NON STOP MOD INTETHEDEN
Magisk rumteater som finale på det snart hedengangne Plan B
*****
På en måde: Hold da kæft, hvor skal der lidt til! Og på den anden side: Vi ved godt, hvor svært det er!
Jeg snakker om ’non stop’, Simon K. Borbergs forestilling på Plan B – hans afskedsforestilling, gud bedre det!
Men rolig. Det er Borbergs og Mads Willes sidste opsætning i det absurde lille teater i Magstræde, på toppen af det gamle Projekt Huset – inden de indtager Husets Teater på Halmtorvet og forhåbentlig rejser sig med ny kraft.
’Non stop – en rejse i rummet’ er teatrets private udgave af årets raketafskydning fra Cape Kennedy.
Derovre fyrer de et par milliarder dollars af for at bringe menneskeheden à jour med situationen i det ydre rum. På Plan B et par tusind kroner (ok, en smule mere!) på at sende Joen Højerslev af sted som astronauten Major Tom for at udforske Sirius, og hvad der bydes på af sorte huller i universet.
FORTABTE SJÆLE
Det sker på en kulsort scene garneret med lysstofrør, der i nøje beregnede tænd-og-sluk skaber en glimrende dynamik og illusion af det indre i raketten. Fart over feltet og samtidig den makabreste blanding af menneskelig forladthed og strømliniet hygge: Højerslevs makkere, to sorte robotter – Peder Holm Johansen og Bo Carlsson – servicerer ham undervejs med tandbørste, pillemad og dyne på faste klokkeslæt. Elegant afleveret på stang, som var han livstidsfange eller pestbefængt.
Det raffinerede illusionsspil vokser frem som en operation med dukker og masker, direkte hentet fra Carl Press’ eminente børneteaterpraksis. Major Tom kan ubesværet være marionet i fingrene på Johansen og Carlsson det ene øjeblik og Højerslev in persona det næste. Vi accepterer som publikum vekselvirkningen og dens præmis. Og aner os selv som de marionetter, der på et andet tilværelsesplan (Plan B?) er fortabte sjæle i rummet.
Majoren drømmer drømme, der vokser til mareridt. Drømme og mareridt virkeliggøres for vores øjne. Forløbet og udviklingen regner vi hurtigt ud. Det må gå ad helvede til. Det skal ende i den sorte gryde. Budskabet er som nogle af os husker det fra Karl Birger Blomdahls svenske operachok ’Aniara’ om det menneskefyldte rumskib, der sender sig selv på evig kurs ud i intetheden.
ARME RUSSERE
Selvfølgelig morer vi os herligt undervejs, dels over den perfekte og lystfyldte manøvrering med dukkerne, dels over de hjertegribende og groteske drømme, der f.eks. fører majoren på kikkert-ekspedition i det sibiriske, hvor Johansen og Carlsson agerer russisk menig og officer, der møder den mistænkelige vesterlænding.
Hvad russere ikke må stå model til i disse dage! Mafiosoer i ’Olsen Banden’ i Tivoli, og her afstumpede sovjet-mili’er i velkendt James Bond-film-karikatur.
Fra eller til. Det er magisk godt teater. Ligesom Plan B i en række sæsoner nu har været en spillevende, uundværlig københavnsk scene. Lys velsignelsen, nu hvor den dør. Og bered genopstandelsen. Der er et sort hul, andre måske kan udfylde.