‘Mouvements’ på Teater Republique (tegn.: Claus Seidel)

HÅRREJSENDE DANSEDRAMA

Et aggressivt vrængende kropssprog er fundamentet i det canadiske danse-gæstespil på Teater Republique.

Koreograf: Marie Chouinard med sit canadiske Compagnie af ti dansere. Musik: Louis Dufort.

’Mouvements’ m.m. danses på Teater Republiques Lille Scene indtil den 20. februar. Varighed: 1 t 45 min.

****

BOURNONVILLE ville vel dåne, hvis han så det dansekompagni, der gæstede os denne aften i Teater Republique. Det kommer fra Canada og danser 10 kroppe ud af alle ledder og kanter. Her er ikke noget med henrivende sylfider på tåspids, hvide tutu’er, yndige smil. ’Yndigt’ er et ord, man kan gemme langt væk bag tungen.
Marie Chouinard er navnet på den koreografiske lassosvinger, der har indlagt sig international berømmelse med danseforestillinger, der er lige langt væk fra klassisk ballet til den ene side og den hidsigste breakdance til den anden. Det er – ’mouvements’. Sådan lyder titlen på den ene af de enaktere, vi nu kan se på Teater Republique. Bevægelser.
’Mouvements’ er hovednummeret efter pausen. En serie af efterligninger og udviklinger af en række grafiske touche- og pennetegninger af den belgiske kunstner Henri Michaux. Japansk inspirerede. Voldsomt ekspressive.
Udviklet koreografisk til kropsbevægelser af ekstrem udtryksfuld art, mennesker i dyriske bevægelser til en drønende og snerrende elektronisk behandlet musik af  vedvarende og enerverende styrke.

DANSE MACABRE

Korpset rejser rundt med denne poetisk-krigeriske performance og vækker opsigt ved sin pågåenhed – endda endnu mere, synes jeg, her i København, med ’Soft Virtuosity, Still Humid, On the Edge’, som de viser før pausen.
En overrumplende fremstilling af mennesker, der krænger grimhed, foragt, rædsel, trusler, nedværdigelser, danse macabre i stædigt stiliseret art ud til os. Uden sordin.
En scene med to kvinder, der indledningsvis roterer i intim position på en drejeskive, skal få os til at tro, at en øm situation er under oparbejdning, men vel er der ej: De to vrænger og skærer ansigter mere og mere ad hinanden, rækker tunge, de forvredne grimasser forstærkes op, filmet på lærredet bag dem.
Det er bare begyndelsen til scener, der spreder hele korpset i aktion som invaliderede mennesker, gennemført humpende, hoppende, vaklende, slæbende og vridende sig over scenen i en uendelighed. Vi aner et øjeblik en makaber parodi på den Christian Lollike-forestilling, som Det Kgl. skabte forrige sæson med danske krigsinvalider fra Afghanistan i samarbejde med ballettens dansere. Men hvad enten den er det ene eller andet, så er ’Soft Virtuosity etc’ en enestående art anti-ballet, uhyggeligt, fremragende og virtuost gennemført i al sin groteskhed.
Den kulminerer i en vældig scene, hvor holdet først grupperer sig som en gruppe dårekiste-medlemmer i den ene side af scenen, så fastfryses i en permanent attitude af sammenbrudt forladthed, hvorpå gruppens statiske position langsomt, langsomt løses sig op under krebsegang mod den anden side af scenen til en musik, der er morderisk og sammenbidt monoton. Også her forstørret filmisk op i nærbilleder.

SORTE HÆTTER

Hårrejsende. Og uhyggeligt nærværende – det er som at se Picassos ’Guernica’-billede menneskeliggjort, Grupperingen af de forvredne kroppe er bygget op som en katastroferamt skare mennesker, anråbende, opgivende, forladte, håbefulde, grufuldt limet fast til deres skæbne. Et fuglefløjt pibler gennem den grumme musik, de mennesker er måske ikke ladt i stikken.
Det er svært ikke at se hele denne del af forestilling som politisk kommentar. Danserne er i flere af scenerne iført sorte hætter, som var de Islamisk Stat- eller Abu Ghraib-bødler. Det er grumme løjer. Nogle af massescenerne har formidabel grafisk effekt. Kropssproget rammer apokalyptiske visioner, som vi ser dem i hollandsk renæssancebilleder. Men associationerne render ikke fra nutidens rædselsbilleder.

gregersDH.dk