SÅ VIDT. SUK!
OG JUBEL!
Vorherre og måske fanden selv tvinger mig inden døre. Men jeg lader da en tanke falde på aftenens opførelse af Mozarts Requiem på Operaen. Og søger trøst i et par CD-fejringer med Verdis Requiem som finale.
OK – Jeg undværer så på grund af skæbnens skamløse tilskikkelse denne torsdag aftens opførelse af Mozarts ’Requiem’ på Operaen. Med unge solister i solopartierne og den nye, til Det Kgl. nu fast tilknyttede dirigent Julia Jones – et tillokkende bud på ledelse af Requiem. Hendes instrumentale åndedrag med Mozarts ’Idomeneo’ for to år siden bibragte den forestilling en Reumert som Årets Opera i 2020.
SÅ vidt: Suk. Julia Jones dirigerer igen Requiem i morgen fredag aften til glæde for de lyksalige, men jeg resignerer og fordyber mig nogle øjeblikke i erindringen om den opførelse, jeg medvirkede i som 2.sopran i Københavns Drengekor i det gamle Odd Fellow Palæ. Det var en novemberaften i 1944 – eller aften?… Hallo, det må have været en eftermiddag, for der var udgangsforbud efter 8 aften i de tider. Publikum har listet sig tilbage fra Palæet i Bredgade gennem de dystre, mørklagte gader med deres blændede lommelygter rettet mod fortovskanter og knækkede fliser. Tonerne fra den afsluttende ’Kyrie’ har summet i deres øren. I min egen hukommelse står så meget på spring i baghovedet: Italienske Egisto Tango på podiet, den lille troldmand, som var Det Kgl.s faste gæst i de år. En ubønhørlig overvåger af korets indsatser, uforglemmelig da han var ved at tabe sine bukser under generalprøven, en sele sprang, men han kæmpede videre – musikken og højrehåndens taktstok var det vigtigste under venstrehåndens kamp med at holde bukserne oppe. Oplevelsen genopfrisket nu – sammen med erindringen om den unge Karen Heerups debut og gennembrud som sopranen, tit snakket om dengang hen over pultene, fordi hun netop var blevet gift med en af vores lærere på Sangskolen, St. Annæ Gymnasium blev navnet senere. Karen Heerup var kronen på solistkvartetten i Mozarts Requiem, de andre – læser jeg mig til i dag – var Einar Nørby, Aksel Schiøtz og Ingeborg Steffensen. Ingen skal fortænke mig i, hvor jeg læser det: I anmeldelsen i Ekstra Bladet fra 30. november 1944, at finde på nettet. Skrevet af min højt begavede forgænger på den avis: Jürgen Balzer.
JEG skal ikke trætte læserne med yderligere barndomserindringer, jeg bider ærgrelsen i mig over ikke at være i stand til at drage til Operaen denne aften til ’Requiem’, så lidt som i morgen fredag aften, hvor koncerten gentages. Karen Heerups gennembruds-parti dengang ligger ved koncerterne nu hos Clara Cecilie Thomsen og ligger der så trygt som man må forvente efter hendes brillante præstationer siden gennembruddet under Sommeroperaen i København for fire år siden. Og der er andre unge navne på solokvartetten.
FÆRDIG med dét. Og et greb til et par CD’er, der stirrer sultne på mig. Den ene utålmodigt, for den har ligger der siden 1996. Den anden CD er netop dumpet ind fra selskabet Naxos, men med et endnu ældre, men lige så hæderkronet budskab.
JUBILÆUMS-udgivelser. Du godeste! Jeg springer ind i CD’en fra 1996 og lytter:
…Jeg smutter nu!… men jeg kan ikke finde døren… Det er Leporello i panisk b-dur parlando. Vi er midt i Mozarts ’Don Giovanni’. Han er ved at blive afsløret forklædt som Don Juan. Øjeblikket udløser et grynt af latter hos publikum. Vi er i teatret. Nej, vi er til koncert. I Metropolitan Operaen. Donna Elvira udgyder sine tårer, Donna Anna og Don Ottavio er stramme i masken, og Zerlina og Masetto er bare forvirrede. De synger. Alle seks. Herligt og i munden på hinanden. Det er sekstetten fra 2. akt af ’Don Giovanni’.
THE MET er fyldt til randen. Bifaldet brager mod Kiri Te Kanawa, Renée Fleming, Bryn Terfel og de andre på scenen. Og så tju-bang. James Levine slår an til Juvelarien fra Faust, Ruth Ann Swenson synger, og jublen er klar til ny eksplosion. Nye minutter af perlesang – det hele til ære for James Levine – dirigenten, som denne aprildag i 1996 har 25 års jubilæum på The Met. Festkoncerten i 1996 varede næsten otte timer inklusiv pauser. Highlight på highlight. Støn og mere jubel. CD’en, jeg sidder med, er kun uddrag af koncerten. Sidste nummer på dén er mere dårende kvindesang: Terzetten fra slutningen af Richard Strauss ’Rosenkavaleren’, hvor Anne Sofie von Otter, Heidi Grant Murphy og Renée Fleming svæver vemodigt mod fjerne horisonter som Octavian, Sophie og Marschalinden.
SIDSTE nummer? Nej, CDen ender med at gengive Birgit Nilssons to minutters hilsen til James Levine som kvittering for gammelt Wagner-samarbejde på The Met. Den 77-årige svenske sopran gjorde det denne festaften med kønne ord og affyring af et par gjaldende valkyrie-signaler… Ho-jo-to-ho’, Ho-jo-to-ho! Hu-hej, som de sad der! Birgit Nilsson strejfede mig i øvrigt tidligere under CD’ens lagkage-præstationer. Det var, da den amerikanske sopran Deborah Voigt satte begejstringen på gløder med ’Dich Teure Halle’, Elisabeths kanon-entré i ’Tannhäuser’ – det var et glansnummer for Birgit Nilsson, mindeværdigt fra hendes sommer-koncerter i Tivoli, vist endda to gange i 70erne.
JUBILÆER, runde dage, fest. Der trykkes på knapperne i ét væk til fejringer af det ene og det andet. Der bydes i denne uge på fest for kronprinsesse Marys 50 års fødselsdag – musik i den anledning? Sikkert. Men her er jeg tilbage i kalenderen. James Levine-cd’en fra 1996 er en mageløs flødeskumskage i genren. Tigerspring i repertoiret fra Levines mange sæsoner.
DET gik anderledes til, da en anden af de store gamle dirigentkanoner Riccardo Muti fyldte 80 i 1981. Han valgte en opførelse af Verdis ’Requiem’ med et af de orkestre, han samarbejdede med gennem mange år: Bayrische Rundfunks symfoniorkester og kor. Her er vi ikke til fest. Her er det alvor. Vi er til celebrering. Grandiost, gennemtænkt, en opførelse af et værk. Indspilningen har overlevet årtierne, står glasklart på to CD i hele sin rækkevidde mellem det yderste pianissimo i det indledende Requiem eternam over et tordnende udladninger i Dies irae eller i Rex tremendae og frem mod et Libera me halvanden time senere. Solisterne er formidable med Jessye Norman som sopranen, Agnes Baltsa, mezzo, José Carreras på tenoren og den russiske bas Jewgenij Nesterenko i dybderne.
FINDER du en følsom indstilling på dit apparatur fra begyndelsen, er du klar til de dynamiske udsving mellem pianissimo og fortissimo. Beredt skal man være: Da Verdis Requiem i 1996 blev spillet som åbningskoncert på friluftsscenen Opera Hedeland ved Roskilde, løftede Zubin Mehta sin taktstok til den ultra sarte første strygerindsats. Det skulle man ikke byde et veloplagt selskab, som ventede sig en glad aften. ’Kom så i gang dernede!!’ lød det fra en af de feststemte herrer.
VERDIS ’Requiem’ har en mærkelig historie. Lige så mærkelig som Mozarts ’Requiem’, der blev efterladt ufuldendt af den døende Mozart og skrevet færdig af andre. Ideen til Verdis ’Requiem’ fik Verdi, da Rossini døde i Paris i 1868. Verdi forslog sit forlægger Ricordi, at en række af Italiens bedste komponister sammen skulle skrive et requiem i fællesskab til opførelse på årsdagen for Rossinis død. Den var Ricordi med på. Han fik de latinske requiem-teksterne dels i tretten satser og tretten komponister gav tilsagn om at lege med. Verdis opgave blev at komponere sidste del: Libera me. Men projektet skred snart i svinget og eksperimentet smuldrede. Dirigenten Mariani, der skulle tage sig af det samlede værk, mistede interessen, gjorde ikke noget ved det, og det endte med at blive opgivet. Verdi lod sit færdige ’Libera me’ ligge. Han havde travlt med ’Aïda’, der havde premiere i 1871.
TO år efter døde en ven af ham, forfatteren Alessandro Manzoni, og på Verdis forslag tog byen Milano hånd om ideen med mindekoncerten for Rossini. Verdi havde jo slutsatsen, og så skrev han selv alle de øvrige satser. Hans requiem blev uropført i Markuskirken i Milano, og opførelsen blev snart efter gentaget tre gange på La Scala Operaen. Ikke sært, at den af nogle er blevet kaldt Verdis bedste opera. Det er sakral musik, en messe, men du er ikke mange minutter fremme allerede i første satsens kor, før operaformatet bekræftes af et magtfuldt ’Kyrie eleison’ anført af José Carreras og fulgt af de øvrige solister, ikke mindst Jessye Norman, der i det hele taget kaster uforlignelig glans over flere af satserne. Så meget klinger af opera, de latinske tekster er i Verdis hænder, der er sublim dramatik i den måde, han opererer med stemmer, med kor og orkester, kontraster og klangligt udspekulerede sammenstillinger og dialoger mellem sangere, kor og instrumenter, oplevelser af vokal overdådighed at hente minut for minut.
DENNE torsdag aften blev altså til en anden requiem end Mozarts på Operaen. Men Verdis i München for fyrre år siden.
gregersDH.dk
Metropolitan Opera Gala ved James Levine’s 25 år jubilæum på the Met i New York. Solister bl.a. Roberto Alagna, Grace Bumbry, Kiri te Kanawa, BrynTerfel, Renée Fleming, Placido Domingo og mange flere. DGG 177-449-2
Verdis Messa da Requiem i anledn. af dirigenten Riccardo Mutis 80 års fødselsdag. Solister: Jessye Norman, Agnes Baltsa, José Carreras og Jewgenie Nesterenko. Bayrische Rundfunk Chor und Symphonieorchester. Optagelse fra oktober 1981.
