Peter Larsen i ‘Mens vi venter på Irak-kommisionen’ (Foto: Bo Tengberg)

OG HVAD MED

IRAK-KOMMISSIONEN?

Fogh og Per Stig Møller stegt og branket på Det Kgl. af satirikeren Peter Larsen.

Dramatiker: Jens Kløft. Medvirkende: Peter Larsen og Michelle Bjørn Andersen.

’Mens vi venter på Irak-kommissionen’ spiller på Skuespilhusets Lille Scene frem til jul. Varighed: 2 timer inkl. pause.

****

’MENS vi venter på Irak-kommissionen’ hedder skuespilleren Peter Larsens forestilling på Det Kgl. En glasklar association til ’Mens vi venter på retfærdigheden’, Larsens dramatiske monolog om tamilsagen, som han opførte på Caféteatret i 1992. Den var skrevet af journalisten Niels Ufer og blev en sensation. Ufer fik Cavlingprisen samme år for både artiklerne og stykket.

NU er vi så i Skuespilhuset. Forfatteren er denne gang filmmanden Jens Kløft, men Peter Larsen er uforandret den samme skuespiller i samme slagfærdige og provokerende komediestil som dengang. Dén Peter Larsen, som mange husker fra tamildramaet og sikkert også fra rollen som tjener Frandsen i et af Hans Otto Bisgaards tv-programmer.

MODELLEN for monogen om Irak-kommissionen ligner også tamil-monologen: Formen er den samme: Peter Larsen spiller en kultursociolog ved navn Jørn Andersen, en lærd nørd, der har fordybet sig i arkiverne og nu gennemgår resultat af 25 års granskning for os, omgivet af bjerge af dokumenter, og en talerstol til at aflevere den daværende udenrigsminister Per Stig Møller afgørende indlæg i Folketinget, den tale, der i 2003 blæste Danmark i krig med Irak og diktatoren Sadam Hussein. Fogh Rasmussen var statsministeren på det tidspunkt, og Peter Larsen påstår med sit skæve grin, at han har inviteret både ham og Per Stig til at deltage i forestillingen. Det er selvfølgelig en vittighed, han har bare stillet to stole frem, som han ifører dukker af de to ministre, som var drivende kræfter i beslutningen om krigserklæringen.

HAN kalder dem konsekvent ’Havenissen’ og ’Jernkæben’. Vi er med andre ord i det grotesk satiriske, en slags ekspanderet Cirkusrevy-sketch, foldet ud til et par timers gennemgang af det materiale, der over år blev skrabet sammen af Irak-kommissionen for at få kortlagt, hvad der egentlig foregik op til beslutningen i 2003, men som blev skrottet for nogle år siden af Lykke Rasmussen-regeringen: Sagen forældet.

DER er, så vidt vi kan høre, intet i Larsens/sociolog Andersens forelæggelse af sagen, der er nyt. Ikke noget, der ikke har været skrevet og debatteret i årenes løb. Det er heller ikke det, det handler om for Kløft og Larsen. Det handler om at gøre sagsforløbet til grin, fortælle, at beslutningen er baseret på løgne, fordrejelser og manipulationer, der har til hensigt at tækkes U.S.A. og udnytte den folkelige skræk for en diktator, som man påstod forberedte en altomfattende kemisk og biologisk krigsførelse og havde muligheder for at udvikle atomvåben. Hvad der viste sig, han ikke gjorde og havde. Det er et utilsløret angreb på beslutningen om at nedlægge kommissionen og skrinlægge dens resultater.

DET tør man kalde politisk teater. Helt legitimt, at Det Kgl. sætter stykket på plakaten som et debatskabende drama i forventning om, at Larsens og Kløfts måde at gøre det på vil få latteren til at runge. Hvad den sandelig også gør. Larsen er med sin rablende, flabede og ustyrlige facon absolut lattervækkende, selv når han glemmer sine replikker og tyr til skuespilleren Michelle Bjørn Andersen, der er hyret som suffløse. Spontane spring og henvendelser til publikum er hans spillestil, og det giver vi ham ubetinget kredit for. Men accepterer samtidig, at der ikke kommer nye afsløringer frem i monologen. Vi tager den som en glimrende og pædagogisk genopfriskning af en pinlig affære. Latteren som redskab er ikke at foragte.

gregersDH.dk