GLIMT I ØJET

Ole Schmidt skrev musik, som det passede ham. Festligt og professionelt. Og han var glad for messingblæsere.

Brass Concertos. Komponist: Ole Schmidt. Aalborg Symfoni Orkester. Dir.: Giordano Bellincampi. Solister: Gabor Tarkövi (trompet), Jesper Busk Sørensen (trombone), Jens Bjørn-Larsen (tuba) og Stefan Dohr (horn). Da Capo 6.220702 Indspilning Musikkens Hus, Aalborg maj 2021

****

DET frækkeste glimt i øjet. Ole Schmidt skrev engang en koncert for tuba og orkester. Han har nydt det, kan man høre. Han lignede selv sådan en tuba. En bamse, der kunne råbe højt og rungende. Gemytlig og festlig, et musikmenneske, du nu ikke skulle tage fejl af. Som også kunne bide fra sig.

NÅR man diskuterede med ham, hvad musik var, så snerrede han over alt det ’tolvtonehalløj’, vi havde på hjerte. Han syntes, det var noget fortænkt fis, det meste af, hvad der var rullet ud på avantgarde-tæpperne fra Darmstadt og de andre hellige haller. Fra komponister i alle aldre, også hans egen, også hans nærmeste venner. Det kunne falde ham ind at sætte sig til klaveret og prøve at bilde os ind, at det var et nyt tolvtoneværk, han havde begået, og nyt var det, men snyd og parodi, og hvis vi faldt for det, så grinede han glad og larmende.

NÅ, men her har vi altså denne koncert for tuba og orkester, skrevet i 1975, da han var en mand midt i fyrrerne, på sin mest potente højde med kræfter og overskud til at svømme om kap med os alle sammen i Kattegat og i øvrigt slå i bordet, skrive masser af nye værker og dirigere orkestre, bl.a. alle Carl Nielsens symfonier med London Symfonikerne.

I tuba-koncerten får vi ham i festlig, hæsblæsende leg med det store messingblæser-monstrum. Det er vildt og sjovt som en hel Tubaen Tobby. Og Bellincampi har en virtuos på instrumentet:  Jens Bjørn-Larsen, som har en årrække bag sig som solo-tubaist i DR Symfoniorkestret plus tjanser verden rundt med sin tuba. I koncerten pibler latteren hos os gennem førstesatsens tagfatleg med orkestrets andre blæseinstrumenter, vi læner os tilbage i sofaen under den melodiske ro i 2. satsen og er klar til at lade latteren få fuld blæs igen i de tre minutters allegro giusto-finale til sidst.

AALBORG Symfoni Orkestret er lystigt med på legen under Giordano Bellincampi. Og der er meget mere blæs og blæsere på denne nye cd, som minder os så levende om en Ole Schmidt, der kunne fylde både os, koncertsalene og teatrene med feststemning – og dramatisk diskussionslyst, når det gik højt. CD’en begynder med en ’piece concertante’ for trompet, trombone, strygere, harpe, slagtøj og celeste. Bartoks ’Musik for strygere, slagtøj og celeste’ er i horisonten. Trompetisten Gabor Tarkövi og trombonisten Jesper Busk Sørensen er sådan set solister, men det lille kammermusikalske ensemble er med på alle poster i et show, der er som spillerne på håndboldholdet i en landskamp. Der dribles, der spurtes, der leges med sublime finesser, der scores, der skrues og gribes i et samspil, som sætter hver enkelt musiker på tekniske superprøver. Det er lige så spændende og lige så vittigt som avanceret leg på en håndboldbane. Et 11 minutters Schmidt-show – fra midten af 60’erne ligesom cd’ens tredje værk, der til gengæld er en anderledes alvorlig snak. Et horn har solostemmen – spillet på af en stor tysk hornist, Stefan Dohr, suveræn instrumentalist. Schmidt er i værkets første sats på ceremoniel og dyster færd som er vi til en begravelse. Hornet stryger som over en slagmark – er det Ukraine-stemningen, man uvægerlig indlægger som jordbund i denne sats, der kunne være Bartok-inspireret, selv da den i anden-satsen nærmest virker som en aggressivt munter replik til den mørke indledning. Du holdes fast af denne musik, latteren forstummer. Schmidt vil noget andet end i tuba-koncerten og i den kortere ’pièce concertante’. Det er en tankefuld komposition. Ingen halløj her.

Ole Schmidt. Foto Rigmor Mydtskov i tekstheftet.

SÅDAN kunne Ole Schmidt også være. CD’en er på flere måder lagt an på hans forhold til orkestrets blæserne. Det er Aalborgenserne og Bellincampi gået efter, og har indforskrevet superbe solister til jobbene. Schmidts glæde ved blæsere udnyttede vi selv engang, da vi kidnappede ham til et ’Her er dit liv’-program under en prøve med Aarhus Symfoniorkestret, som han var chef for i en årrække. Vi afbrød prøven, da vi gjorde vores entré fuldt udmajet og udstyret som skotske sækkepibeblæsere. Det lød forfærdeligt, men det virkede. Schmidt var med.

gregersDH.dk