‘Nykøbing F. Revyen 2018 14.6. 2018

Flemming Krøll på pension? Næppe. Han og publikum har det for sjovt.

Rasmus Krogsgaard, Julie Steincke, Flemming Krøll, Pernille Schrøder og Gordon Kennedy (Tegning: Claus Seidel)

GANG I SLAGTØJET

Flemming Krøll på pension? Næppe. Han og publikum har det for sjovt.

Forfattere: Mange forskellige. Instruktør: Joy Maria Frederiksen. Scenograf: Anders D. Jensen. Medvirkende: Pernille Schrøder, Julie Steincke, Gordon Kennedy, Thomas Krogsgaard og Flemming Krøll.   

Nykøbing Falster Revyen 2018 spiller indtil 25. august. Varighed: 2½ time inkl. pause.

****

HVAD fanden sker der?? Allerede fra den anden ende af Nykøbing Falster hører man skyderi og knald og brag fra det hjørne, hvor der er revypremiere. Men det er ikke destortion, der er rykket ind. Det er Flemming Krøll, som har hyret den lokale Musikskoles ungdomshold på slagtøj til at fejre en begivenhed, ingen skal gå glip af. Krøll har denne aften sin sidste optræden på scenen i revyen.

KRØLLS sidste aften? Som receptionisten på Hotel Falster siger ved vores afrejse: Lad os nu se. Krøll siger så meget. Hotelmanden ved, hvad han taler om. Han har fulgt hele flokken af lokale revydirektører i over tredive år, fra Volmer Sørensen, over Grethe Sønck og Kjeld og Hilda til Flemming Krøll, der gennem mere end 25 år er groet ind i bylivet med sin fulde revyautoritet. Svær at rokke ved. Sin vægt værd i guld for by og revy – bogstaveligt talt, det er sjovt at kikke tilbage på vores egne anmeldelser gennem tiden, hvert eneste år med Claus Seidels tegninger fra forestillingerne med Krøll tronende mellem de andre medvirkende i fuld, imponerende korpus. En overskrift for anmeldelsen i 2008 lød: ”Sværvægter på danseben”. En svær – men ubesværet – scenefigur.

VI gætter méd: der skal nok ikke skrives nogen scenisk nekrolog. De figurer, han slynger på brædderne i år dukker sikkert op igen til næste år. Hvis ikke Krøll gør som Leif Maibom, der i år demonstrerede, at nu var det alvor: Hans Thorleif-klovn af en tumpet borgermand er gået på pension i Sønderborg Revyen. Krølls indvandrer Ahmed og hans kreative kræmmer Henning fra Nørre Alslev risikerer at leve videre. Selvom vi ser denne Henning i et af anden afdelings sidste numre – i en tekst af Carl Erik Sørensen – slå overbevisende på tromme for sit ’HENNING CONSULT’-firma: ”Gode råd er dyre, hvis det er Henning, man hyrer”. Og til Krøll selv: ”Hvis du har glemt, hvad der stod i studiebøgerne, kan du altid blive lærer på Sydhavsøerne”.

FÅ vil kunne erstatte eller for den sags skyld kopiere revyfolk som Maibom og Krøll. Kopiering – af den art som salig Ole Monty engang skabte en perlesucces med sin figur, som publikum aften efter aften tilråbte: ”Nielsen, Nielsen – op og kopér!” – er i øvrigt et gennemgående motiv i årets Nykøbing F. Revy: De to raske drenge Gordon Kennedy og Rasmus Krogsgaard har fundet på en sjov leg, hvor den ene ustandselig afbryder den anden i forsøg på at gennemføre karikaturer af ikke bare Bertel Haarder, men hvem som helst af politikere og originaler som Jørgen Leth – de tager kegler med en sketch, de kalder ’Bertel Battle’. Og skribenterne Vase og Fuglsang er ude med en musikspruttende medley af lynkopier af Kim Larsen, Rasmus Seebach, Anne Linnet, Sanne Salomonsen, Shubidua m.fl. Og Pernille Schrøder tager kegler med først at efterligne den kvindelige, nordkoreanske nyhedsspeaker, der taler som en robot iført megafon, for straks efter at give ordet til Kim Jong-Un – ord og krop, for Pernille gør diktatoren til selvpromoverende mester i alverdens sportslige krumspring hen over talerstol og skrivebord – hun er i det hele taget revyen igennem så flintrende lebendig og aktiv, at man bliver ganske forpustet. Sjov og rablende skarp i replikken.

DETTE års revy-skarphed henholder sig mest til det showmæssigt spektakulære. Der er få politiske attacks – et enkelt om Lars Lykkes fjolleri med sin fond, og på det mere udsatte plan endnu en Vase og Fuglsang-tekst, ’Tre vise mænd’ med de tre dansepartnere Buddha, Muhammed og Jesus – Kennedy, Krøll og Krogsgaard. Swinging profeter. Der er en vis tradition for folkelig klerikal distance i Nykøbing Revyernes tekster: ”Ud med Grundtvig og Kingo/og ind med bowling og bingo” annoncerede Krølls slogan-fabrikant Henning i en tidligere revy.

VASE og Fuglsang har også en sketch om udflytningen af styrelserne fra København til provinsen, hvor joken består i, at de arme københavnere, ligegyldigt hvor de placeres fra Gedser til Skagen, omgående tilegner sig den lokale dialekt og mentalitet. Alt i munden på Gordon Kennedy. Skægt tænkt og udført med den raphed, der er vigtig i en revy. Også dér er vi på uskyldigt vits-plan ligesom sketchene om ægteskab, kendisbørn, iPhone-halløj, og modtagelsen af Prins Henrik i Himlen, hvor Vorherre selv er – gæt – Flemming Krøll. Eller gravide Julie Steinckes og Pernilles energiske konkurrence på musical-highlights i nummeret ’All That Jazz’.

MUSICAL-fjas, med Mickey Pless-orkestret som assistance og Joy Maria Frederiksen som instruktør. Dét – og jubelafsked med Flemming Krøll. Som vi ikke tror på. Det er årets Nykøbing F-Revy.

GregersDH.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *