SE ALDRIG TILBAGE

Prags dramatiske ’Forår 1968’ genopvakt i en glimrende nykomponeret opera baseret på Orfeus-myten. Opsætningen bekræfter dansk operas bredde.
 

’Orpheus ’68’ i Holstebro Musikteater. Spiller samme sted i aften, 1. november samt 6. november i Herning Kongrescenter. Derefter 23.–28. november på Den Fynske Opera i Odense.

****

DET kan man da kalde et initiativ!
Den Fynske Opera og Operaen i Midten (der kalder sig sådan, fordi den har været ude med centimetermålet og konstateret, at den befinder sig midt i Jylland)… de to har allieret sig med operaen i Trondheim (som vel befinder sig midt i den norske kæmpesøslange af et land) – om at bestille en opera hos den amerikanske komponist Paul Schwartz, der er en velrenommeret ballet- og musicalkomponist, især i New York.
Vi er på bar bund med ham, for Schwartz har kun en enkelt gang ytret sig i dansk sammenhæng, nemlig da han netop til Operaen i Midten kreerede en mindre forestilling, der hed Aria tilbage i 2007, som i hvert fald ikke huskes af denne anmelder.
Det kan være en fejl. For det, komponisten nu har begået på det jysk-norske initiativ, er interessant, fyldt af stærke kvaliteter, der fortæller, at man har gjort rigtigt i at bestille denne ’Orpheus 68’.
Det er Ikke et værk, der revolutionerer operakunsten, men det er skrevet med professionel hånd. Det har en idé og en musik, der fænger.

PRAG 1968

Vi er i Prag 1968, Operaen i Prag er ved at sætte en udgave af ’Orpheus’ op. Ikke Glucks eller andre kendte versioner af myten, men Schwartz’ egen version i pastiche-barok. Hvad der er en detalje, for det er hændelserne omkring prøverne på forestillingen, der er afgørende, og de er skrevet i et solidt modernistisk tonesprog, med hældning mod musical ind imellem. Undertiden gennemkomponeret og godt instrumenteret i en stil, der kan sammenlignes med f.eks. Bernsteins orkester- og scenearbejder. Ikke så meget ’West Side Story’, men værker som hans ’Candide’.
Som sagt: Vi er i Prag, året er 1968, det år, hvor drømmen om frigørelse fra Sovjet, bryder ud – og bryder sammen næsten øjeblikkeligt, da russiske tanks tromler ind i byen.
På operaen er gæsteinstruktøren den franske Julien, og han har en tidligere affære med operaens sopran Alena. Affæren ligger syv år tilbage, foregik i Italien, hvor et hold unge tjekkiske operasangere havde fået lov at rejse på studietur, og hvor Elena blev pisket tilbage af holdets kommissær, der yderligere brugte sin magt til at lægge an på hende.
Denne Toscana-scene ser vi undervejs i flash back.

STÆRKT  SANGERHOLD

Nu genoptages forholdet i Prag 1968 i skyggen af det såkaldte ’Prag-forår’. Elena er i mellemtiden blevet gift med en kollega, og der udvikler sig et jalousidrama om ørerne på iscenesættelsen af ’Orpheus’. Tragisk finale med et kikset og for sent forsøg på flugt til Østrig – spejlingen i Orfeus-myten er oplagt: Spring til – og se aldrig tilbage.
Alt dette oplever vi i dramatiske situationer, der bibringer os følgende i Holstebro Musikteater: En bekræftelse på, at Denise Beck er en stærkt begavet ung sopran, som i Elenas rolle er både bevægende og velsyngende. Og i øvrigt, at den medvirkende sangerstab med overbevisning fortæller om bredden og kvaliteten blandt danske operasangere. Den medvirkende Julien er ganske vist den amerikanske tenor Dominique Moralez, men vi har gennem de senere sæsoner hørt ham på dansk jord, både på Den Fynske og Den Jyske Opera i Rossini- og Mozart-repertoiret.
Orfeus synges sikkert af Jan Lund, og på det øvrige hold tæller det at møde en så hærdebred baryton som Lars Fosser, der må døje med at være den utiltalende kommissær Tomas. Vi husker ham som f.eks. en rørende hofnar Rigoletto i Aalborg for et par år siden.
Den unge baryton Thomas Storm er i historien forurettet og svigtet ægtemand til Elena, et godt valg. Ligesom mezzoen Ingeborg Børch i rollen som forestillingslederen, der kækt vover frisproget over for vendekåbe-kommissæren, som er steget til teaterchef – hun må bøde med at blive udleveret til det tjekkiske Stasi. På afstand har Ingeborg Børch en slående lighed med den SF-knækkede Astrid Kragh, uden at vi skal lægge mere i det end skæbnens valg af heltinder på nedtur.

3D

Jan Maagaard har iscenesat denne godt tænkte og godt komponerede nye opera med fuld skyldighed til dramatisk slagkraft og logisk fortælling af historien. Den er sine steder noget omstændelig i sin fremdrift, men den går ad rene og gennemtænkte linjer – i en scenografi, som Lars Egegaard Sørensen har levendegjort med et videodesign, der flere gange suppleres med 3D-elementer med fin effekt. Vi mindes om de dystre begivenheder i Prag 1968, og de spiller med som en grundtone i handlingen.
Igen: Partituret er så velbygget instrumentalt og vokalt, at stemmerne kommer godt og naturligt til deres ret, både i ensemblerne, de gennemkomponerede dialoger og de ariose passager.
En fornøjelse.

GregersDH.dk