RULLEPØLSE

I HOVEDET PÅ

SANGERNE

Operaens og Guldalderens elendige København beskrevet, så man næsten kan lugte byen.

Henrik Engelbrecht: ’Opera i guldalderens København’ 184 sider. Rigt illustreret. Gyldendal. Kr. 299,95.

****

HENRIK Engelbrecht er et fænomen i det danske musikliv.
Skriver. Taler. Er konsulent for, hvad der kan kravle og gå af opera- og koncertforetagender. Og så spiller han fløjte. Solistdebut 1989.
Synger? I sit badeværelse, måske. Men utvivlsomt. For det er opera, der interesserer ham. Opera, han skriver om. Og taler om.
Nu har han igen skrevet en bog om opera. Et stykke historie om operaen i Danmark i første halvdel af 1800-tallet, glimrende og levende beskrevet. Han er en god fortæller.
Tiden, han fortæller om, er den danske, såkaldte guldalder. Der er ganske vist ikke så meget guld på operaområdet – det er litteraturen og kunsten, der mest hæfter for betegnelsen guldalder. Det er Grundtvigs, Kierkegaards, Øhlenschlægers tid. Digternes, salmesangens, arkitekternes, de opblomstrende videnskabers tid.
Men der var jo en opera. Der var et Kongeligt Teater. Der blev komponeret og sunget og gået til opera.
Hvad hørte man? Og hvordan foregik det? Det er det, Engelbrecht har fat i. Han er ud over alt det andet også en god journalist. Meget i bogen er som reportager fra det gamle København. Det man kaldte ’Kongens’. En by, der er møgbeskidt, stinkende af lort og pis, snavs og sved fra mennesker, der ikke blev vasket, og køer, der stod opstaldet i gårde og på 1.sale i de gamle huse. En befolkning, der var klumpet sammen bag voldene. Bag Nørrevold, Østervold, Vestervold og havnen. Sæt ’gade’ bag ordene, så ved vi, hvor man var dengang.

DET stod ikke mindre grumset til i det gamle teater på Kgs. Nytorv. Vi får en masse at vide om det sammenpressede publikum, den elendigt lille orkestergrav, fordrukne sangere, der selv valgte deres kostumer fra de gamle forestillinger, skuespillere, der blev beordret til at synge, men ikke kunne, selvom de måske selv troede det. Feterede sangerinder, der stod naglet til brædderne som statuer, når de sang, og ikke ville være med til det der pjat med at agere.
Komiske oplysninger om f.eks. publikum, der i en periode fik pladser på sceneloftet, så de kunne kikke ned på sangerne – H.C. Andersen beskriver det i fortællingen ’Moster’, der handler om hans moster, som sidder deroppe og ser F.L.E. Kunzens syngespil ’Salomons dom’: ”Man sad så temmelig i mørke deroppe, de fleste havde aftensmad med, engang faldt tre æbler og et lag smørrebrød med rullepølse ned i Ugolinos fængsel, hvor mennesket skulle dø af sult, og så blev der et grin af publikum”.
Engelbrecht har pløjet i guldgruben af gamle oplysninger i arkiverne. Han starter med den danske førsteopførelse af Mozarts ’Cosi fan tutte’, der barberes ned til ukendelighed, fordi ingen af teatrets syngende skuespillere kunne klare det, recitativerne blev talt og ikke sunget – på programmets forside stod: ”Et syngestykke af Abbé da Ponte – Efter befaling forandret og oversat il Wolfgang Mozarts musik”.
Det var den kongelige teaterchef, der befalede.

Det er underholdende læsning. Om klakørerne, som var hyret til klappe og rasle med nøglebundtet mod sangere, som skulle nedgøres. Om Beethovens ’Fidelio’, som ingen gad gå til, før opførelsen fik tilføjet et tyrolerorkester. Om Calr Maria von Weber, der spillede koncert i 1820, og selv solgte billetter fra sit værelse på Hotel du Nord.
Alt Illustreret med et hav af gode billeder – også nogle af de Klæstrup-, Gamborg-, Eckersberg- og Marstrand-tegninger, der får nogle til at tro, at København har været så hyggelig og renskuret en by, hvor sandheden var, at byen en dag måtte sprænge voldene og få gjort hovedrent, og Det Kgl. blive revet ned, flyttet femogtyve meter til siden og bygget op til den Gamle Scene, vi kender i dag, så.
Engelbrecht har et kapitel til sidst, hvor han har haft fat i den enestående samling af valser, der er opbevaret på Det Kgl. Bibliotek, indsyngninger med Det Kgl. Teaters sangere, optaget i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet med gamle operasangere og skuespillere, der har elementer af gamle sangtraditioner bevaret.
Og så til allersidst en morsom og meget detaljeret skematisk statistik, hvor man kan se, hvad der skete i Danmark og resten af verden på de tidspunkter, hvor danske og udenlandske operaer og syngespil blev opført i perioden 1798 til 1850. Den guldalder-tid, bogen har fat i.
Perfekt materiale til en quiz for operanørder.

gregersDH.dk