Pia Rosenbaum i ‘Oscar og den lyserøde dame’ på Teatret ved Sorte Hest (Foto: Teatret)
ET JULEEVENTYR
Pia Rosenbaum er fænomenalt rørende på Teatret ved Sorte Hest
*****
DET er vel upassende at sige: Det var alligevel satans!
I betragtning af, at Vorherre selv – og Jesus med – optræder mere eller mindre lyslevende i Teater Sorte Hests forestilling ’Oscar og den lyserøde dame’.
Og så her ved juletid. I et stykke, der foregår i julemåneden.
Men når man nu selv har været over en måned om at snøvle sig til Sorte Hest, som havde premiere på stykket midt i premieretummelen i oktober. Så siger man altså: Det var lige godt satans, at en monolog på to timer om et kræftsygt barn, er i stand til – ikke bare at holde publikum fangen, men også fangen i en forunderlig skruestik.
Det gør Eric-Emmanuel Schmitts stykke. Fordi det er en fortælling, der er fortalt som eventyr. Af ham. Og af Pia Rosenbaum, der er på scenen mutters alene, men med en hel pose bolde i luften.
TANTE ROSA
Hun er den tiårige dreng Oscar, indlagt og uhelbredelig kræftramt. Hun er den pudsige Tante Rosa, der er drengens frelsende engel mellem et hospitalspersonale, der er faglig kompetent og velmenende, men efterhånden professionelt størknet over for patienters, in casu drengens, uhelbredelighed. Lukkede tilfælde, der ikke kan gøres mere ved, kan være et mildt irritationsmoment i hospitalsverdenen!
Pia Rosenbaum spiller også ind imellem de andre små patienter og drengens forældre, men først og fremmest altså drengen i dialog med Tante Rosa. En øvelse i omstillinger, virtuost håndteret og aldrig trættende, bl.a. fordi instruktion, belysning og dekoration i ét væk giver Pia Rosenbaum medspil.
Historien er den enkle, at Tante Rosa stikker Oscar den idé, at hver dag er som ti års liv. Det kan han så skrive til Gud om, for Gud er en flink fyr, der godt gider lytte og måske fodre med et par gode råd i ny og næ.
FRIBRYDEREN
Vi gennemlever med Pia og Oscar og Rosa de ti gange ti år med forelskelser, forviklinger, fordomme og forulempelser i en blanding af små hug til omgivelser, hjertegribende oplevelser og stor munterhed. Det sidste bl.a., når denne Mama Rosa fortæller skrøner om sin fortid som kvindelig fribryder i det sydfranske. Ind imellem ren Ole Lund Kirkegaard.
Alt fortalt lunt, rørende og ganske usentimentalt af Pia Rosenbaum.
Historien om Oscar må slutte som forventet. Han efterlader en seddel på natbordet, da de ti gange ti år er ’forløbet’ i hans forunderlige verden med Tante Rosa. På seddelen står: ’Må kun vækkes af Gud’.
LIVSBEKRÆFTENDE
Sammenlignet med det også gribende kræftstykke ’Jeg skal kraftedeme ikke dø på dato’, der lige har gået på Aalborg Teater, er Eric-Ammanuel Schmitts ’Oscar’ som scenefortælling stærkere. Voldsomt livsbekræftende i sin underfundighed.
Opsætningen slutter denne uge på Teatret ved Sorte Hest, men dukker op igen på Svalegangen i Århus, hvor det går fra den 13. januar og måneden ud.
