Pelle Nordhøj Kann, Beinta K. Clothier og Rasmus Hammerich i ‘Når jeg forsvinder under mig (Foto: Lars Horn)
OMKRING LEJRBÅLET
Følsomt musikteater om følsomme unge – Jako-Bole Teatret på Camp X, Aveny.
****
MUSIKTEATER som genre er over os. Mere end nogensinde. Og vi er den onde-lyne-mig rykket et stykke væk fra både ’Den glade enke’ og ’Oklahoma’.
I denne uge to nye og meget specielle eksempler: ’Peer Hultbergs temaaften i missionshuset’, som vi skrev om i går. Og nu ’Når jeg forsvinder under mig’, som Jako-Bole Teatret fra Aalborg gæstespiller med på Camp X Aveny. Et stykke, som svinger mellem at være musikteater og teaterkoncert. Med en hældning mod det sidste.
Det ’handler’ om fire unge, der tumler med sig selv og deres egen identitet, især om, hvordan man finder sine ben og sjælen i den vibrerende og uprøvede forelskelse – er det kærlighed, dét der står og dirrer, eller er det sex? Eller er det begge dele. Eller noget tredie?
SANGE
Historien fører os på glatis, gennem katastrofer, slagsmål og kærtegn, dødsfald og hen over sofa, men man skal næppe gå efter anden tråd end den generelt følsomme. Og så forholde sig til dét og labbe i sig af den musik, der gennemstrømmer forestillingen fra ende til anden. En række kønne sjælere i blød rock, lige til at spise. Afvekslende med mere hårdhændede lussinger fra den rytme- og guitargruppe, der er live på, og som får sine indsatser fra komponisten, Kirstine Stubbe Teglbjærg, der skiftevis sidder ved keyboard og synger nogle af sine egne sange.
Forestillingen er meget velgennemtænkt med lys og lyd og konstant bevægelighed mellem de medvirkende. Den er som en aften omkring lejrbålet, for vi sidder som publikum plantet næsten cirkelrundt. Dér har vi det lille problem, at vi er voldsomt mange til at føle bålet svie rigtigt i næseborene.
HISTORIER
Samtidig er stykket baseret på en del interaktion med publikum. På et tidspunkt spreder de fire sig mellem os for at fortælle historier, men kun halvdelen af os kan høre, hvad de fortæller. Nemlig de nærmeste – hvis latter vi andre så må tage for pålydende.
Til gengæld er hele attituden fin. Man føler sig ikke som i mange interaktive forestillinger i en lidt kunstig situation, hvor spillet mellem medvirkende og publikum kan virke både konstrueret og irriterende. Tværtimod. Der opstår hurtigt en vis indforståethed mellem ’sal’ og ’scene’. Jeg vil tro, at det skyldes, at Jako-Bole Teatret har en indgroet børneteater-tradition, som det uden vanskeligheder overfører til ’voksen’-teater. Stykket er stilet mod de over 14-årige.
TALENTER
Det er instrueret af Niels P. Munk, Mungo Park-skuespilleren, der åbenbart nu synes, han har gjort sin borgerpligt over for George W. Bush med stykket ’W – de unge år’. Han har ligesom præsidenten forladt sin post. Han er ikke sunket i dvale som antihelten fra Texas, men blomstrer og udfolder nye talenter.
Nogle unge skuespillere bider sig fast: Pelle Nordhøj Kann, Beinta K. Clother, Rasmus Hammerich og Solvej K. Christiansen. Og så ikke mindst hende med nodepennen og sangene: Kirstine Stubbe Teglbjærg.
