Troels Malling, Carsten Svendsen, Trine Gadeberg og Amalie Dollerup i ‘Mød mig på Cassiopeia’ (Tegn.: Claus Seidel)

LYNNEDSLAG I NØRREGADE

Folketeatret har givet det gamle danske film-hit ’Mød mig på Cassiopeia’ én på revy-fidusen. Latteren runger.

Komponist: Kaj Normann Andersen. Tekstforfattere: Flemming Lynge og Børge Müller. Instruktion: Kasper Wilton. Bearbejdelse: Vase & Fuglsang og Kasper Wilton. Scenograf: Marie i Dali. Kapelmester: Jens Krøyer. Koreograf: Jeanette Binderup-Schultz. Medvirkende: Amalie Dollerup, Christopher Læssø, Trine Gadeberg, Carsten Svendsen, Lone Hertz, Asger Reher, Troels Malling, Kristian Holm Joensen m.fl.

 ’Mød mig på Cassiopeia’ spiller på Folketeatret indtil 3. marts. Derefter på landsturné fra 14. marts til 23. maj. Varighed: 2½ time inkl. pause.

*****

DER breder sig den sjoveste Cirkusrevy-stemning undervejs. Vi er til ’Mød mig på Cassiopeia’ på Folketeatret. Vi stiller med filmen i hovedet, d.v.s. egentlig mest musikken. Især to sange: ’Musens Sang’ og ’Den allersidste dans’. Gudedatteren Polyhymnias sørgmodige lille sang om bare at være ’et fnug mellem himmel og jord’. Og hendes farvel til sin jordiske flirt med den flotte pilot – ’Den allersidste dans’ i henført valsetakt. Bodil Kjers lillepigede stemme. Poul Reichhardts maskuline baryton.

DET er selvfølgelig bare et hjørne, der er blevet hængende fra den film. Og som man i flugten indregner som gyldne røgsignaler fra den film, vi dånede over som gymnasieelever.

NU er alt forvandlet til et perlende show af en grinagtig musical, fordi instruktøren Kasper Wilton har valgt at alliere sig med de vittige revymagere Vase & Fuglsang om at løsne lidt i betrækket på den romantiske eventyr-musical om guder og mennesker, påføre handlingen nye herre- og damesving, pifte alverdens musikalske jokes ind de mest uventede steder, overraske med skøre vendinger og drejninger.

VI er hurtigt med på, hvor vi skal hen. Historien er jo teater i teatret – den handler om en komponist, der har mistet inspirationen før en forestående musical-premiere, men pludselig får assistance af gudinden Polyhymnia, musikkens gudinde – nu den nydelige og velsyngende Amalie Dollerup, selverklæret gravid i den virkelige verden – nu letter hun elegant fra sit skjul under flygellåget og puster liv i den arme komponists krampagtige forsøg ved klaveret. Hvad der dog ikke kan gemme sig af herligheder under et sort Steinway.

HERFRA skal ingen føle sig sikker på ideernes knopskydning. Carsten Svendsen, der spiller komponisten, komponerer løs på melodier, som Polyhymnia nynner ind i bolden på ham eller lader dale ned som nodeblade fra himlen – næsten som vi ser dem dale ned over hovedet på Mozart i ’Amadeus’ på Det Kgl. Den nervedirrende teaterdirektør Troels Malling bryder sammen under op- og nedture, primadonnaen (Trine Gadeberg) råber op om sin finale-sang, der lader vente på sig, skriger ’Stankelben!’ efter en langbenet korsanger, der vrisser ’Pygmæ!’ retur – et af de utallige verbale kinesere, teksten er blevet suppleret med. Kun overgået af de endnu flere spredte melodi-jokes – hentet enten fra komponisten Kaj Normann Andersens righoldige lager – ’Du gamle måne’ fyres af som optakt til ’Alene med en yndig pige’ – duetten mellem Polyhymnia og charmepiloten, der bliver spillet og sunget af den diskrete og tiltalende Christopher Læssø.

’GLEMMER DU’ hentes frem fra den 20 år ældre Kaj Normann-musical ’Odds 777’. Alt er brugbart til overraskende fornøjelse for os, selv Kim Larsens ’Køb bananer’ dukker ned fra himlen sammen med ’Under den hvide bro’.

’GÅ UD og gå en tur’ – den rappe karnevalssang på Café Akropolis – forvandles til et Zorba-danseshow til ære for Asger Reher, der som Gud Zeus er nedstegen til jorden under tordnende bulder og brag for at hente sin forløbne datter Polyhymnia, men indfanges af Lone Hertz, tante Rosa, frisk på det hele, med sving i dansebenene, flirtende som en jomfru med særlig svaghed for græske guder. Alle hensyn til forløbet i den gamle film er vist pakket ned, da dan forelskede pilot Christopher Læssøe og Polyhymnia har sunget deres godnat- og afskedsang, og himlen åbner sig med Asger Reher og Lone Hertz som Zeus og Rosa siddende på tronen i skyerne som forenet gudepar. Den gamle har genfundet sit magiske lyn, fået dame på og glemt sin jordbundne datter Polyhymnia. Ikke et øje er tørt.

INGEN efterlades i tvivl om, at denne vittigheds-kogende udgave af ’Mød mig på Cassiopeia’ vil blive godtaget for sin ustyrlige, meget danske humor, når den skal turnere landet rundt i foråret. Den foregår i en enkel, sammenklappelig dekoration af Marie i Dali. Musikalsk er den næsten reduceret til pianist-akkompagnement fra Jens Krøyer, anbragt på sidelinjen som var han mest repetitøren til de kaotiske prøver på den forestilling, komponisten og alle andre maser med for at få færdig. ’Cassiopeia’ er besat med spillere, der rammer deres figurer håndfast og sikkert i hovedrollerne, forbløffende og meget vittigt i biroller, der i øjeblikke nærmest forvandles til hovedroller, Lone Hertz på grund af hendes slebne og elegante, erotiske uforskammethed, Kristian Holm Joensen som teaterregissøren, der formår at gøre en hvilken som helst opgave til et klovnenummer.

GLIMRENDE casting. Og alt i alt en både nådesløs og fræk aflevering af en klassiker, der huserer i vores musikalske alfabet med gylden status.

gregersDH.dk