Ellen Hillingsø, Camilla Bendix og Mads M. Nielsen i ‘Men lever man?’ på Teater V  (Foto: David Buchwald)

JA, GU’

LEVER MAN

Sikke et hold: Ellen Hillingsø, Peter Reichhardt, Mads M. Nielsen, Camilla Bendix, Mette Kolding og Pelle Koppel – gamle elevskole-kammerater rottet sammen på Teater V i en forunderlig version af Shakespeares ’Stormen’.

’Men lever man?’ spiller på Teater V i Valby indtil 22. 11. og på Århus Teater fra 25.11 – 6.12.

****

FORUNDERLIGT! Man duver ud fra Teater V i den valbyske aftentåge til tonerne af Rosalinde og Alfreds valseduet i ’Flagermusen’…’Glücklich ist wer vergisst’ – lykkelig den, der glemmer, hvad ikke mere kan ændres…
Wienervals til Shakespeares ’Stormen’!
Ja, warum nicht? Denne forestilling fører os på den særeste, svævende sky af støvregn gennem et shakespearsk landskab af ord, sætninger og personer uden grund under fødderne, for det er på en måde Shakespeares ’Stormen’, vi har på scenen i en underlig skæv scenografi, der både kan være et vrag af et skib og et lige-så-meget vrag af en slags salon, der bare er ekstra udstyret med et hundehul til en slave.
Stormen hyler og havet bruser, og musikken spiller barcarolen fra ’Hoffmanns eventyr’, som om der var gondoler lige om hjørnet i kanalen.
Vi føler os aldrig på sikker grund, aner kun, at luftånden Ariel nok er den, der puster på de medvirkende, bringer dem ud af fatning, får dem til at sprøjte brokker af andre Shakespeare-stykker ud af munden.
Og sandelig også bringer os på tilskuerpladserne til at tabe fatningen, især hvis vi ikke kender ’Stormen’ og ved, at stykket handler om nogle mennesker, der er strandet på en øde ø, som alligevel ikke er mere øde, end det f.eks. optræder denne træl, der ter sig splittergalt og bliver fodret som en køter. Samt en tjener, der utrættelig kører et rullebord med sprut over scenen, sprut, som han i et ubevogtet øjeblik deler med trællen, hvorefter de tæver hinanden.
Det er Pelle Koppel og Mads M. Nielsen i fuld krigsmaling.

SAND FORNØJELSE

Og dér er vi ved en slags forklaring på, hvorfor denne forestilling overhovedet er sat op og oven i købet er en sand fornøjelse: De fem spillere er kammerater fra et og samme afgangshold fra teaterskolen i Århus for tyve år siden. De har og de kan noget sammen.
Jubilæet fejrer de ved at bolte sig gennem en slags midtvejskrise med skyts fra ’Stormen’, og hvad deres tyske instruktør Lydia Bunk ellers har kunnet fremdrage af shakespearske godbidder fra nær og fjern i skuespillene. Hende kender vi fra herlige og gale streger på danske scener, senest Goethes ’Clavigo’ på Aalborg Teater.
Her på Teater V har hun sandelig bragt Shakespeares tekster og personer i salatslyngen.
Teater V har opgivet at give den mindste rettesnor eller forklaring i programmet.
Publikum er overladt til at sluge figurer og ord, som de er, og hengive sig til overraskelser og verbale nydelser, når Ellen Hillingsø som den landflygtige Prospero i blændende sort myndigt og stramt styrer rundt med sin lige så sorte knudebror, den troløse Antonio i Peter Reichhardt skikkelse, og datteren Miranda, en munter og vidtløftig Camilla Bendix, som i et givent øjeblik lytter til barcarolen og forvandler sig til Hoffmanns mekaniske dukke Olympia. Igen: Warum? Og warum nicht?
Mette Koldings syrlige og bogormende Emilia tager vi med i købet uden at fatte, hvordan Jagos kone fra ’Othello’ har forvildet sig ind i ’Stormen’.

UFORSKAMMET

Der er ingen smalle steder i denne forestilling, og vi stiller ikke spørgsmål, det ville heller ikke nytte noget. Det er bare om at tage det prægtige sproglige kludetæppe, som det er, emmende af poetiske brokker, vemodig livsfilosofi og skummende wienervals.
Rimeligt uforskammet, men stærkt stimulerende. Trods den uspiselige titel ’Men lever man?’ Ja, gu’ lever man.

gregersDH.dk