola Raab med personerne som væsener, der dirrer af spændingsladede forhold til hinanden, på afstand af hinanden, men hele tiden afventende. I forventning eller tvivl.
Lyssætning og spejleffekter får gang på gang personerne, både korgrupperne og enkeltfigurerne, til at stå i smukke reliefagtige nuancer af skygge og lys – små virkninger forsømmes heller ikke i de stort tegnede helheder: Otello slukker det efterladte, ensomme lys fra Desdemonas Ave Maria-bøn med den flade hånd på flammen, nærmest som en besværgelse af syndsforladelse.
At instruktøren har valgt at lade ham, Venedigs negroide general Otello, være den amerikanske tenor Raymond Very i al sin usminkede hvidhed er en af de detaljer, vi kan undre os over, ligesom hans ens hverdagspåklædning i alle scener og akter måske ikke bare er udtryk for den gennemførte enkelhed. Er han en Skipper Clement fra en veneziansk provins?  
 

SIKKER HÅND

Dirigenten Pier-Giorgio Morandi har fat i den lange ende med Verdis konstante bud på impulser fra enkeltinstrumenter, en træblæsersolo her, en strygekvartet dér, hornfanfarer som signaler, de sidste en enkelt gang fra tilskuerrummet. Og samtidig en rolig, skiftevis dvælende fordybelse i lange forløb og pludselige, præcist anbragte udbrud – som Desdemonas fortvivlede råb til tjenestepigen Emilia efter sit ’Ave Maria’ i 4. akten.
Et af Verdis utallige geniale detaljer i operaen. Sat ind med stor effekt.  
Sangerne følger og guider han med sikker hånd.
Ann Petersens sopran er som forventet klingende forår i det øverste leje, nu, især i 1.akten, en smule vibratotung i mellemlejet – er hendes Wagner-beskæftigelse ved at sætte sig? Ikke underligt i så fald. Men en Desdemona-figur af betydelig, moden skønhed.
John Lundgrens Jago? Man mødte ham ugerne i et skummelt hjørne af byen en sen aften! Knappet op til halsen i sort som fanden. Skaldet. Klippeagtig rolig. En tordenstemme i mol. Gesandt for ondskabens departement.
Bifaldet efter tæppefald gjaldt sangeren. Næppe egenskaberne.
Igen som del af totalindtrykket af denne ’Otello’: De mindre roller godt besat. Bl.a. tenoren Niels Jørgen Riis som den ulyksalige, intetanende årsag til Otellos jalousi.
Kan man forstille sig en bedre indgang til Verdi-året? Næppe.

gregersDH.dk