PÅ 7. I AVEDØRE

Det herligste grin med fordomme i Flemming Jensens ’Mogens og Mahmoud’ på Folketeatret.

Spiller på Store Scene indtil 28. april

****

FORDOMME er komiske. Forskelle er det ikke altid. I komedien ’Mogens og Mahmoud’ vælger Flemming Jensen komikken som våben, og det betyder, at han er nødt til at skille visse af de problemer fra, der ligger i forskelle mellem etniske, religiøse og kulturelle holdninger hos forskellige grupper i vores samfund. Det er tilsyneladende et bevidst valg.
Derfor er det mest kontroversielle, vi præsenteres for i komedien en hurtig forveksling af ’Allah’ og ’Arla’, lidt fis omkring, at der kan lures på, hvorfor Mogens og Mahmoud overnatter i samme lejlighed. Men blasfemi og homoseksualitet strejfes kun i flugten. Som en del andet, der virkelig ville kunne få nogle til at trække håndvåben og krumsabel. Så vi er i den komediemodel, som Flemming Jensen har valgt for at få folk til at tage sig sammen og se, at fordomme og de allerfleste forskelle mellem mennesker og kulturer er latterlige.

PIGEN OVENPÅ

Den vinkel er ok. Og små og store latterligheder myldrer som Snehvides muntre dværge i et lystspil, der handler om, hvad der kan udvikle sig, når revisor Mogens Johansen er rendt fra konen efter 28 år og for en nat får husly hos sin assistent Mahmoud Abusaada på sofaen i stuen i hans lejlighed på 7. sal i Avedøre.
Og vækkeren så kimer kl. 4.30, for nu skal Mahmoud på knæ og bedetæppe vendt mod Mecca.
Og Mahmouds mor ringer på den ene mobil, samtidig med at Mogens’ kone ringer på den anden, og Mogens tager dem begge og må forklare sig over for begge parter. På henholdsvis interaktivt volapyk og go’ dansk ægteskabsbrok.
Og pigen oven på viser sig at være jøde, og hendes forældre bor i Hirtshals og er et fiskeeksportør-par, som Mogens Johansen har revideret regnskab for. Og som kommer på besøg ved kristen juletid, han med kalot, hun med håret fint bobbet.
Og begge ramler ind i Mahmouds imam, der føler sig kaldet til at tømme køleskabet og forse sig på flæskestegen.
Og Mahmoud bliver varm på pigen og lokker hende med at spille gamle lp’er med ’negeren’ Nat King Cole.

KÆDEREAKTION
 
Ja, hvad sker der af kædereaktioner i den sammenstimlen? Med Flemming Jensen som jovial standardkristen tumling, Omar Marzour som rørende og kluntet muslim, Claus Bue som snusfornuftig jyde-jøde, Susanne Heinrich som hans alt forstående frue i stadstøjet, Christine Gjerulff som delikat overbo fuld af fiduser, og Max Hansen som en fundamental trussel mod muslimsk troværdighed, en totalt sejlende aflirer af koranbrokker?
Der sker det, at latteren perler over alle de urimeligheder, der bliver fyret af, alle misforståelserne, alle de komiske stumper af fordomme, der første løser sig, da Mahmoud indfinder sig med juletræet og den sorte Nat King Cole synger ’Oh Tannenbaum’ på tysk med yankee-accent, så ikke et øje er tørt.
Ellers noget? Sikkert. For der er vittigheder og rapheder, der druknet i publikums latter. 
’Mogens og Mahmoud’ har været på en længere provinsturne inden københavnerpremieren i Folketeatret, og den har vakt jubel i Peter Schrøders kvikke instruktion med håndfast kombination af folkekomedie og kulturelle kant-afslibninger.
Velgørende jordisk humor. Og forhåbentlig et godt våben i tolerancens tjeneste.  

GregersDH.dk