Marie Dalsgaard, Lila Nobel, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen og Peter Christoffersen i ‘Menneskedyr’ (Tegning: Claus Seidel)

NYT FRA

RØD STUE  –

DEN KGL.

BØRNEHAVE

Det er efterårsferie, og der er sjove og mærkelige væsener i Skuespilhusets Røde Rum. For børn? Tjah, hvorfor ikke…Prøv bare!

Tekster: Franz Kafka. Iscenesættelse: Elise Kragerup. Scenografi: Jonas Fly. Komponist: Jeanett Albeck. Medvirkende: Mikkel Arndt, Peter Christoffersen, Marie Dalsgaard, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen og Lila Nobel.

’Menneskedyr’ spiller i Røde Rum indtil videre. Varighed 1 t. 40.

****

VELKOMMEN til Rød Stue, legestuen i Skuespilhuset. Nu er de der igen, de skrappe piger og drenge med deres populære pædagog Elise Kragerup i spidsen, stuens tusindkunstner, en sand gave – jeg havde nær sagt sandkassegave – til det danske teaterlandskab.
En gave, der forhåbentlig ikke bliver hakket i laser af den store kulturministerielle, grønthøstende havesaks, som i øjeblikket halser forpustet ud i landskabet for at give sit pip til finansloven.
Nu er de der igen med et af den slags bidrag, der stampes eller trylles op af jorden ud fra devisen: Hvad kan vi finde på, der vil være sjovt at lege med? Noget, de andre ikke gør. Noget, der er vores små niv i rumpen på det store moderdyr, der huser os – Det Kgl. Skuespilhus, som giver os føde, men med den løftede pegefinger: Gør, hvad I vil, men det må ikke være for dyrt. Bare det er genialt.
Denne gang har ungerne været ude i krogene i Franz Kafkas forfatterskab og fundet særheder: Kafka skriver af og til om dyr. Han sammenligner dyr med mennesker og mennesker med dyr, ser paralleller i dyrenes og menneskenes væsen, opførsel, motiver, tilpasning til andre, rædsel for andre, had, kærlighed, broderskab, hjælpsomhed, fællesskab, konkurrence…
Der er nok at tage af. Kafka er jo født og vokset op og har skrevet i tider, hvor Darwins ideer om menneskehedens oprindelse og de stærkestes overlevelse blomstrer og bliver bekræftet af uhyrligheder som især første verdenskrig. Kafka var tredive, da den brød ud.

I ABE-GROTTEN
Sådan nærmer de sig i Det Røde Rum: De seks skuespiller står – bang! – på stribe på scenen, som er bygget op i vældige hylder. En terrasseformet abegrotte  i Zoo, eller en klippevæg i Guds vilde natur? Jonas Fly har tegnet den.
Dér står de. Sådan som skuespillere har det med for tiden at stå i mange stykker som startposition: Urørlige. En facon, der hurtigt kan blive manér. Men det fungerer her og er ganske fascinerende til aflæsning af fysiognomierne, når vi er advaret om, hvad vi har i vente: Menneskedyr.
Vi er midt i efterårsferien, teatrene bestræber sig på at gøre børnene lykkelige med spøjse forestillinger, og på den måde er Røde Rum-folket leveringsdygtig. Der kommer gradvis liv i de statuariske spillere i kæmpegrotten, små lyde, små bevægelser, grimasser, efterhånden en hel lille kammerkoncert, fra pip og kvidder til løve- og kobrøl og frøers kvækken, og små udspekulerede, musikalske penselstrøg med sangstemmerne, iværksat af komponisten Jeanett Albeck.
Der er underholdende, og det bliver længe ved at være det som ’stykket’ udvikler sig – Nicolai Dahl Hamilton lægger for som muldvarpen, der graver sig ned for sig selv, jord sprøjter omkring ham, da han borer sig ned, gemmer sig. Så piber Lila Nobel sit mest hjertegribende, smutter lidt rundt, ”verden bliver mindre dag for dag!” piber den, og det gør den, for der står katten lige i masken på den, Peter Christoffersen i grummeste udgave. Og sådan fortsætter det i utallige fragmenter af det menneskelige dyreliv, det handler om. Kræfter og angrebsvinkler, der er hentet ud af Kafkas indforståethed med grum darwinistiske lære og freudianske driftsteorier og -erfaringer.
KLIPPE-KLISTRE

Vi er helt med, sådan set også på det fragmentariske, der er en metode, som næsten ligger op ad teaterkoncert-udladningerne i disse tider, fragmenter, der scenisk kan løses så godt som i Shu-bi-dua’-forestillingen i Fredericia, og indholdsmæssigt så smukt som Røde Rums egne ’Metamorfoser’ for nogle år siden. Her i ’Menneskedyr’ med den samme logik og ulogik, men med et strøg af klippe-klistre til glans- og mindebogen om menneskes natur i den store natur.
Jagten på effekt er underholdende. Vi sidder nok og kikker og lytter for at få bekræftet vores indbyggede Kafka-lærdom. Om Kafka, som i ’Processen’ og ’Slottet’ giver os stikordene til at se livet som en uhyggelig, løbende spurt gennem labyrinter uden ende, mellem bureaukratiske autoriteter og mørke magter, der er usynlige og truende.
Det er uundgåeligt, og holder da ind imellem stik, måske fordi man hører det, man gerne vil høre. Men dét med dyrene – er det ikke bare en detalje i Kafkas bøger, der her pustes op til noget stort?
Den tanke fanges man af. Den lærde professor Isak Winkel Holm giver i Røde Rums programartikel et eksempel på Kafkas dyrkelse af angstneuroser, hentet fra Kafkas ’Familiefaderens bekymringer’, noget om en mand, der vågner op forvandlet til et ’insektagtigt kryb med panseragtig, hård ryg’. Og der er åbenbart dyreassociationer i andre Kafka-noveller. Min i substansen vel ikke nok til et helt teaterstykke.
Skuespilmæssigt henter man sig små oplevelser undervejs. Uden at føle sig overbevist om ’stykket’s påtrængende nødvendighed. Det nødvendige består mest i at se og få bekræftet Røde Rum-folkets livgivende, løsslupne tilstedeværelse i Skuespilhuset.
Tag bare efterårsferie-børnene med, men glem Kafka. Ham kan de høre om en anden gang.

gregersDH.dk