Bue Wandahl og Annette Heick i ‘My Fair Lady’ (Foto: Isak Hoffmeyer)

PROFESSORENS HJEMMESKO

‘My Fair Lady’ er en flot og levende forestilling på Aarhus Teater med de mange sanglige hits og melodier i gode hænder. Men sproget, der jo er en afgørende pointe i historien, flakker på særeste vis.

Lerner og Loewe: ’My Fair Lady’. Instruktion: Timothy Sheader. Scenografi: Colin Richmond. Medvirkende bl.a.: Annette Heick, Bue Wandahl, Anders Baggesen, Jens Zaho Boye, Elsebeth Steentoft, Merete Hegner og Carsten Svendsen.

Spiller på Aarhus Teaters store Scene indtil 4. maj

****

– HVOR fanden er mine hjemmesko?…
Der er slutreplikken i ’My Fair Lady’. Affyret af professor Higgins. Ud i luften? Næh. For Eliza sidder ved siden af ham. Det er hende, han taler til, selvom han ser op i loftet. Og hun rører sig ikke.
Tæppefald.
Sådan er historien om blomsterpigen Eliza og sprogprofessoren Higgins, der fisker hende på gaden,  skoler hende til overklassepige med målbevidste, pædagogiske terrormetoder. Som et eksperiment. Og smider hende ud med badevandet, da eksperimentet lykkes.
Det er den historie, Aarhus Teater nu har taget op, musicalen, der båret af en munter brise har gået sin sejrsgang verden over. Herhjemme, siden den blev sat op i begyndelsen af 60’erne i Falkoner Centret med stormende succes, Mogens Wieth som professoren, Gerda Gilboe som Eliza og Osvald Helmuth som Elisas far, skraldemand Doolittle.
Hjemmeskoene er det hånd- og fodfaste billede på den mandschauvinisme og tilhørende kvindeundertrykkelse, der er en afgørende ingrediens i historien. Man kan fortolke slutscenen, som man har lyst: Men Higgins forbliver givetvis lige så harsk en macho, som han er fra stykkets start, og selvom vi ikke ser Eliza række ham skoene, så aner vi, hun gør det efter tæppefald.
Der er ikke gnist af romantisk forelskelse mellem de to. Hun spræller af selvstændighed gennem hele stykket, men skal alligevel have det bedste ud af situationen, nu hvor hun har opdaget en ny verden. Og han vil fortsætte med at være lige så rædselsfuld.
Hun har bare vænnet ham til sin tilstedeværelse. Vanerne har sejret.

SPROGET

Der er flere sideløbende pointer i ’My Fair Lady’-historien. Den kønspolitiske en af dem. Den sociale og den sproglige de andre.
Den sproglige er den sjoveste og mest iøjnespringende. Også i Aarhus, selvom den er fuld af pudsige problemer: Anette Heick, der er en sød og køn Eliza, gør sig f.eks. umage med at tale en slags gammeldags arbejderklasse-københavnsk, men vi tror ikke på det, det er tydeligvis et tillært forsøg på at nærme sig netop den sprogtone.
Det lykkes faktisk kun nogenlunde i de berømte citater, hvor Higgins tæsker hende igennem enkelte sætninger. ’En snegl på vejen…etc’.
Ellers lyder hun som en nobel Østerbro-pige, og har i øvrigt også svært ved lige fra starten at rende fra et udsende, der som type placerer hende i smukkeste Femina-stil. Ligegyldigt, hvor flittigt hun som blomsterpige på Covent Garden prøver at arbejde sig socialt ned og hen mod Nørre- eller Vesterbro.  Sprogligt mod det, vi i gamle dage kaldte ’grønnegade-dansk’.
Af samme grund tilegner hun sig så flot og nemt de eksklusive manerer, da Higgins får banket hende på plads.

FOR FULDE GARDINER

Lige så slående er det med Doolitte. Han spilles og synges godt og for fulde gardiner af Anders Baggesen, men skal man karakterisere hans dansk, så hører vi næsten en kgl. teater-skuespiller med en perfekt diktion, hvorved de skrappeste gloser kommer til at lyde ekstra sjovt, lidt som når Dirch Passer legede en københavner, der spillede overklasse-dansker.
Dér får vi til gengæld lammende perfektion fra Elsebeth Steentoft, der er Mrs. Higgins, professorens mor – hun har ikke lukket munden op mere end et sekund, før hende sprog hænger som prismelamper i luften.
Og selvfølgelig har Bue Wandals Higgins ingen vanskeligheder med at udfolde et stort register af sproglige knaldperler – rollen som professoren er i al sin øretæveindbydende arrogance et stykke skuespiller-legetøj, der ikke kikser et øjeblik. Som begavet og trænet skuespiller kan Wandahl udnytte rollens replikker som en solotrompetist, der har noderne i blodet. Han er en overordentlig sikker sprogforvalter. Ikke nogen stor sanger. Han snakker sig musikalsk nok gennem rollen.

MUSIKKEN

Men for lige at erindre sig dét, som gør ’My Fair Lady’ til en sublim musical: Musikken. Når Anders Baggesen med så stor applomb kan drøne ’Alfred skal giftes her til morgen’, hænger det selvfølgelig sammen med hans sceniske charme og urkraft, men sandelig også med, at han har en  sang mellem hænderne og i struben, der går så rent og folkeligt ind, at den har fået faet plads på alverdens hitlister.
Det samme bærer Anette Heick med sig som Eliza, hendes jublende ’Jeg kunne danse nu’, eller hendes og Higgins’ ’En snegl på vejen’ summer af melodisk fantasi og slagkraft, ligesom ’Bare vent, Mr. Higgins’ – hun behandler sin spinkle stemme og begrænsede register med stor og sympatisk akkuratesse, det klinger ikke altid lige perfekt, men det overbeviser i kraft af hendes sødme og naturlige tilgang til rollen. Man holder mere og mere af hende, som handlingen skrider frem.
Ingen skal sige, at hverken hun eller publikum kan lade være at holde af Jens Zacho Boyes gæve og behjertede oberst Pickering, men det sanglige er nok ikke hans store nummer. Det klarer Carsten Svendsens Freddie til gengæld med ’På den vej, hvor du bor’.

PÅ NIVEAU

En musical. Sandelig også med gode besætninger i de mindre roller, bl.a. Merete Hegner som husfaktotum og ikke mindst med et hold af dansere og sangere, der i de store scener bringer os på sprællevende niveau.
Ascot-Scenen er en perle i den sammenhæng og ’Alfred skal giftes’ som sagt også.
Scenografien har gode stunder i Higgins’ storladne hjemmebibliotek, der snildt kan rulle frem fra baggrunden og helt uanstrengt erobre både markedsplads og ambassade-festsal. Engelsk håndværk, lige som instruktionen. Fulgt op i orkestergraven af en sikker kapelmester, Henrik Svenning.
Aarhus Teater går en oplagt succes i møde.

gregersDH.dk