DØD OG BEGRAVELSE
Fem unge dramatikere tumler fra skæve vinkler med død og begravelse ud fra en stillet opgave: Skriv nekrologer! Det er ikke blevet så kedeligt, som det lyder.
Forestillingen går på Aarhus Teaters Studioscene, varer en time og et kvarter og spiller indtil 22.9.
****
HVORDAN forholder man sig til død og begravelse, hvis man er 25 og stirrer ud over vidderne?
Nogenlunde sådan har Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater spurgt de fem unge dramatikere, der er midtvejs i uddannelsen.
Skriv et stykke. Hver af jeg. Stykket må vare et kvarter. Højst fire medvirkende. Emnet er ‘Nekrolog’.
Altså fem nekrologer i dramatisk form. Ikke en personlig tale. Det ville i øvrigt aldrig kunne komme komme bare i nærheden af f.eks. den underfulde tale, Michael Moritzen holdt ved sin fars begravelse for nylig. Eller en nekrolog af den type, Ekstrabladets chefredaktør skrev i 1905 om den afdøde biskop Styhr – “død, just som de fleste af os havde glemt, at han nogensinde havde levet.”
På Dramatikerskolen skal der indtages fiktivt land. Situationer tænkt til scenen. Til skuespillere.
Vi ved selvfølgelig ikke, hvad de fem unge dramatikere har i bagagen af personlig erfaring med død og begravelse.
Men når man ser deres opgavebesvarelser linet op på rad og række, mærker man en fælles kølig distance til emnet og en ironisk veloplagthed.
Emnet har appelleret til at opstille syrligt-ironiske situationer og eksperimenter med former, der kan fastholde en surrealistisk vinkel på det akavede fænomen: Hvordan fanden forholder vi os – muligvis i guds navn – til dødsfald?
SLIMET
Niklas Ashkan Johansens bidrag hedder ‘Kondolance’. Det handler om en slimet herre, der maver sig ind på, hvad han kan komme i nærheden af af efterladte – især damer – ved en begravelse under påskud af at have kendt afdøde. Bue Wandahl fremstiller ham med rystende pågåenhed, overtager endda præstens skovl ved jordpåkastelsen.
GYS
I ‘Lille vrangforestilling’ har Simone Isabel Nørgaard skabt et gyserarrangement, en seance omkring en familiefødselsdag, hvor faren skal fejres, men medbringer den afdøde (selvmordshængte!) mors kjole, så den fjerde plads ved lagkagebordet kan fyldes ud. Ena Øster Bendtsen lægger stemme til morens makabre fortælling om, hvordan sønnen har oplevet at finde hende hængt. Det er Hitchcock over den affære.
UDSPKULERET
Formmæssigt er Henrik Szklanys ‘Der er en dreng’ udspekuleret. Holdt i en konkret-poetisk stil med mange verbale gentagelser – vi er i en fodboldverden, hvor Kim Veisgaard er drengen, hvis far er død. Veisgaard her en rørende evne til at spille uskyldig, forurettet og oprørsk på en gang. Den komplicerede dialog er gjort til en hel fodboldøvelse af instruktøren Mia Lipschitz, og alle fire spillere er på banen.
ØM OG ONDSKABSFULD
Julie Petrine Glargaard har fat i en rigtig øm og ondskabsfuld dialog-situation mellem to bøsser i ‘Dødsannoncen’. Hasse skriver på sin dødsannonce og Bode kredser omkring ham fuld af velmenende og hjælpsomme råd og spørgsmål. Kun for at blive fejet af bordet – gammelt nag vælter ud af knaphullerne fra den kræftsyge dødsmærkede. Et tragikomisk show off for Wandahl og Veisgaard.
FARCE
Med det femte og sidste stykke, Silje Louise Waters ‘Begravelsen foregår i stilhed’, er vi i ren farce. En kiste bæres ind, Mette Døssing er sygeplejersken, der slæber med, men skvatter med kisten over sig, mens de to mænd skændes om, hvilken påklædning man møder op i til en begravelse. Pigen kommer på højkant igen, hvorefter kæften går på alle tre, om hvad vej kisten skal vende, benene mod øst eller vest, og har den døde mon ikke fået hovedet nedad? Etc.
Talentfulde dramatikere? Givetvis. Alle fem. I hvert fald med velgørende hang til at lege med dialog og situationer. Lad os være fortrøstningsfulde.
De fem manuskripter er trykt samlet i smuk udgave af Aarhus Teater.
GregersDH.dk
