Tegning: Claus Seidel

MOZART PÅ SKRØMT

Cederholm og vennerne på listepik-røveri hos Mozart. En frejdig ny teaterkoncert på Betty Nansen

Tegning: Claus Seidel

Spiller indtil 15. januar

***

DER sidder vi så med alle vores talenter. Tænker ’Mozart’ på alle ledder og kanter – på Det Kgl. spiller man lige nu den mest dårende, ironiske, raffinerede ’Cosi fan tutte’, den reneste, overjordiske musik, formuleret i formater, der er kunstneriske helheder, som er som løste matematiske gåder.
Og så: I baghovedet toner ’Amadeus’-filmen frem og planter sig ad ubegribelige veje på nethinden.
Og hvad med Kasper Holtens ’Don Juan’-film – hvor befinder den sig andre steder en dér, hvor jorden brænder af helvedes ild, og utæmmelige lyster flår i bardunerne?

WATER MUSIC

Men her kommer så Nikolaj Cederholm og hans venner og gjalder ’Mozart’ i hovedet på os. Med hele arsenalet af teatralsk glimmer, projektørlyn, fræsende rock- og poprytme, trommesættet og bemandingen siddende som en Farao højt til vejrs på sin trone på bagscenen. For ikke at tale om et vandorgie og brusebad, der på det mest absurde og forrygende konstant plasker scenen og spillerne over – som en eller anden spurgte mig i pausen: Hvad har Mozart med vand? Hvortil man vel må svare, at han i hvert fald aldrig drak det, men om han tog fodbad i Donau, når det stak ham? God knows. Måske drømte han om Händels ’Watermusic’.
En ubegribelig og fræk forestilling, mega-teaterkoncerterne fra Gasværket i en udgave, der er presset sammen som en halmballe, for større er Betty Nansen scenen ikke i forhold til Gasværket, hvor ’Come together’ satte teaterkoncert-begrebet på Hollywood-format.

PÅ DEN GALEJ

Men Mozart! Hvad ville slynglerne på den galej – dét kan vi læse hele afhandlinger om i programmet til forestillingen.
Uden at blive meget klogere end vi bliver af at se forestillingen med vores opspilede blanke øjne og ørene strittende – ja, af hvad: Af oplevelsen af at prøve at få Mozart på plads i de vildtvoksende begivenheder på scenen, de knopskydende utallige tekster, sunget og fortalt på et angelsaksisk i vekslende dialekter, tekster, der er et helt billedblad af farver og snoveje i alle retninger, lige så ind- og påtrængende som Anja Vang Krags opulente kostumer, da hun og forestillingen kommer rigtig i gang, og alt tager springet fra et sceneri, som nærmest ligner et aftenselskab henlagt til gamle Adlon, til kaotisk rokokko i parykker og kostumer, der ryger af så hæsblæsende, som var vi til natteræs hos Casanova, hvad Mozart sagtens kunne have været. Men det kommer ikke rigtig sagen ved, for vi er ikke i en Mozart-biografi, vi er kun i hans verden på skrømt, for hele Cederholms og vennernes affære er Mozart som påskud.
Påskud til hvad? Til at spinde en festlig ende over stumper af Mozart, antydninger af Mozart, en slags, nej vi kan ikke kalde det ligrøveri, lad os kalde de listepik-røveri  – et røveri, der åbent erkendes efterhånden som vi når frem mod finalen – påbegyndt med et stemningsfuldt, småforlorent ’Kyrie’ fra ’Requiem, sunget så nydeligt og rørende og fikst som var vi i selskab med salige Swe Danes, når de var i Johann Sebastian Bach-hjørnet. For hvad er det der udvikler sig efter at vi i 1. del inden pausen har forlystet os med muntert fuglekvidder og jungle-mummel, badekar-sang til ’Eine kleine Nachtmusik’ og andanten fra den klaverkoncert, som nogle mennesker af gode grunde mener er komponeret af Bo Widerberg bag buskene på Thurø som akkompagnement til Elvira Madigans og Sixtens Sparres selvmord. Plus Mark Linds ny cirkus-shownummer under loftet til akkompagnement af både g-mol symfonien og ’Eine kleine Nachtmusik’. Antændte raketter, der lynhurtigt forvandles til rock-kinesere.

RULLENDE TORDEN
 
Som sagt: En udvikling fra Requiems dødsmesse-ansats, der efter pausen scenisk og musikalsk ruller som en dødsmarch mod finalen. De medvirkende  maler sig i ansigterne med hvide japanske farver, ansigter og bevægelser forvrænges, tonefaldet er som en buldrende torden, der nærmer sig, kulminerende i Don Juansk dommedagsdrøn – vi er vandret fra Requiem til helvedes ild, og Cederholm lader det slutte så lammende nedtonet som han gjorde det i ’Come together’ i Gasværket, dengang med Beatles’ ’Because’, et antiklimaks, der bliver til et velberegnet klimaks af eftertanke.
Her hedder slutnummeret ’Rockaby’ – meddigteren er Neil Furio, amerikaner, og alle de kønne digte undervejs er skrevet af ham.
Som Musikken er skrevet af Brdr. Hellemann, al den musik, der springer fra Mozarts timeter-vippe og straks ender i det store, herlige og velkendt bassin af effektivt poprock-sprog, som Brdr. Hellemann er så glimrende til.

KNALD PÅ

De synger og spiller så morsomt og udmærket alle sammen, Lotte Andersen, Rikke Bilde, Bjørn Fjæstad, Martin Greis, Mark Linn og Claus Hempler, der er ordentlig knald på hele den hele, grinagtige stunt – og så denne evindelig plasken af vand, der vil gøre enhver 3.klasse af unger besatte af lyst til at plaske med i.
Bliver vi klogere på Mozart? Det hævder programmet fromt.

GregersDH.dk