MED MANÉR

Afsked med teaterchef Michael Christiansen –en smuk, åbenhjertig og meget dansk affære

*****

Sikke en afsked!
Der er teaterchefer, der bliver sparket ud. Der er teaterchefer, der forsvinder lige så stille. Så stille, at man kan spørge  – som Signe Egholm Olsen gjorde med påtaget undren, da hun sammen med Mille Lehfeldt gennemgik en af epokerne i Michael Christiansens regeringstid under festaftenen fredag på Det kgl.s Gamle scene: ”Ebbe  – hvem?” sagde hun, for at fingere en ny generations glemsomhed, når det handler om de store gamle. Ebbe hvem? Ebbe Rode. En fin bekræftelse af, hvor meget scenekunst er noget, der som musikerens kunst fortaber sig i tåger, når stemmen er forstummet, tæppet er faldet, og ekkoet er døet bort.
En af mange spidse pointer på denne aften.

IKKE UD AF BAGDØREN

Michael Christiansen er ikke sparket ud. Og han forsvinder heller ikke lige så stille ud af bagdøren, sådan som flere andre teaterchefer i tidens løb har været nødt til.
Han er heller ikke gået med et knald med døren. Også dét er der ellers traditioner for på Det kgl. Teater.
Han er gået med dét, vi kalder manér, har valgt et tidspunkt, hvor opgaver er løst, og meget er lagt på plads.
Færdigt arbejde. Nye folk må løse alt det, der kommer af nye problemer.
Afsked med manér. Dét sørgede også teatrets ansatte for på denne aften. En aften, der kunne være blevet en formel hyldest med hævede glas og et par trut i hornet. Men sandelig fra først til sidst var formet og bygget af folk, der vidste, hvad de ville: Hylde en mand, der har stået for mosten i seksten ekstremt besværlige år, og brygget mosten på sin måde, konsekvent, smidigt, snedigt, frækt, undertiden med en hovedrysten over vilkårene, undertiden med en genial udnyttelse af de vilkår, der trods alt er budt ham: Offentlige penge, albuerum og en enorm prestige for institutionen.

MEGET DANSK

Det fine ved denne aften var ikke alene de mange enkelt-indslag fra operaen og balletten, som dominerede arrangementet. Det var især, at skuespillets indsats var bygget op som en række statements, som kortlagde de seksten år, Michael Christiansen har været chef. Kronologisk og først og fremmest morsomt, i flere tilfælde suverænt morsomt og rørende. Hårfint grænsende til det private, og når man gik over stregen  – med ‘tongue in cheek’.
Tydeligvis holdt sammen af en forfatter, der ikke bare kunne lægge skuespillerne præcise facts i munden, men også turde smide pointer på bordet, som fortalte om kriser og skæve træk hos Michael Christiansen, ironisere over hans ambivalente forhold til politikerne, hans ømme forhold til teatrets damer, ikke mindst den, han kårede som sin siden forladte muse gennem ti år  -Benedikte Hansen var selv på banen for at erklære sig og sige tak til.
Sådan var det, som aftenen skred frem, en åbenhjertig og meget dansk måde at konvertere en begivenhed, der nemt kunne blive i stivest puds og flip, til en varmblodig, vittig og aldrig selvhøjtidelig affære.
Claus Flygare, den stratenrøver, havde f.eks. begået en miniversion af Strindbergs ’Faderen’, som frækt dissekerede chefens skred fra en slags korporal til en slags kunstner, og chefen selv var ikke bleg for at takke mor oppe i kongelogen fra far selv.

GOD NAT

Meget blev sagt med denne hyldest aften. Først og fremmest,  at de fem kunstarter – Kapellet og scneteknikerne talt med – føler en del for deres hus og metier, og at det ikke er uvæsentligt, hvad det er for en person, der tegner firmaet som fællesnævner, når det kører.
Hjemkommet her og plantet ved computeren melder detaljerne sig, Stig Hoffmeyers brillante speak, Ghita Nørby, der ved gud havde mand og mynder med og talte så smukt til dem og Christiansen, Silja Schandorffs svævende dans, terzetten fra ’Rosenkavaleren’  – det myldrer frem alt sammen gennem denne sommernat uden for de åbne vinduer.
Og Christiansen står dér i finalen begravet i blomster og et bournonvillesk dansemylder.
Jeg lader billedet stå et øjeblik.
Og siger så: God nat og lev vel.
 
GregersDH