Mark Mauillon og Sofie Lund-Tonnesen i ‘Orfeus’ (tegn.; Claus Seidel)
VEND DIG IKKE OM
En farlig lære i trafikken. I myten om Orfeus og Eurydike direkte livsfarlig.
Komponist: Claudio Monteverdi. Dirigent: Lars Ulrik Mortensen. Orkester: Concerto Copenhagen. Iscenesættelse: Jetske Mijnssen. Scenografi: Ben Baur. Medvirkende: Marc Mauillon, Sofie Lund-Tonnesen, Ellen Larsson, Mia Bergström, Kyungil Ko, Philippa Cold, Nicolai Elsberg m.fl.
’Orfeus’ spilles på Det Kgl.s Gamle Scene. Igen 10., 12., 14., 19. og 21. marts. Varighed ca. 2½ time inkl. en pause.
****
LOT hed hun i Det Gamle Testamente. Pigen, der vendte sig om for at se Sodama brænde. Byen, hun var flygtet fra. Du vender dig ikke om! havde Gud sagt. Straffen faldt med det samme. Lot blev forvandlet til en saltstøtte. Man skal gøre, hvad der bliver sagt.
ORFEUS kunne heller ikke nære sig. Han er i den græske mytologi den forelskede sangskriver, der forbereder sit bryllup med Eurydike, men hun bliver uheldigvis bidt af en slange før festlighederne, dør og ekspederes til dødsriget, hvor den tapre Orfeus straks rejser hen for at befri hende. Det lykkes, hun bliver løsladt, men på betingelse af, at han ikke vender sig og ser på hende under opturen til denne verden. Selvfølgelig kan han ikke nære sig, da hun fælder tårer. Tilbage til dødsriget. Hus forbi for Orfeus. Dybest set for enhver, der drømmer om, at den definitive død kan undgås. Lærerigt.
DET er for at sige det rent ud: En skøn tragedie, behandlet på alle ledder og kanter i tidens løb i digte, i operaer og operetter – i Offenbachs ’Orfeus i Underverdenen’ med et mægtigt can can-show som kulmination i det olympiske helvede under jorden. Myten om Orfeus lever som en evigt løftet pegefinger: Hold dig fra farlige fristelser. Operaen ’Orfeus’ er teater- og musikhistorisk den første rigtige opera, der er skrevet. Det blev den af Claudio Monteverdi i 1606; uropført ved hoffet i Mantua, hvor Monteverdi var komponist, og hvor hans flerstemmige madrigaler var værdsat, men hvor man ikke før have hørt ham udvikle madrigalerne til en rigtig opera, med handling, individuelle personer og stemmer.
AT adel og borger i Mantua har fået et chok af den grund og anet en musikhistoriske revolution, er der næppe nogen grund til at tro, men vi har noderne og set, hvad der fulgte i kølvandet – en lynhurtig europæisk udvikling af operagenren med Italien som udgangspunkt. Allerede fra Monteverdi selv en række andre operaer. Nogle spilles stadig med begejstring – ud over ’Orfeus’ bl.a. ’Odysseus’ hjemkomst’ og ’Poppeas kroning’.
’ORFEUS’ havde premiere i aftes på Det Kgl. Teaters Gamle Scene i hænderne på den suveræne barok-dirigent Lars Ulrik Mortensen og hans Concerto Copenhagen, et orkester, der er eksklusivt besat med et internationalt ensemble af musikere, som har lurmærkning som barokensemble. Operaen er skrevet i fem akter – det lyder voldsomt, men forløbet i den version, vi ser, er i retning af tre akter. Den hollandske instruktør Jetske Mijnssen går sindigt til værks i en første del, hvor bryllupsforberedelserne spilles ud til Monteverdis vekslen mellem livlig festmusik og smertefulde opbremsninger, da Eurydike rammes af en slanges bid og dør mellem hænderne på Orfeus og venner og familie. Anden del rummer befrielsen og katastrofen.
ORKESTRET fører malende an i recitativer og ensembler, soli og kor – det følger Orfeus kurs fra knust sorg, til håb og genforening med Eurydike og chokket, da hans mister besindelsen og vende sig mod Eurydike. Gæstesangeren Marc Mauillon gennemspiller Orfeus-rollen med jubel eller sorgtyngde, desperation og fysisk hengivelse. Han er hovedpersonen, Eurydikes rolle ligger hos den kønt og sikkert syngende Operaakademi-studerende Sofie Lund-Tonnesen, i øvrigt for længst professionelt placeret i forskellige partier på Det Kgl. Scenografisk er rummet neutralt, lysvirkninger skaber dystre og jordfarvede stemninger med Orfeus i kontrast-hvidt og Eurydike i gult. Smukke enkle, ret statiske billeder.
DET, der især bærer og skaber liv, er orkestrets og solisternes tag om partiturets væld af variationer og udtryk og den inspirerende dialog mellem instrumenterne og intense fremdrift mellem dissonerende og harmoniske øjeblikke. Det er i musikken, den store dramatik skabes. Mere end gennem den mytologisk tæt pakkede tekst – der synges på italiensk, overtekster er på dansk, og vi påhører selvfølgelig respektfuldt alt om den græske sagnverdens guder og sære skikkelsers indflydelse på handlinger og beslutninger. Vi koncentrerer os om det drive, der går fra Monteverdis musik gennem hovedpersonerne, og noterer os med nysgerrig fornøjelse indslagene fra de allegoriske væsener, der griber ind i deres skæbner: Musikkens muse, Håbet, der bringer varsler, underverdenens dronning Prosperino, Karon med båden, der bringer menneskene til underverdenen, men her er forvandlet til kong Pluto, der slipper de to elskende løs til hjemtur. Etc. Dryader, ånder, hyrder er omkring dem, syngende på det herligste bl.a.fra 1.sals logen over for kongelogen.
VI er i renæssancens forbløffende fantasiverden – Monteverdi levede og virkede i Italien på samme tid som Chr.4. i Danmark og Shakespeare i England. Teater var på den tid et kludetæppe af billeder på samtidens leben og fortidens klassiske historier og myter – det sidste er anledningen til ordet ’renæssance’, genfødsel.
KLUDETÆPPET slippes herligt, smukt og fantasifuldt løs i denne ’Orfeo, favola in musica’ – den musikalske fabel om Orfeus. Lidt tungt i scenens abstrakte scenografi. Spillevende i orkestrets fortælling.
gregersDH.dk
