Emily Nicolaous i ‘Nattergalen’ (Tegn. Claus Seidel)
SORT NATTERGAL
Dansk Danseteater skuffer med spinkle, farvefattige eksperimenter med eventyrenes Nattergal.
’Nattergalen’. Koreografer: Sebastian Kloborg og Alessandro Sousa Pereira. Scenograf: Sergei Sviatchenko. Musik: Den Sorte Skole. Medvirkende. Dansk Danseteaters dansere. Set på Takkelloftet, Operaen. Varighed: 1 t. 30 min. u. pause. Spiller igen 17.2. – 6.3. på turné.
**
NOGET af en skuffelse. Dansk Danseteater vender tilbage til sin base i Takkelloftet, Operaens lille scene, med ’Nattergalen’. Det sker efter en arbejdspause under en ny ledelse. Vi ser for os noget blomstrende og nyskabende.
Nyskabende? Ikke voldsomt. Blomstrende? Næh.
KOMPAGNIETS nye projekt består i en dobbeltudgave. Før pausen baseret på H. C. Andersens eventyr om nattergalen og den kinesiske kejser, der fortrylles af den lille fugls sang, skuffes og kasserer den til fordel for en mekanisk nattergal. Den rigtige fugl kommer tilbage og synger kejseren rask på dødslejet. Efter pausen er udgangspunktet Oscar Wildes novelle ’Nattergalen og rosen’ om nattergalen, der stikker sig på en torn, da den vil hjælpe en ung mand med en rose, som skal fortrylle hans elskede. Missionen mislykket. Fuglens opofrelse er tragisk.
TO meget forskellige historier. Men begge – den første koreograferet af Sebastian Kloborg, den anden af Alessandro Sousa Pereira – har det tilfælles, at de danses til knitrende, skarpladt uromantisk musik, der har en vis dramatisk, elektrificerende drive – skabt af musikere, der kalder sig ’Den Sorte Skole’. Men de dansemæssige genfortællinger af de herlige emner er alligevel spinkle. Blafrende vingeslag med armene i og en rød kæmperose i Wilde-historien er firkantede signaler. H.C. Andersen-eventyret har en stor og flot dansende nattergal i Emely Nicolaous, morsomme scener med kejseren, der bliver støvet af af sine tjenere; den dansende, men af gode grunde ikke meget syngende nattergal, som lænkes, slippes løs igen og efterlader en hensygnende kejser. I anden del – Pereiras – ser vi nattergalens mislykkede ekspedition som Rosenkavaler – mest i abstrakte situationer, der bringer tilskuerne i tvivl om den eventuelle sammenhæng med forløbet i Kloborgs fortælling før pausen. Det tunge, scenografiske regi med gemmelege bag ubestemmeligt definerede sætstykker bringer ikke særlig klarhed.
FASCINATIONEN af dansernes bevægelser og figurer til den nervøse musik er en del af udbyttet. Men den utydelige fortællestil sendte i går tanker til tidligere udnyttelse af H.C. Andersens stof. Stravinskijs ’Nattergalen’, der ganske vist var mere opera end ballet, skabt allerede i 1914 til Ballets Russes. Men endnu mere til Grønnegaards Teatrets ’Nattergalen’ for et par år siden – ganske vist en miniudgave på friluftsscenen bag den store scene, men musikalsk henrivende og morsomt leveret af en gruppe unge skuespillere med greb om både stemmer, instrumenter og liflig fuglekvidder.
DET sorte eventyr på Dansk Danseteater har svært ved at fange andet end vores undrende nysgerrighed. Hvor styrer Dansk Danseteater hen?
gregersDH.dk