JEG HAR ALDRIG HYLET MED ULVENE

Niels-Bo Valbro er den underfundige, skarpe og pressesky direktør for Det Ny Teater, der fylder 100 år på søndag. Dagbladet Børsen møder ham mellem stuk, plys og forgyldning i Kongesalonen på teatret.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Magnus Møller

—————————–

”DU stiller spørgsmålene. Jeg svarer. Men hvis jeg selv skrev, var det kommet til at handle om noget andet. Om teatret.”

Et interview med Det Ny Teaters direktør, Niels-Bo Valbro, antager nemt en ret underholdende karakter. Han tænker hurtigt. Er ’en garde’. Stiller modspørgsmål.

Jeg spørger for at komme bag jerntæppet. Ikke bare teatrets. Også hans. På en måde kommer det ud på ét. I Blå Bog står der, at Valbros adresse er ’Det ny Teater, Gammel Kongevej 29, 1610 Kbh V. Så dér bor han vel? Men nej.

– På nettet kan man også finde dig med adressen ‘2942 Skodsborg’.
 
 ”Det er to forskellige ting. Hvis nogen vil sende noget, kan de sende det her. I 25 år har jeg holdt tingene adskilt. Det professionelle og det private. Jeg er ikke som person specielt interessant.”

– Det synes jeg.

”Jeg accepterer det som dit synspunkt. Men jeg er ikke enig.”

– Du har ansvaret for dette teater.

”Det er rigtigt. Både det kunstneriske, det administrativ og det økonomiske.”

– Så meget desto mere interessant er du. Du har det totale ansvar for et teater, som er et af de største og mest succesfulde i landet. Så vi vil gerne vide, hvordan du er havnet dér. Du er vokset op i Søborg.

”Nej. I Rødovre.”

– Der står, du er født i Søborg.

”Dér lå fødeklinikken.”   

– Din far var skoleinspektør  – og din mor var, gud bedre det, også skoleinspektør.

”Ja, gud bedre det…”

– Hvorfor siger du dét sådan?

”Det er dig, der siger det sådan. Jeg går ud fra, at når du siger det på den måde, må det være, fordi du har haft et anstrengt forhold til din egen skoleinspektør.”

– Nå, ja. Jeg er blevet smidt ud af to skoler. 

”Det er godt nok ikke lykkedes mig. Jeg er til gengæld blevet smidt ud af den samme skole – to gange.”

– Fortæl hvorfor.

”Det var, da jeg gik på Niels Brocks Handelsskole. I 1. skoleår blev jeg væk i fire uger og hældt ud, fordi ’forsømmelseskvoten var brugt op’. Det næste år havde jeg også travlt med noget andet, blev igen væk i fire uger, og hældt ud endnu engang.”

– Travlt med hvad?

”Impresario-virksomhed.”

– Det hævdes, at du begyndte den virksomhed som syv-årig.

”Jeg var nok ni. Jeg havde lånt naboen 100 kr. til en glad aften. Han var musiker. Jeg ville få pengene igen næste aften, hvor han skulle ud at spille. Men jobbet blev aflyst, så han kunne ikke betale tilbage. Men hvis jeg kunne skaffe hans orkester et andet job, kunne jeg få de 100 kr. plus ti pro cent i provision. Det var sådan dét begyndte.”

– Du så et levebrød for dig.

”Nej. Ikke dengang. Det var mest for sjov. En hobby. Men det udviklede sig langsomt til en bred vifte af al mulig kunstnerisk virksomhed, ikke kun orkestre. Jeg havde ret travlt, da jeg gik på Niels Brock.”

– Lektierne i højre hånd og telefonen i venstre?

” Nu siger du telefonen. Det var telefonerNE. Der var ikke noget digitalt telefonsystem dengang med mange linjer i samme telefon. Hvis du havde fire linjer, så havde du fire telefoner. I øvrigt havde jeg ikke en drøm eller vision om, at det skulle være en levevej. Jeg regnede med, at jeg en dag skulle studere jura.”

– Det lyder ellers lidt a la Klaus Riskær. Han var også teenager, da han skrev en bog om obligationer. 

”Det var DIN sammenligning.”

– Hvad sagde dine forældre til din virksomhed?

”Jeg tror, det rigtige ord er, at de AFFANDT sig med det. De troede – lige som jeg gjorde – at jeg nok skulle være advokat, når jeg blev stor.”

– Hvorfor ikke skolemand? Du voksede jo op omgivet af skole og pædagogik. Både din far og mor var skoleinspektører! 

”Måske netop derfor.”

– Du var teenager i 70’erne. En hippietid. Mange i din alder rendte med langt hår, bare tæer og af sted til kollektivet.

”Ja. Men ikke mig. Det var ikke noget, der tiltalte mig. Jeg syntes, det var  – i et vist omfang – ansvarsløst. Der var i hvert fald stor kontrast mellem min og mange andres måde at anskue tingene på. Man taler om at ’hyle med de ulve, man er imellem’. Det har jeg aldrig gjort. Men jo. Der betød da virkelig modsætninger mellem mig og de mennesker, man arbejdede sammen med. Deres måder at anskue tingene på. Og min.”

– Er der de samme modsætninger nu mellem kunstnerne og dig som administrator?

”På et teater er det vanskeligt at skille det ad. En økonomisk beslutning kan have afledet kunstnerisk virkning. En kunstnerisk beslutning kan have afledet økonomisk virkning. Det er to sider af samme sag.”

– Hvor ligger dit engagement mest  – i det kunstneriske eller det økonomiske?

”Den præmis, du stiller op  – nemlig forestillingen om ikke at være en del af hele processen…jeg ved ikke, hvor du har den fra. Den tager udgangspunkt i, at dernede er scenen. Og et andet sted i huset er der et kontor. Og at de to steder har ikke rigtig noget med hinanden at gøre. Men sådan er virkeligheden ikke. Enhver forestilling bygger på en række valg. Hvad skal spilles? Hvem skal sætte i scene? Være scenograf? Så kommer castingen. Og prøverne. Det er alt sammen kunstneriske og økonomiske valg. Og jeg er med hele vejen.”

– Du træffer næppe de valg alene. Du har medarbejdere.

”Selvfølgelig. Jeg laver ikke alt arbejdet. Men det, der er unikt ved dette her teater, det er, at det kunstneriske, økonomiske og administrative ansvar er samlet i én og samme person. Det findes ikke noget andet sted.”

– Du har vel en bestyrelse?

”Næh. Det er et privatdrevet teater. Et anpartsselskab. Der er ikke nogen bestyrelse.” 

– Du hænger selv påtab og gevinst. Du er en modig mand.

”Hm…Det er jo et synspunkt.”

– Hvad synes du selv?

”Jeg vil ikke karakterisere mig selv som modig. Men embedet er risikofyldt. Teatret skal nu fejre sig 100 års jubilæum. Det er bygget som privat teater i 1908. Ikke en eneste af forgængerne, der har fungeret i et tilsvarende system, nåede pensionsalderen. Enten gik de før. Eller de brækkede halsen økonomisk. Hver og en.”

– Er du til gambling?

”Ved gambling er udfaldet tilfældigt. Det er det ikke her. Man har mulighed for at påvirke resultatet. Når du træffer beslutningen om at spille en forestilling, har du også besluttet at afholde alle omkostningerne. Du kan ikke regulere måden, det er skruet sammen på, så længe forestillingen kører. De teatersæder, du ikke får solgt i dag – dem kan du ikke lægge på lager. En normal virksomhed, som står med en drift, der ikke hænger økonomisk sammen, vil typisk reducere i antallet af personale. Hos os kan vi ikke pludselig reducere castet til det halve og orkestret til en trio.

– Du er på toppen og teatret kører fint. Kunne det ikke være fristende at stoppe? Sige: Det var dét. Og gå med pengekassen. Sådan gjorde Aage Stentoft og Klaus Pagh med deres teatre.

”Sådan som du stiller det op, lyder det tillokkende. Men det er det ikke. For mig.

– Hvorfor ikke?

”Jeg befinder mig fint med det, jeg laver.”

– Der er jo krisetider undervejs. Det kunne gå ud over teatrene.

”Du siger ’kunne’. Jeg siger ’vil’. Det er en myte, at underholdningsindustrien går godt, når samfundsøkonomien går skidt. Myten stammer fra krisetiden 1914-18 under 1. verdenskrig. Når underholdningsindustrien gik godt i Danmark i de år, var det fordi der var stor pengerigelighed. Det var der, fordi vi her i landet profiterede på at sælge dårlig kødkonserves til de krigsførende lande. Der var til gengæld ingen varer at bruge pengene på. Så gik man i teatret. Det er en anden situation i dag. Afmatningen vil ramme alle.”
  
– Så meget mere grund kunne der måske være for dig til at stoppe?

”Du får mig næsten til at tro, det er noget, du ønsker!”

– Hvis nogen foreslog, at Det Ny Teater skulle have offentlig støtte på lige fod med andre teatre, ville du så sige ja eller nej?

”Det er ikke for mig at sige ja eller nej til dét. Men det ville betrygge teatrets fremtid. Her adskiller jeg min person fra teatret. På sigt vil det gavne teatret. Det, der er sket siden teatrets totalrenovering og genopståen i 1992, er jo naturstridigt. Det burde ikke kunne lade sig gøre at drive et teater i lige konkurrence med fuldt subventionerede teatre. I størrelse og opsætning og omkostninger matcher vores forestillinger Broadway og London, hvor omkostningsstrukturen er den samme, men indtægterne helt andre takket være større publikumsunderlag, længere spilleperioder og højere billetpriser. Naturstridigt. Men vi gør det alligevel.”

– Hvordan?

”Det er historien om humlebien, der ud fra en matematisk beregning ikke kan flyve, men den ved det ikke selv, derfor flyver den.”