Sarah Boberg, Beate Bille og Michael Moritzen i ‘Old times’ på Teatret ved Sorte Hest (Tegn.: Claus Seidel)

HVAD I HEDE…

Harold Pinters kryptiske vibrationer mellem tre mennesker i ’Old times’ bliver til håndfaste konfrontationer  i opsætningen på Teatret ved Sorte Hest.

’Old times’ spiller på Sorte Hest indtil 25. oktober

**

HVAD i hede… sker der her?
Harold Pinter skrev stykker for et halvt århundrede siden, stykker, der var i stand til at bringe uro i stolesæderne.
Sådan et stykke er også ’Old Times’.
Titlen kan få nogle til at tro, at her kommer nok en rigtig hygger med Tante Et og Tante To, og på med 78-pladerne. Nostalgi, så det driver.
Det var måske også noget i den retning, Pinter ville have folk til at hoppe på i starten af det lille stykke. Et par, der på sengekanten sætter blid tændsats til snak om gamle dage.
Men desorienteringen siver ind, og det er planlagt: Hvad har de to egentlig af fortid sammen? – og hvad fortid har de med den gæst, der melder sig, lige så foruroligende som ’den kongelige gæst’ i Hakon Børresens opera med netop den titel. Vi skal forvirres. Desorienteres.
Det lille drama skal svæve på det uudtalte, det kryptiske, det afventende, det antydede, uforståeligheden i, hvordan tingene egentlig hænger sammen mellem de tre. Banal jalousi? Erindringsforskydninger? Fortielser? Det hele på én gang?

DET STIVNER

Det er en hårfin balance. Den lykkes i enkelte øjeblikke, men der er også meget mellem de tre spillere, Sarah Boberg, Beate Bille og Michael Moritzen, der stivner i replikker, i kunstpauser, der mangler de magiske vibrationer, som skal holde os fast, – og det ikke mindst fatale: I højt artikuleret tonefald, som var det arenaen i Hedeland, der skulle råbes op. Scene og rum er ganske intimt på Sorte Hest.
Den faretruende lavmælthed og tvivl om motiver mangler. Stærkest virker Sarah Boberg med sin afventende tavshed og øjnene, der synes at rumme uudtalt viden om både mandens og venindens historier og forklaringer om fortids gerninger og ugerninger.
Der er noget usikkert og umusikalsk over spillet mellem de tre – instruktøren Maria Vinterberg får os ikke fanget ind.
Det kan måske hænge sammen med, at hun har forsøgt det strukturelle eksperiment, man ved opførelser i England har haft held med: At lade de to kvinder i stykket bytte roller aften efter aften – netop for at underbygge tvetydeligheden. Modellen kræver suveræn overlegenhed og tryghed hos spillerne, og den er ikke lige at løbe til.
Vi ser på, og vi lytter til Moritzen, Boberg og Bille og vi afprøver dybderne i den kaotiske blanding af løgn og sandhed hos de tre mennesker på sengekanten. Uden at fascineres for alvor.

gregersDH.dk