Bjarne Henriksen og Flemming Enevold i ‘Under my Skin’ på Bellevue Teatret (Tegning: Claus Seidel)

IMPONERENDE

OG

ENERVERENDE

Flemming Enevold realiserer på Bellevue Teatret sin drøm om at synge og spille Frank Sinatra.

Manuskript: Flemming Enevold. Instruktionsforarbejde: Mads Wille. Scenograf: Peter Schultz. Koreograf: Anja Gaardbo. Medvirkende: Flemming Enevold, Johannes Nymark, Bjarne Henriksen og Marie Askehave.

’Under My Skin’ spiller på Bellevue Teatret i uger fremover. Kommer senere til Musikhuset i Århus. Varighed ca 2 timer inkl. pause.

***

’I DID IT MY WAY…’ synger Flemming Enevold til sidst i sin Sinatra-forestilling på Bellevue Teatret. Den er vi med på. Enevold gør det på sin måde, og vi er meget med på hans måde, sådan at forstå, at vi er dybt imponerede over den enorme energi, han investerer i sit nye Sinatra-show.
Egentlig show er det ikke. Sådan et lavede han under stor opmærksomhed for snart ti år siden i Park Caféen på Østerbrogade.
På Bellevue er det blevet en musical med fuldt udtræk. Der er bygget en vældig dekoration op som ramme om hændelser fra Sinatras liv og karriere, et orkester sidder trukket tilbage i midten af scenen, en voldsomt opbygget pyramide rejser sig i damesiden – den viser sig at indeholde et kontrolrum, hvorfra showproduceren, der bliver spillet af den i alle henseender vældige Bjarne Henriksen, kan kikke ned til sin Sinatra, råbe ham an og selv blive skældt ud. Sinatra havde ry for at være en hård negl i studierne, lidt af en bisse, og den side af ham får ikke for lidt i musicalen. Scenografen, det har tegnet og bygget pyramiden er unge Peter Schultz, som sidste år fuldt fortjent fik del i en Reumertpris for Årets Forestilling, der blev spillet på Odense Teater.

SANGEREN ENEVOLD

Sinatra er altså sagen for Enevold, han har en forståelig kærlighed til den afdøde eminente crooner, jazzsanger og skuespiller. Vi kan fornemme, og næsten høre ham hjemme i stue og badeværelse synge Sinatra-repertoiret for at varme op til de glimrende præstationer, han gennem årene har fået os til at juble over og fordybe os i på danske scener – ikke mindst på Det Ny Teater, hvor vi har oplevet ham som ’The Phantom of the Opera’ i det, der vel nok har været Det Ny Teaters største succes til dato, ikke mindst takket være Enevolds sang- og skuespilpræstation.
Ikke mindst dét.
Og nok endnu mere hans præstationer på hans eget Gladsaxe Teater, hvor han har strålet i forestilling efter forestilling. Ingen kan sige ’I Danmark er jeg født’, uden at jeg omgående hører Enevolds stemme synge Sebastians kongeniale melodi til versene i den HC. Andersen-forestilling, som Enevold satte op i 2005, feståret for digterens 200 års fødsel.
Midt i sin karriere som skuespiller og sanger har Enevold altså en løbende, usvigelig kærlighedsaffære med Sinatra, hans stemme, hans sange, hans optræden. Det er den affære, der udløses på Bellevue Teatret for fuldeste blus. Jeg tror, Enevold synger en halv snes af Sinatras berømte sangnumre i løbet af forestillingen. De er der alle sammen. ’Fly me to the Moon’, ’The Lady is a Tramp’, ’I’ve got you under my Skin’ o.s.v. – den sidste har givet titel til forestillingen på Bellevue. I finalen som sagt ’I did it my Way’. Det sker med en intensitet, der er imponerende, perfekt timet og kontrolleret.
Imponerende, men også en smule enerverende. Det er klart, at vi sidder med Sinatras stemme lurende bag øreflipperne, og det skal vi ikke, men vi gør det bare alligevel, fordi vi kender de sange til bevidstløshed med klangen af Sinatras stemme og hans uforskammede, tilsyneladende afslappede modulering af teksterne. Alt, hvad Enevold gør med sangene sidder teknisk som pletskud. Det swinger, men swinger kun på papiret. Han synger sangene – for at sige det råt: Uden kærlighed og varme. Det aner vi ikke, om Sinatra gjorde. Men Sinatra fik os til at tro, han gjorde det. Og det er kunsten.

FRANK JUNIOR OG SENIOR

Enevold har selv skrevet manuskript til musicalen. Den har et forløb, der fortæller om Sinatra i en kritisk fase af sit liv, hvor karrieren er ved at toppe, hvor han mister sin far og får besked om farens død midt under en optagelse, oven i købet i en telefonopringning fra sin datter Nancy. Sinatras søn, Sinatra Jr. bliver spillet af Johannes Nymark, som vi kender fra fine præstationer i ’Frk Nitouche’, ’Aladdin’ og ’Singing in the Rain’. Han kan synge og danse, endda steppe, som vi så det ’Singing in the Rain’. Og han er sympatisk som den unge sangerspire Frank, der hurtigt bringer sin far ud af balance, da de skal prøve at samarbejde – Junior vil synge ’Mrs Robinson’ og Senior vil synge ’My Funny Valentine’, der er generations-sammenstød. Og det bliver ikke bedre, da vi skal have blandet Sinatras ekskone Ava Gardner ind i affærerne, det er Marie Askehave, der spiller hende i al sin glans, og nu døjer vi så med, at skænderier og spredte elskværdigheder visner i klichéflydte replikker. Hvor det bliver mærkbart, at der mangler en ordentlig instruktør til at få hændelserne på scenen til at fungere, og at Enevolds manuskriptskriveri ikke har udfordret de mest væsentlige sider af hans talent, og at hans hu har stået til først og fremmest at synge de elskede melodier.
Hvilket han så gør med en stålsat koncentration, der er al ære værd, men aldrig for alvor får lamperne til at gløde og salen til at dåne.
Dette til trods for glimrende opbakning af et seks mands band med pianisten Daniel Johansson som kapelmester.
Vi er til en respektindgydende Sinatra-aften med Enevold. Og går hjem med ham i hovedet i alle mulige andre roller. Også musikalske roller. F.eks. som den elegante, livsfarlige nazigæst, der sidste sæson satte sig til klaveret i ’Vintersolhverv’ på Det Kgl. og spillede Beethoven.
Enevold er en mangfoldig begavelse. Tag ikke fejl af det.

gregersDH.dk