Forside foto: Helle Hind)

DRØMMEN

I

SNEGLEHUSET

Portrætbogen om den frygtelig tidligt afdøde teaterinstruktør Henrik Sartou er et glimrende bidrag til forståelse af teatrets kunst.

’Mens det endnu er for sent’ er redigeret af Mette Frank og Me Lund. Forlaget Frydenlund. 2o2 sider. 249 kr.

*****

DÉN bog har jeg haft liggende i en måned på skrivebordet. Jeg har læst, bladet, læst igen. Så en side. Så tre sider et andet sted. Tænkt: Hvad nu? Gået tilbage, læst igen næste dag. Måske det samme, måske noget nyt.
Dén bog er en provokation. Ligesom sin titel. Bogen hedder ’Mens det endnu er for sent’. Hvad skal det nu sige? Er det noget, den mand, bogen handler om, har sagt? Næh.
Bogen handler om den danske teaterinstruktør Henrik Sartou, der satte forestillinger i scene gennem en god halv snes år, stribevis af teaterstykker.
Titlen er et citat, han har brugt. Det er fra den franske film ’De elskende fra Pont Neuf’, hvor en vagabond siger sådan. Kryptisk, men tankevækkende. ’Mens det endnu er for sent’.
Henrik Sartou var altid på vej. Alt var på en måde hele tiden for sent for ham. Men der var hele tiden lys forude. Drømmen om det uopnåelige forsvandt ikke.

DRØMMEN

Sartou var en ung romantisk teatermand i en tid, hvor rationalitet og kølig analyse og ironi hørte teatret til. For ham var teatret ’sjælens mørkekammer’.
”Teatrets vigtigste opgave er at formidle drømmen,” siger han i programmet til ’Legende’ på Rialto Teatret i 1992. Teatret skal ”generobre det poetiske sprog og kaste det ud over scenen.”
I et interview med Lars Wredstrøm på P1 i 1996: ”Grundlæggende har jeg svært ved at begå mig i gaderne – i dagslyset. Jeg overlever ved at trække mig ind i en slags sneglehus, og det hus, jeg bærer rundt på mig i dagslyset, består af drømme og tanker om døden og kærligheden. Alt det, som ikke findes på gaden i dagslys, og som er grunden til, at jeg er flygtet ind i et mørkt teaterrum for dér, hvor mørket er totalt, at kunne blænde op for de lysende ting, som jeg har i mit sneglehus.”
Bogen er en turbulent ophobning af nyt og gammelt stof. Vennerne skriver. Sartou skriver selv. Meget af det er dukket op i et stort skab, der stod tilbage i Sartous kælder, da han var død.
Bogen er redigeret af Mette Frank og Me Lund, Den sidste skriver et glimrende forord. Ellers: Strømme af bidrag, artikler, interview, breve – og masser af billeder fra Sartous forestillinger, alle blevet til mellem 1984 og 2005, året, da han døde midt under indstuderingen af Sven Holms ’Kender du Svimmel? på Odense Teater.
Billederne siger meget om magien i hans opsætninger. Vældige mørke- og lys-virkninger. Udtryk i skuespilleres ansigter og kroppe, indfanget i øjeblikke, hvor det er, som om de er i en anden verden. Ingen skuespillernavne anført, vi skal ikke føres på sideveje, og vi kan bare gå hen og slå op, hvis vi hungrer efter bekræftelser på navnene.
Kraften i udtryk og billeder er det væsentlige. Den kraft, Sartou kunne tilføre.

STILHEDEN

Så meget, han har villet, den mand. Citatet i bogtitlen er som nævnt fra en fransk film. Film optager ham. Ansigterne. Nærbillederne. Stilheden.
”I hver eneste af mine forestillinger ønsker jeg at komme ind på scenen og formidle det samme som et nærbillede på film – altså øjeblikkene, mellemrummene, stilheden… Jeg interesserer mig for det, der ligger i mellemrummene. I det øjeblik et menneske tier stille, og indtil et andet siger noget, i det øjeblik findes det hele.” (P1)….
Hver gang, man dykker ned i bogens skove af afsnit, taler han om stilhed. I et interview i Weekendvisen i 1992 citerer han en tysk instruktør, der sagde til en skuespiller: ”Du må sidde stille, så jeg kan høre din replik som en sten mellem dine tænder.”
Stilheden og blikket. ”At forblive en elskende er at blive ved med at se, at fæstne blikket, som det hedder. Ikke miste synet ved de hurtige billeder,” skriver Sartou i et brev i 1991.
Mange skuespillere taler i bogen om Sartous fanatisk hengivne instruktion og hans præcise og billedrige lignelser. Bodil Jørgensen, som han blev gift med, citerer ham for en bemærkning, da han i 1991 instruerede hende i Cocteaus ’Den menneskelige stemme’: ”Du skal være lige som et rovdyr, der er blevet kørt over af en bil.”
Skuespillere husker altid enkeltheder i den måde, han instruerede på. Under en pause i indstuderingen af ’Festen’ på Det Kgl. siger Sartou helt kort til Jesper Langberg, der spillede faren: ”Jeg forstår ikke det familiære klap på skulderen, du giver sønnen.” Ikke andet. Bagefter går det op for Langberg: Det er klart, Faren er jo ikke jovial….
Den slags bliver hængende. Som Bodil Jørgensen siger – også i forbindelse med ’Festen’: ”Nogle instruktører er bange for skuespillere, andre har på forhånd regnet det hele ud. Men Henrik kunne møde én, hvor man var. Han var eminent dygtig til at folde skuespillerens fantasi ud.”
Det er en bog om en sjælden fugl i dansk teater. Broget i sin opbygning, altså bogen. Men til at dykke ned i hvor som helst for at blive klogere, ikke bare på Sartou, men på dansk teater i det hele taget.

gregersDH.dk.