Alexander Skarsgaard og Kirsten Dunst i ‘Melancholia’ (Foto: Christian Geisnæs)

SOM EN TSUNAMI

Triers film ’Melancholia’ er på én gang hans ’Tristan og Isolde’ og ’Götterdämmerung’. Musik projiceret til film. Og især: I ét ansigt. 

*****

HENDES udtryk i slutscenen bliver hængende. Justines. Triers hovedperson i filmen ’Melancholia’.
Det er sekunder før planeten Melancholia drøner ind i jorden – før hun, søsteren og søsterens barn forsvinder i en dommedagskatastrofe.
Skuespilleren Kirsten Dunst spiller Justine. Hendes ansigt er mærkelig roligt, næsten afslappet, determineret, måske med en svag undren i filmens slutscene.
Melankoli betegnes som sortsyn eller depression i klinisk terminologi.
Denne Justine er måske både sortseer og depressiv. Men hun er nok først og fremmest determineret og endda forventningsfuld. Hun er vandret som en klarsynet søvngængerske gennem hele filmens forløb. Gennem sit bryllup, gennem hændelser i kølvandet på et bryllup, som bringer alt omkring hende i større og større opløsning og hende selv igennem handlinger, der tilsyneladende er irrationelle. I hvert fald ubegribelige for hendes omgivelser.  Langsomt bliver vi klar over, at det også er opfyldelse af noget i hende selv. Undergangen er forløsning.

MUSIKKENS TSUNAMI

Filmen starter allerede inden den egentlige handling er i gang. Vi ser abstrakte billeder, stills af landskaber, stjernehimlen, kloder, der kredser om og mod hinanden, et sneklædt hollandsk bondeland i 1600-tallet, fugle, der daler skræmt mod jorden, en hest, der synker i knæ.
Alt næsten statisk.
Undtagen på lydsiden: Wagners forspil til ’Tristan og Isolde’ rejser sig som en langsom tsunami, en uafvendelig flodbølge af klang og især: Med den overvældende dynamik, der er denne musiks egentlig substans. På en gang varsel og udløsning af noget uigenkaldeligt.
Som ledemotiv gennemsyrer Tristan-forspillet hele filmen. Dukker op i gentagelser, udviklinger, til allersidst i det overvældende fortissimo-klimaks, der er forspillets kulmination. Men også filmens. Katastrofen. Og  forløsningen. Hos Wagner på det, der er grundtemaet i ’Tristan og Isolde’: Den eneste mulige konsekvens af en kærlighed, der ikke er af denne verden. Nemlig døden.
Musikken er en slags hovedkraft i filmen.

MUSIKKEN SOM DYNAMO

Musikken ikke kun medspiller. Men den egentlige dynamo. Begyndelsen og enden på, hvad Trier vil fortælle.
Jeg ved naturligvis ikke, hvor han er startet. Hvad der har sat ham i gang. Men jeg gætter på, at det er musikken. Et videre gæt kan være, at hans beskæftigelse for nogle år siden med Wagner ’Ringen’, som han fik som opgave at iscenesætte til Bayreuth-festspillene i 2006, men som han afstod fra, efter at have arbejdet et stykke tid med den….at den beskæftigelse førte ham på ’Tristan’-sporet.
Idéer rykker tit på langs og på tværs af hinanden. Poder hinanden. Det gjorde de hos Wagner. F.eks. netop under hans arbejde på ’Ringen’, som han på et tidspunkt, midt i arbejdet med 3. del, ’Siegfried’, afbrød for at tage fat på ’Tristan og Isolde’, og satte på stand by gennem flere år, inden han fuldførte ’Ringen’.

MOD RAGNAROK

Musikkens rolle i ’Melancholia’ er ikke til at overse. Den forplanter sig som en indre kraft i hovedpersonen Justine. Som den forplanter sig i Tristan og Isolde i operaen og gør dem til levende fakler for partituret, med replikker, dialog og ydre handling som det sekundære.
Alle personerne omkring Justine opfører sig mere eller mindre rationelt og realistisk. Og uforstående over for hendes opførsel.
I ’Tristan og Isolde’ er kursen rettet målbevidst mod den definitive, umulige kærlighed. I ’Melancholia’ mod den totale undergang. Mod ragnarok – Götterdämmerung, der er titlen på ’Ringen’s afsluttende del.
Er det urimeligt at se sammenhængen hos Trier? Kærlighedens og klodens umulige, ubegribelige og uløselige mysterium.
Det kan vi gisne om.

DET UFORKLARLIGE

Ved forpremieren i aftes var det tydeligt, at mange gik fra filmen med en oplevelse af, at den var langsom, underlig, sikkert endda kedelig.
Jeg tror, man må opleve den på samme måde, som man oplever operaen. Med musikken som den drivende kraft i en skildring af noget uforklarligt. Afspejlet i billeder af stor magi, i Justines anarkistiske, selvdestruerende, helgenagtige vandring gennem fortællingen og som modsætning: Menneskene omkring hende, ædende, dansende, i komiske skænderier, fjollede, selvoptagne, regelrette, flinke, høflige eller uforskammede. Hvad som helst. Totalt normale.       
Som sådan – en temmelig uafrystelig musikalsk oplevelse.
Forhåbentlig mere end Triers forplumrede vrøvl ved pressemødet i Cannes, som man godt kunne ønske sig glemt i morgen. Hvad det næppe er. Det kunne være replikker fra en af filmbrylluppets gæstetumper.
 
GregersDH.dk