Logo: PAPIRLØSE STJERNER
NÅ. DU ER IKKE UDDANNET!
Mia Lyhne prøvede syv gange til teaterskolerne. Uden at komme ind. I dag har hun succes i alt fra tv-satire til Det Kgl. Teater.
Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Jeanne Kornum
Ikke et ord i et halvt minut. Mia Lyhne ser bare på mig med det dér målløse blik, der har gjort hende til et fænomen blandt danske skuespillere. Et udtryk for total undren over, hvad verden omkring hende byder på af uløselige spørgsmål.
”Hvor er du om tyve år?” Spørger jeg. Et temmelig åndssvagt spørgsmål. Men det kommer, efter at hun i én stiv time har fortalt og fortalt om en karriere så målrettet, at man må spekulere på, hvor det hele ender.
”Jeg vil ikke helt udelukke, at jeg siger: Nu har jeg fået nok. Man kan jo nogle gange tænke: hvad er det her egentlig for et fag? Fuldstændig absurd. Men jeg tror det nu ikke…”
Det ville også være bandsat. For Mia Lyhne har virkelig kæmpet for at komme derhen, hvor hun er. Uden om teaterskolerne. De autoriserede. Og det er dét, vi skal have fat i. Hvad indebærer dét?
”Jeg kan huske i starten, når nogle sagde: ’Nå. Du er ikke uddannet! Det troede vi da…’ Det var ikke så sjovt. For jeg ville gerne have været på teaterskolen. Tænk at få al den undervisning! Jeg forsøgte syv gange. Gennem otte år. Uden at komme ind.”
– Syv gange på otte år. Mistede du pusten et år og sprang over?
”Det var, da jeg var på Teater Grob. Det var blevet sådan på Grob, at den ene efter den anden søgte ind på teaterskolerne, og nogle kom jo ind. Hver gang vi var ved at bygge noget op, så skred det, fordi flere af os søgte på teaterskolen. Vi besluttede at holde sammen på et ensemble. Seks-syv stykker. Ingen måtte gå til optagelsesprøve. Vi havde vores egne lærere. Men det var hårdt. Man betalte alt selv – også lærerne. Jeg arbejdede i vuggestue eller børnehave ved siden af for at tjene penge. Men jeg VILLE på teaterskolen. Så da jeg havde sprunget et år over, søgte jeg alligevel. I smug. De andre blev ret sure, da de opdagede det. Og jeg kom stadig ikke ind.”
NEDTURE
– Nedtur hver gang.
”Ja, er du sindssyg. Jeg så det som noget fantastisk at gå på teaterskolen. Alle mine bedste venner var kommet ind. På stribe. Ken Vedsegaard, som jeg havde lavet børneradio med. Johannes Lilleør, Stine Schrøder Jensen. Hvert år var nogle kommet ind. Jeg var med til festerne på Statens Teaterskole. Jeg kendte alle holdene. Jeg var næsten en del af det. Det gjorde da lidt ondt.”
– Og hver gang dommen: Ikke talent nok.
”Afgjort efter tre minutter. D.v.s. nogle gange nåede jeg videre til 2. omgang. Man gik og ventede på svar derhjemme. Det var som at vente på svar hos en læge. Man kunne dårligt vente til posten kom. For at se, om der var brev. Om det var et tyndt eller tykt brev. Det tynde var ikke så godt. Det vidste jeg.”
– Ingen begrundelser?
”På Odense Teater kunne man ringe over og få en snak. Også i Århus. De sagde noget med, at jeg jo allerede var i gang, jeg var formet, og jeg havde Grob – ’det går jo godt og bliv ved med dét, du behøver ikke gå her, du har allerede lært så meget’, o. s. v. Det blev jeg ret sur over.”
– Men tabte ikke modet.
”Nogle gange. Men hver gang mine forældre foreslog mig at gå på seminariet eller læse noget andet – de sagde det helt stille – så blev jeg så ked af det og tænkte bare: Jeg VIL være skuespiller. Det kan godt være, jeg ikke er noget stort naturtalent. Jeg er nok bare nødt til endnu mere undervisning. Så jeg blev ved. Selvom jeg syntes, jeg allerede havde lært en masse.”
CENTRIFUGEN PÅ VESTERBRO
Og det havde Mia Lyhne. Lært en masse. Hun er vokset op i Smørum, og hun slog til med sin teatergalskab fra det øjeblik hun i 3. klasse opdagede, at hun bare behøvede række fingeren i vejret hos dansklæreren for at få lov til at skride fra timerne sammen med dramaholdet og lave teater i grupperummet.
Skolen så hende spille Geske i ’Den Politiske Kandestøber’, og samtlige filmselskaber havde for længst modtaget hendes breve om at komme i deres statist-kartoteker. Hun huserede i lokale amatørteatre, og snusede sig som teenager frem til, at Vesterbros Ungdomsgård var stedet, hvor man kunne få skovlet en masse teater indenbords. Så gennem flere år stod den på tre ugentlige ture, tirsdag, onsdag, torsdag efter skoletid med Frederikssund-banen ind til den myretue af teater- og musikaktivitet, som dynamoen Bo Schiøler har kørt i årevis på Vesterbro. En social-kulturel centrifuge af afgørende betydning for Mia Lyhne, fordi den skolede hendes talent.
Rygtet om Teater Grob bragte hende senere ind i folden hos en flok jævnaldrende teaterfanatikere, der holdt til i en baggård i den nærliggende Viktoriagade, hvor hun selv hurtigt var den, der råbte højst om undervisning, træning, øvelser. Den ene skuespillerlærer efter den anden. Folk, ’vi gaflede’ – som hun udtrykker det – fra Statens Teaterskole, ’fordi vi vidste fra dem, der gik der, hvem der var gode.’ Det gjaldt ustandselig om at blive bedre, dygtigere, klogere på faget.
”Vi skrev og udviklede nogle af vores stykker sammen med de lærere. Det var også dér, anmelderne begyndte at interessere sig for os. Vi fik gode anmeldelser, og der begyndte rigtig at komme publikum.”
– En kollektiv skriveproces?
”Ja. Tit efter Mark Leigh-metoden…den engelske instruktør. Vi valgte selv nogle personer, vi kendte. Som vi syntes var interessante. Så skrev vi om dem. Det var udgangspunkt for at bygge fiktive karakterer op, konfrontere dem med hinanden og sammen med instruktøren lave forløb, som vi optog og til sidste koncentrerede til en handling. Jeg har senere været med til det samme, da vi indspillede Annette K. Olesens film ’Forbrydelser’.”
– I 2001 kom du til Det Kgl. Teater. En stor rolle i ’Udvidelse af kampzonen’.
”Det var Jens Albinus. Han havde instrueret en forestilling på Grob. Så skulle han lave ’Kampzonen’ på Det Kgl. og ville have mig med. De sagde nej derinde. Men han blev ved. Der gik et år, inden han havde fået dem overtalt.”
– Nervepirrende at skulle på scenen med teaterskolede skuespillere – Nicolas Bro, Nikolaj Lie Kaas, Benedikte Hansen?
”Ja. Jeg følte virkelig, at jeg skulle bevise, at jeg kunne. Jeg sov ikke om natten i fjorten dage op til premieren. Jeg var bange for at få kniven. Ikke så meget ved prøverne. De var enormt søde. Og det hele var så gennemarbejdet. Det var mere det ydre, anmeldelserne, jeg var bange for. Premiererne. De er forfærdelige hver gang. Præcis som optagelsesprøverne til teaterskolen. Jeg synes, det vil være så flovt at blive dårligt anmeldt. Men det gik jo meget godt. Også de næste gange på Det Kgl.”
DE GRINEDE
– I tv-satireprogrammerne markerer du dig som komiker. Hvad sker der, når du står på Det Kgl.s scene i en alvorlig rolle?
”Jeg har nogle gange i ’Thermopylæ’, som vi har spillet i foråret, oplevet, at der har været nogle unge, der grinede, så snart jeg lukkede munden op. De har bare siddet og ledt efter noget, de var vant til med mig.”
– Det er vel ikke så mærkeligt.
”Næh. Men man jo bide tænderne sammen. Og ikke tabe koncentrationen.”
– Er du stadig ked af, at du ikke har papir på dit fag fra teaterskolen?
”Næh. Ikke sådan. Det er jo ikke nogen garanti for ikke at blive arbejdsløs.”
